Tag arkiv for politi

Op til 15 års fængsel for at råbe slagord og protestere mod myndighederne?

Det er et vanvittigt forslag, siger Li Fangping, der er en af Kinas mest kendte advokater. Jeg skrev om ham i en artikel i Berlingske i weekenden. Her får du et lidt længere interview med ham.

Artiklen handler om menneskerettighederne i Kina. For 2009 var et skidt år. Det viser to nye rapporter. Den ene er fra det amerikanske udenrigsministerium, og jeg nævnte den også i fredags her på Kinablog. Den anden rapport er fra den amerikanske Dui Hua Foundation. Du kan læse hele analysen på deres hjemmeside.

Dui Hua analyserer det kinesiske retsvæsens brug af anklagen om “endangering state security” (ESS). Deres rapport bygger på de tal, som præsidenten for Kinas højesteret fremlagde i sidste uge. Dem skrev jeg om her på Kinablog.

Hvad er det så for et forslag, som Li Fangping mener er så vanvittigt?

I søndags sluttede det årlige møde i det kinesiske parlament. Hvor tusinder af politikere og udvalgte kinesere var rejst til Beijing. Under mødet – National Peoples Congress, NPC – kom den ellers ukendte Liu Qingning fra Guangxi provinsen med et forslag, der hurtigt blev mødt af voldsom kritik fra kineserne.

Han foreslog, at kinesere, som laver politisk uorden og forstyrrer lokalregeringerne, skal kunne idømmes op til 15 års fængsel. Blandt andet for at råbe slagord, at blokere indgange til offentlige bygninger og for at bruge bannere.

Kritikken haglede med det samme ned over ham i de evigt populære diskussionsfora og sociale netværk. Blandt andet her:

其里:我们认为上访造成的极端形式是信访部门不有效工作造成的，谁也不会花费自己的钱财和时间无理取闹，没有冤情不能和政府叫板。

Og her:

刘庆宁的提案，不仅在挑战国民的心理底线，而且悍然挑战宪法，实在已经成为国民公敌，公民谢志浩建议，全国人民代表大会，采取紧急行动，审查并剥夺刘庆宁的代表资格；如果全国人民代表大会的各位代表，如若容忍甚至赞同刘庆宁的提案，脆弱的国民共识，将不复存在；原本作为弱势群体的访民，将被推向万丈悬崖；国家将会万劫不复！

Lignende kommentarer fra dette og dette forum. Den nederste kommentar er fra denne blog. Debatterne var censurerede i weekenden, men nu er de oppe igen.

Flere af brugerne skriver, at man protesterer og bruger den slags metoder mod myndigheder og lokalregeringer, fordi man er desperat. Ikke fordi man har lyst, som der stod i kommentarerne. Den slags folk kalder man for petitioners på engelsk. Der er ikke nogen ordentlig dansk oversættelse.

Hvem er manden bag forslaget, som de kinesiske netizens er så vrede på? Liu Qingning er vicedirektør for en juridisk kommision i Guangxi provinsens folkekongres.

»Han repræsenterer de afdelinger, som kan mærke presset fra de mange petitioners. Afdelingerne vil løse problemerne med den slags hårde metoder, og de vil ikke se på, hvad der er årsagen til dem,« siger Li Fangping.

Han siger også, at forslaget strider mod forfatningen, hvor kineserne har ret til den slags protester.

Men der er også en anden grund til, at forslaget kommer fra Liu Qingning.

»Han er ikke medlem af Kinas Kommunistparti, så der er ingen problemer ved, at han kommer med forslaget. Han siger det, som partiet ikke kan sige. Det er også en af grundene til, at regeringen vælger at sende delegerede til NPC, som ikke er medlemmer af partiet,« siger Li Fangping.

Han siger også, at det i dag er blevet sværere for borgerne at protestere mod myndighederne.

»Borgernes retsbevidsthed er vokset, men den politiske struktur har ikke ændret sig fundamentalt, så når de ikke kan klare presset, forsøger de at bekæmpe det med ulovlige metoder,« siger Li Fangping.

Hvis forslaget en dag bliver vedtaget, så vil det have omfattende konsekvenser.

»I dag er det ulovligt at forhindre petitioners og de sorte fængsler er også ulovlige. Men med forslaget ville begge dele blive lovlige, og det vil blive meget lettere at sætte folk i fængsel,« siger Li Fangping.

