Tag arkiv for musik

Sangere som giver koncert i Kina risikerer nu at få en bøde, hvis de bruger playback under en koncert.

Altså hvor de ikke synger, men blot bevæger læberne til sang, der er optaget på forhånd.

Det oplyser det kinesiske Kulturministerium ifølge blandt andre Dazhongwang.

Den nye lov gælder for alle kommercielle koncerter, som et publikum har købt billet til.

Men ikke til offentlige arrangementer som for eksempel De Olympiske Lege, hvor hele balladen startede.

Under åbningsceremonien var der et indslag, hvor den ni-årige Lin Miaoke (林妙可) opførte en sang.

Sagen var bare, at det i virkeligheden var den syv-årige Yang Peiyi (楊沛宜), der lagde stemme til.

Lin Miaoke skulle selv have stået på scenen. Men sagen var blevet diskuteret helt oppe i den kinesiske regering. Og her syntes man, at Lin Miaoke var langt sødere at se på, og havde derfor valgt at skifte hende ud.

De kinesiske censurtrolde har selvfølgelig forsøgt at harmonisere nyheden, der gav en voldsom debat i Kina.

Hvis du gik glip af det, kan du læse mere her i Herald Tribune og Los Angeles Times.

Men en ting er – som altid – hvad loven siger, og en helt anden ting om den bliver håndhævet. Så lad os vente og se, om der nogensinde bliver udskrevet en eneste bøde.

:: Billedet er fra Xinhuas profil af Lin Miaoke

Forleden skrev jeg om kinesisk hip-hop, og at Wham var den første vestlige popgruppe, der gav koncert i Kina.

Det var i 1986 og koncerten blev holdt på Arbejdernes Stadium ( 工人体育场), som jeg i øvrigt bor ved siden af. (Læs om den på Wikipedia eller Baike Baidu, der er på kinesisk.)

Helt tilfældigt faldt jeg over denne artikel på Outdustry fra december, der handler om netop Whams tur til Kina.

Efter sigende tog det bandets manager, Simon Napier-Bell, 18 måneders forhandlinger og endeløse rækker af middage med det kinesiske bureaukrati, før gruppen fik lov til at give koncert i Beijing.

Bandet havde sat sig det mål, at de skulle blive verdenskendte i løbet af to år, og det ville ikke være muligt, hvis de blot tog på den sædvanlige turne gennem Europa og USA.

Derfor kom de på ideen om at give koncert her i Kina, da det ville være et PR-stunt af dimensioner, der kunne hjælpe dem med at blive kendte.

Det hele skrev han en bog om i 2005, som du kan finde her på Amazon.

Udflugten til Beijing blev også til en (slags) dokumentarfilm, der hedder “Wham! in China: Foreign Skies.”

Den ligger i flere dele på Youtube, eller du kan se den i sin fulde længde via Youku her øverst i artiklen.

Jeg har ikke set filmen endnu, men ifølge Outdustry skulle det være ganske fornøjeligt at se de permanentede popdrenges tur til Kina, Beijing og muren.

Inklusiv nogle gode citater: “Where are all the screaming girls?”, som George Michael sagde ved ankomsten i lufthavnen i Beijing.

Nu laver de også hip-hop i Kina.

Eller som der stod i en overskrift i New York Times i fredags: “Now Hip-Hop, Too, Is Made in China”.

Hvorefter jeg skyndte mig at ignorere den.

For artiklen tilhører en særlig kategori i vestlige journalisters dækning af Kina. Præmissen er, at det lukkede Kina så småt er ved at åbne sig op for omverdenen og især Vesten. At de underkuede kinesere endelig har fået øjnene op for dette eller hint, eller at styret nu har givet dem lov til whatever.

Reformerne begyndte for 30 år siden. Derfor er det en anelse trættende at høre om, hvordan noget er kommet til Kina, når det måske har været her et par årtier.

Som for eksempel med musik.

Den første vestlige popgruppe, der gav koncert i Kina, var ifølge BBC sukkerdrengene Wham i 1986. Året efter gav rockgruppen SheRock (?) en koncert i Shanghai, som man kan læse i denne artikel om rockens historie i Kina.

Og nu laver kineserne altså også hip-hop. Eller hvad? Som der står i Wikipedia, der refererer denne artikel fra Stanford University.

… the hip-hop scene in China is just beginning to blossom; “hip-hop in Beijing emerged around the year 2000, but its roots stretch back to the late 1980s”

Brendan O’Kane fra Bokane.org er virkelig fløjet op af stolen, og her dissikerer han artiklen fra New York Times, der i øvrigt ikke skelner mellem hip-hop (嘻哈) og rap (说唱) og samtidig staver et af de kinesiske navne i artiklen forkert.

… the song that, according to the article, “took the underground music scene by storm.” Sample lyrics:

出租车有一块二一块六两个价格
交通一般还成但会有点堵车
真不用提饭馆 烤鸭和炸酱面
鬼街吃火锅 太多选择我的天

Cabs come in 1.2 kuai and 1.6 kuai prices.
The traffic’s usually not bad, but sometimes there are traffic jams.
You don’t have to worry about restaurants — roast duck and zhajiang noodles
Or Gui Jie to eat hotpot. There are too many choices, oh my god!

Det er der kort sagt ikke hverken undergrund eller politisk kant over, som artiklen ellers hævder.

Gruppen som står bag sangen 在北京 (zai Beijing) er 隐藏 (Yincang). Dem kan du lytte til her på Baidu’s MP3 side. Siden skulle virke uden for Kinas grænser.

Man kan også finde dem på Googles kinesiske musikbutik, men den virker vist til gengæld ikke uden for Kina.

Eller du kan se videoen øverst i artiklen.

En af Kinas mest berømte musikere, Xu Wei (许巍), har netop udgivet hans seneste album.

Det er fire år siden sidst, og der er delte meninger om skiven. Der er to lejre.

Den ene mener, at hans musik er smagløs og blottet for indhold. Den anden lejr mener, at teksterne blot afspejler Xu’s mere stille og rolige liv, som det udfolder sig lige nu.

Jeg har kun hørt en enkelt sang, der hedder “Kærlighed” (爱). Og den er da hverken værre eller bedre end andet kinesisk popmusik. Selvom det officielt bliver kaldt for rock.

Er det så noget som europæerne har lyst til at lytte? Helt klart. Hvis man kan lide at sidde i sin lyserøde træningsdragt og se Melodi Grandprix, mens man spiser Othello-lagkage og drikker Coca Cola, så kan jeg klart anbefale den nye skive fra Xu Wei.

Lige nu ligger 爱 på 22. pladsen på Google Music, hvor du også kan lytte til sangen. I hvert fald hvis du sidder på en computer her i Folkerepublikken.