»Hvis det her forslag bliver vedtaget, så vil mistilliden mellem det offentlige og befolkningen virkelig blive alvorlig,« siger Li Fangping.

:: Bagsiden af et sort fængsel, som jeg besøgte her i Beijing. Tidligere artikler om sorte fængsler på Kinablog

Han fik otte års fængsel. Og skal betale 1.700 kroner i kompensation til den 21-årige pige, som han voldtog.

Den 21-årige Li Ruirui (李蕊蕊) tog til Beijing i august. Hun var blevet smidt ud af sit universitet. Hun følte sig uretfærdigt behandlet, men kunne ikke gøre noget. Hun var desperat, så hun rejste til Beijing for at klage over universitet i sin hjemby.

Den slags er dårlig reklame for embedsmændene ude i provinserne. Hver dag ankommer der hundreder af borgere til Beijing, som vil tale med folk fra centralregeringen og klage over for eksempel korrupte embedsmænd i deres hjembyer.

Det vil provinserne undgå. Derfor har de forskellige provinser op mod i alt 10.000 ansatte, der hver dag støvsuger hovedstaden for petitioners. Borgerne bliver fanget. Og sat i et af centrene i det illegale netværk af sorte fængsler. Som jeg også har skrevet om her.

Li bliver også fanget. Og sat i et fængslerne, der er i dette tilfælde var et hotel, som den lokale provins havde lejet i Beijing. Her skulle hun sidde, indtil hun kunne blive eskorteret hjem igen.

Men om morgenen den 4. august kravlede den 26-årige Xu Jian (徐建), der var vagt i fængslet, op i sengen til Li og voldtog hende.

Sagen gav stor debat i Kina. Fordi det var endnu et eksempel på foragt for borgerne. Og endda i et af de forhadte, sorte fængsler. Li anlægger også sag mod Xu Jian. Og nu er der dommen faldet.

Voldtægt kan medføre dødsstraf i Kina. Minimumsstraffen er ti år. Men Xu fik otte års fængsel og skal betale 2.300 yuan (1.700 kroner) i kompensation til Li, der ellers havde søgt om 100.000 (74.500 kroner).

Dommen har gjort flere kinesere rasende. For eksempel over størrelsen på kompensationen. Som der står på denne tråd på avisen Beijing Qingnian Bao:

Kom, kom, se hvor lidt det koster for autoriteter at voldtæge almindelige folk

快来看看权力强奸百姓的成本有多么低廉吧

Eller på Sohu:

Kompensationen havde måske været ok, hvis der var sat tre nuller bag…

这赔偿金额后面加三个零还行…

:: Foto af det sorte fængsel fra denne side

Et kinesisk magasin har offentliggjort en længere artikel om de sorte fængsler, som jeg har skrevet om tidligere.

I Kina rejser tusinder af folk ude fra provinserne og op til Beijing. Det er folk, petitioners, som af den ene eller anden grund føler sig uretfærdigt behandlet af retsvæsen eller embedsmænd i deres hjemprovins. Korruption er ofte en del af forklaringen. Borgerne tager til Beijing, hvor de håber på at få hjælp fra centralregeringen, ministerier eller myndigheder.

Det er provinserne ikke glade for. For den slags sager er dårlig omtale. De lokale embedsmænd er under pres fra centralregeringen for at opretholde social ro og orden, og de bliver straffet, hver gang der er uro.

Derfor har provinserne et netværk af fængsler eller detentioner i Beijing. Nogle gange kan det blot være et lokale i en ejendom. Måske en etage på et hotel. Eller kælderen i et rigtigt fængsel, som provinserne på den ene eller anden måde lejer sig ind i.

Ifølge artiklen har alle provinser folk, der strejfer rundt i Beijing for at fange petitioners. I alt har de op mod 10.000 “fangere” i den kinesiske hovedstad.

De Sorte Fængsler har længe været en offentlig hemmelighed i Kina. Og for et par uger siden kom Human Rights Watch med en rapport, som også dokumenterede netværket af fængsler.

Udenrigsministeriets talsmand, Qin Gang, benægtede, at der skulle være Sorte Fængsler i Kina.

»I don’t know what their motivation was. I can assure you there are no so-called black jails in China. We put people first, and we are an administration for the people. If citizens have complaints and suggestions about government work, they can convey them to the relevant authorities through legitimate and normal channels.«

Det sagde Qin Gang på sin presse konference den 12. november til udenlandske journalister. Citatet er ikke med i referatet fra mødet.

Du kan læse hans kommentarer på for eksempel AP, NYT og AFP.

Det er magasinet Liaowang (瞭望), der har bragt artiklen. Liaowang kan oversættes til Udkig. Det er et magasin, der henvender sig til embedsmænd og beslutningstagere i Kinas Kommunistparti.

(Jeg kan ikke linke til den, for magasinet fortæller, at de endnu ikke har lagt den originale artikel på nettet, men at den skulle komme i næste uge.)

Men det officielle nyhedsbureau Xinhua har også offentliggjort artiklen.

Liaowang og Xinhua ville aldrig offentliggøre en så følsom artikel, med mindre den i forvejen har opbakning langt oppe i Kinas Kommunistparti.

Så som en af brugerne skriver på dette forum:

»Det er et følsomt emne, så hvorfor bliver der givet grønt lys for det lige nu?«

Du kan læse mere om artiklen og de sorte fængsler på Telegraph, AP, SMH,NYT og min egen i Berlingske.

Omkring de “rigtige” fængsler, så skrev Time for nylig en artikel om en reform af det kinesiske fængselsvæsen.

Chinasmack har en billedserie af kinesiske fængsler og har oversat kommentarer fra fora.

:: Privatfoto. Det viser indkørslen til et fængsel i det sydlige Beijing, hvor der også sidder petitioners.

Chen Wen (陈文) er 26 år gammel. Sammen med sin hustru Zhang Li (张丽) hjælper han til i sin svigermors frugtbod.

Den 31. maj kom parret op at skændes med en gruppe chengguans. Det er en slags politi, som har mindre opgaver og færre beføjelser end det rigtige politi.

Chengguans (城管执法人员 eller blot 城管), kan oversættes til “city management”, og jeg har tidligere skrevet om den upopulære politistyrke.

En gruppe på ti chengguans ville »opretholde loven«, og de forsøgte at fjerne nogle frugtkasser og en parasol, der stod foran butikken.

Men Zhang Li strittede imod. Hun holdt fast i parasollen. De kom op at slås.

»Da skreg jeg, at min kone er gravid,« siger Chen Wen i artiklen i Qingdao Huanqiuwang.

Det gjorde han flere gange. Men de slog hende i maven med parasollen.

Resultatet blev, at hun aborterede.

Sagen kommer efter at Qingdao Huanqiuwang i går skrev om en mand, som chengguans havde banket til bevidstløshed, som du kan se på billedet herunder.

Li Li var gift i fire år. I den tid blev hun tæsket af sin svoger utallige gange. Uden at hendes mand forsøgte at stoppe volden.

Hun forsøgte at anmelde det til politiet. Uden held. Det var familiens egen sag, lød beskeden fra politiet.

I årevis har hun kæmpet for at få politi og domstole til at acceptere sagen, som jeg skriver om i dag i Berlingske.

Hun var vedholdende. Derfor er hun blevet tæsket af politiet. Af sikkerhedsvagter. Har været fængslet i hundreder af dage. Været ind og ud af hospitaler. Fået en hjerneskade. Og en tvungen abort. Hun er blevet transporteret hundreder af kilometer i en bil, bagbundet og med en beskidt strømpe i munden. Alt sammen i en sag, der begyndte for 15 år siden.

Der var ikke så meget plads i avisen til at fortælle om hendes hundreder af fængselsophold.

For eksempel da hun boede i Taiyuan, der er hovedstaden i Shanxi provinsen. Flere gange opsøger hun guvernøren, og venter på ham foran regeringsbygningen. Og hun er ikke den eneste.

»Nogle dage kunne der stå 60-80 personer. Politiet kom så hver dag og ryddede dem væk for ikke at forstyrre guvernøren,« siger Li Li.

De blev tit kørt til et af flere fængsler, der også havde indsatte, der havde begået mindre forbrydelser som for eksempel lommetyverier.

I et af fængslerne var der for eksempel to sovesale. En for mænd og en for kvinder. Med cirka 70-80 sengepladser i hver.

Der var ingen vand, siger Li Li. Der var ingen tandbørste. Man kunne ikke få bad. Der var ingen håndklæder.

»Du kunne få mad, hvis du var hurtig, men hvis du var langsom – så nej,« siger Li Li. Hun ved ikke præcist, hvor mange gange hun har været i sådan et fængsel. Flere hundrede gange, siger hun. Det korteste har været få dage. Det længste to måneder.

En af gangene fik hun ikke mad i to dage. Eller vand. Hun blev tvunget til at rense toiletter i de ti dage, hun var der.

»Det var om vinteren. Det var ret koldt, og der var ingen varme, men jeg fik ikke noget tæppe,« siger Li Li.

Du kan læse mere om “sorte fængsler” og det kinesiske retsvæsen her på Kinablog eller her på Berlingske.

:: Billedet er Li Li’s private foto

Kina har store problemer med politi og retsvæsen. De seneste måneder er der dukket 15 sager op i medierne, hvor fanger på mystisk vis er døde i fængslerne.

Det har givet en voldsom debat om politiet, fængsler og retsvæsen, som jeg skriver om i Berlingske i denne reportage.

Der er ikke nogen grund til også at lægge den ind her på Kinablog, så smut selv over og læs artiklen (eller køb avisen, det kan man jo også, vi udkommer vist nok stadig på det der “papir”).

Debatten har presset centralregeringen til at komme med løfter om forbedringer og reformer. Men kan man stole på de løfter, spørger jeg om i den tilhørende analyse. Og lige en tilføjelse her nedenunder.

Allerede i midten af 1990’erne begyndte Kinas Kommunistparti en række reformer af love og retsvæsen, der skulle give en bedre balance mellem menneskerettigheder og partiets krav om kontrol og offentlig orden.

En af de kilder jeg talte med under researchen er Ronald C. Keith, der er professor i Kina-studier ved det australske Griffith University, og som lige nu er ved at skrive en bog om den kinesiske højesteret og retsvæsenet i Kina.

Han siger, at de mere end ti års reformer har hjulpet. Til dels. Men at selvom regeringen lige nu lover undersøgelser og reformer, så kommer det til at tage tid.

»Man kan vedtage nye love og opsætte nye regler, men der er stadig lang vej, før det bliver virkelighed,« siger Ronald C. Keith.

Blandt andet fordi man i retsvæsenet skal gå fra de gamle og nedarvede procedurer, som man er vant til, og vænne sig til de nye.

»Udfordringerne om at etablere god retspraksis i Kina er enorme, og det kræver tålmodighed. I Beijing kan man have gode intentioner om reformer, men det tager tid, før man får tildelt de rigtige ressourcer, og før det virker efter hensigten,« siger Ronald C. Keith.

Jerome A. Cohen, der er professor på New York University Law School, siger i et interview på Council on Foreign Relations, at der har været enorme fremskridt på økonomiske og sociale rettigheder, men at der er fundamentale problemer med politiske og civile rettigheder.

The administration of repression is uneven because it varies from month to month depending on the circumstances, and it varies from place to place also depending on circumstances. The fact is that state security agencies, together with various police units, including armed police under the military, run a very tight ship, and quietly, they’re very good at regulation. They have an enormous amount of repression skills, even while giving the appearance of not being a police state. If you go to Pakistan, for instance, at every corner even though there’re democratic elections and the restoration of a chief justice, you are in no doubt that it’s essentially a policed country. You see military in police uniforms on every corner. If you go to China, it looks great. You don’t see any of this.

There has been some criminal justice reforms, an attempt to improve the review of death penalty sentences at the Supreme Court level. Formal criminal justice reform efforts still survive in China despite a very conservative climate. But that’s at the top, very visible part of the scale. Underneath, you have all these thugs. You’ve got secret jails, and you’ve got the Communist Party’s Discipline and Inspection Commission. They’re the real police for over 74 million people who are party members. When a party member is suspected of corruption like the deputy president of the Supreme Court of China was last year, he’s not taken in by prosecutors or investigators or the police; he’s taken in by the party’s Discipline and Inspection Commission. There are no set rules. They have certain rules but they just don’t come into play day to day in the commission. If they’re taken in by the police, there are at least some formal rules. You’re supposed to be held only thirty days before the prosecutors have to approve an arrest warrant.

Derfor virker det heller ikke overbevisende, at centralregeringen er kommet med en ny to-års plan for menneskerettighederne i Kina. Der kort sagt skal sikre mange af de rettigheder, som borgerne allerede har i forfatningen, men som ofte bliver overtrådt eller ignoreret af staten. Og hvor planen ikke en gang kommer ind på de mere følsomme emner.

Så hvor meget kan man ændre på to år? Som det ikke er lykkedes at ændre over de seneste ti år. Eller blot siden sagen om Sun Zhigang i 2003. En sag der har mange af de samme elementer, som den nuværende debat, og hvor man også lovede reformer. Som man også gennemførte, men som nu ser ud til at være lettere udvandede.

Der er ikke meget som tyder på, at centralregeringen er specielt optagede af menneskerettigheder. Se blandt andet på Charter 08, hvor en af hovedforfatterne stadig er i fængsel.

I 2008 var den mest af alt optaget af social ro på grund af de Olympiske Lege. I 2009 er det på grund af de mange følsomme jubilæer.

Hvor 90-året for Fjerde Maj Bevægelsen lige er blevet fejret i larmende anonymitet. Hvor 20-året for optøjerne på Tiananmen venter lige om hjørnet, få måneder før 60 års fødselsdagen for Folkerepublikken Kina.

Så jo – kineserne har lagt pres på centralregeringen, der blev nødt til at handle.

Eller i hvert fald lade som om de handler. For det vigtigste er ro og orden. Lige nu. Lad os vende tilbage og kigge på løfterne igen om et år.

:: De to herrer på billedet er civiklædt politi, der fulgte efter mig og en kollega, da vi besøgte fængslet Majialou, som jeg skriver om i artiklen i Berlingske. Og som du kan se på billedet øverst i dette indlæg. Der er ikke noget hverken kuriøst eller heroisk ved, at politiet chikanerer udenlandske journalister. Men jeg tænkte, at det nok er de færreste danskere, der har set sådan et par starutter før, så derfor får i billedet her.

Tusinder af vrede indbyggere gik i går eftermiddag på gaden i Nanchong (南充), der ligger i Sichuan.

Indbyggerne var vrede over, at en chengguan (城管执法人员 eller blot 城管) havde dræbt en ung student.

Endnu en gang. For det er ikke første gang, at chengguans har gjort sig uheldigt bemærkede.

Chengguan er den laveste af de kinesiske politistyrker, og de må for eksempel ikke bære våben. Chengguan kan på engelsk oversættes til “city management”, og de minder mest af alt om et dårligt trænet vagtværn.

Der har været flere sager, hvor chengguans er blevet idømt fængselsstraffe for at have tæsket og banket folk til døde.

Den mest omtalte af dem var sagen om Wei Wenhua (魏文华), som jeg har skrevet om tidligere.

Men på trods af løfter om reformer, så er chengguans fortsat uhyre upopulære blandt kineserne.

I weekenden blev politiet tilkaldt for at holde civile og chengguans fra hinanden i Wuhan.

Og nu er der så kommet den nye sag fra Chuannan. Som der er meget få detaljer om. Stort set står der kun i artiklen, at politiet er ved at undersøge dødsfaldet. Indtil videre ved man kun, at der er tale om student, der er blevet slået ihjel af en chengguan.

:: Billedet er fra denne artikel

Han sad i fængsel i syv år. Det blev til to hjerteanfald. Kolde vintre uden varmt tøj. Hvor han blev nødt til at spise grøntsager med jord på.

De seneste dage har Kina frigivet tre fremtrædende politiske fanger. Senest i går mandag, hvor den 59-årige Yao Fuxin kom på fri fod efter syv års fængsel.

Det skriver den amerikanske menneskeretsorganisation Human Rights in China (HRC) i en pressemeddelelse.

Yao Fuxin kæmpede for arbejderes rettigheder, og han blev arresteret i 2002 efter at have holdt han en tale foran 5.000 arbejdere.

I alt var titusinder af arbejdere involveret i demonstrationerne, der var nogle af de største i folkerepublikkens historie. Arbejderne var tidligere ansatte i statsejede fabrikker, der var gået konkurs.

Under sin fængsling blev han ramt af to hjerteanfald, skriver HRC. Han blev også holdt vågen i længere perioder. Han fik ikke nok mad, og han måtte spise grøntsager med jord på, fordi de ikke blev vasket før han fik dem.

Under to hårde vintre i 2002 og 2003 sov han ved et åbent vindue. Uden at have hverken varmt tøj eller en dyne at lægge over sig.

Men han fortryder ikke noget, siger han i et interview med nyhedsbureauet AP.

»Der er ikke noget forkert i det jeg gjorde. Jeg udøvede blot mine rettigheder, som de er beskrevet i forfatningen. Hvad gjorde jeg galt som borger? Det var det værd. Jeg fortryder overhovedet ikke noget,« siger Yao Fuxin.

For et par dage siden blev Yang Zili og Zhang Honghai også frigivet efter otte års fængsel, som blandt andre AFP skriver.

New York Times mødte Yang Zili dagen efter på en McDonalds til et interview, som du kan læse her.

:: Billedet er fra denne artikel fra nyhedsbureauet Xinhua, og viser et fængsel i Beijing, der har huser kriminelle som alle har fået straffe mellem 15-20 år

Hvad gør en kinesisk lastbilschauffør, der ikke vil standses af politiet? Svaret finder vi på en motorvej uden for Qingdao.

Du kan også se videoen på Youku.

:: Via Black and White Cat

Journalisterne stod i kø for at få bestikkelse, som jeg skriver om i dagens Berlingske.

Hvis du har læst artiklen i Berlingske, så spring ned til bunden af artiklen. Hvis ikke, hvad handler det her så om?

Jo, den 20. september blev en 41-årig minearbejder dræbt ved en eksplosion i en kulmine i Shanxi provinsen. De lokale journalister hørte om ulykken og de næste par dage vrimlede minen med journalister.

Men de var ikke taget ud til kulminen for at rapportere om ulykken. Tværtimod. De var kommet for at få penge for ikke at skrive om uheldet.

En journalist fortæller om sine korrupte kolleger i en artikel i avisen Qingnian Bao. Da han kom ud til minen stod de i kø ved kontorerne og i gangene udenfor, hvor de stod og småsnakkede. Inde på et af kontorerne blev de skrevet op og fik udleveret et stykke papir. Derefter gik de ind i det næste kontor. Hvor de fik udbetalt pengene.

I alt tog 28 journalister ud til Huozhou Coal and Electric Group for at få fingre i bestikkelsen. De kom fra 23 forskellige medier.

Blandt andre China Education Television (中国教育电视台), Shanxi Daily (山西日报), Journalist Observer (记者观察) og Shanxi Worker Daily (山西工人報).

Tilsammen forlangte de cirka 100.000 kroner.

Derudover var der også mødt en enkelt falsk journalist op. Han fik cirka 28.000 kroner udbetalt, fordi han udgav sig for at komme fra et større medie. Og jo større medie, jo mere i bestikkelse. Kulminen udbetalte fra 1.500 til 16.000 kroner til journalisterne.

Det viser en netop afsluttet undersøgelse fra de myndigheder i Shanxi, der har ansvaret for provinsens medier.
Andre taler dog om, at der var langt flere journalister på besøg i kulminen. Avisen Takungpao nævner helt op mod 200 journalister, mens andre kinesiske medier skriver om, at der skulle have været op mod 50 fremmødte journalister.

Shanxi provinsen er en af Kinas største producenter af kul. De kinesiske miner er nogle af verdens farligste, og officielt dør der hvert år op mod 4.000 minearbejdere i Kina. Men flere organisationer og NGO’er mener, at tallet er langt højere.

Derfor er der tit ulykker i Shanxi. Og det udnytter journalisterne. Ifølge lokale journalister skulle der nærmest være udbrudt guerillakrig mellem medier og kulminer, skriver Takungpao, der har hjemme i Hong Kong.
Det foregår på den måde, at journalisterne får nys om en ulykke. Derefter går de til angreb på kulminen. Og de fortsætter med at angribe indtil ejeren giver dem penge for at stoppe.

Der er også flere eksempler på, at falske reportere har forsøgt at afpresse penge af virksomheder eller personer.

Eller på anden måde forsøgt at udnytte rollen som journalist. Eksempelvis sidste år, hvor en mand, Liu Yonghong, blev idømt livsvarigt fængsel. Han havde ført sig frem som redaktør for Folkets Dagblad, der er Kinas Kommunistpartis officielle avis.

Liu Yonghong havde især arbejdet uden for Beijing, hvor han lovede laverestående embedsmænd, at han kunne hjælpe dem med deres karriere ved at kanalisere bestikkelser videre op i systemet i Beijing.

På den måde indkasserede Liu Yonghong næsten tre millioner kroner.

Sagen fra kulminen i Shanxi er et godt eksempel på, at det langtfra altid er en dårlig undskyldning, når myndighederne dømmer en kinesisk journalist dømt for korruption.

Der er pressemøder, hvor der ligger konvolutter på stolene. Med penge i. Som journalisterne bliver nødt til at tage.

Journalisten som afslørede affæren hedder Dai Xiaojun og ESWN har oversat et interview med ham:

Q. It was not easy trying to call you.
A. There have been many mysterious calls over the past several days. I pick up and the other party yells: “Dai, you better be careful!” Before I speak, the other party disconnects. Theses are threats. Both my mobile phones are overwhelmed. They even found the number for my home fixed-line p hone and called dozens of times a day so that I am a nervous wreck. My son is nine years old and in fourth grade. Now I have to send him off and pick up every day because of the fear that something might happen to me. You can imagine the pressure that I am under. But I am warmed by a call from a media colleague, because it shows concern and mental support. I must stand up straight and face reality.

Q. Where are the threatening calls coming from?
A. I suspect that there are coming from the coal mine as well as the fake reporters who have been exposed but not investigated yet.

Q. Are you sorry? Does your family understand?
A. I am forty-two years old and I have only done this one thing. Now that I made my choice, I cannot worry about the other consequences. My wife is frequently complaining at home. In principle, she supports me. My father passed away early in life. My mother has cancer and she is not feeling well. When she heard about what happened, she touched my face with her hand and let the tears come down: “Child, I understand you. You do as you think, but please be careful.” Actually, I should have known that it could be painful when I exposed the “gag fee” scandal. But if I “gagged” myself, I would be unhappy the rest of my life.

Du kan også finde artikler her på Zhongnanhaiblog, der er blevet oversat fra kinesisk til engelsk.

:: Billedet er fra denne artikel i Caijing, og det viser journalisterne der står i kø.

Der er ikke nok politmænd i Pingding Shan (平顶山) i Henan. Derfor er politiet gået i gang med en kampagne, som der indtil videre er sat en million yuan (855.000 kroner) af til.

Politiet opfordrer nemlig befolkningen til at gå ud og fange tyve og kriminelle. Pengene skal udbetales som belønning til borgerne.

Det er ikke noget, som alle er begejstrede for. For hvad vil der ske, hvis alle pludselig begynder at gå rundt og lege politimænd og lave anholdelser, spørger kritikerne. Hvordan sikrer politiet sig, at der ikke vil blive tilfælde af magtmisbrug.

Tilhængerne mener derimod, at kampagnen kan være med til at knytte bånd mellem offentligheden og politiet, der sammen vil blive bedre til at bekæmpe kriminaliteten.

Hvorfor stak Yang Jia (杨佳) seks politibetjente ned?

Hvad fik en mild og venlig 28-årig mand til at gøre det?

Skjuler politiet noget i sagen?

Der er mange spørgsmål i sagen om Yang Jia, som skriver jeg om i Berlingske i dag. Han er blevet dømt til døden, og hans appel er blevet afvist.

Sagen får voldsom megen opmærksomhed i Kina lige nu. Blandt andet fordi den peger på uretfærdighederne i det kinesiske retsvæsen. Yang Jia har ikke fået en åben og retfærdig retssag, og den viser svaghederne i det kinesiske retsvæsen. For mange kinesere viser den også, hvad der sker når en almindelig borger kommer i klemme hos politiet, stiller sig op mod systemet og forsøger at stå fast på sine rettigheder.

For eksempel har Yang Jia og hans familie – faren og en tante, for moren er på mystisk forsvundet – ikke fået lov til at vælge deres egen advokat.

Det er ikke den første sag i år, hvor politiet og ordensmagten har spillet en uheldig rolle.

Tidligere på året blev Wei Wenhua tævet ihjel. En midaldrende direktør. Der endda var medlem af Kinas Kommunistparti. Han var bare på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Jeg har skrevet om den først her, her og her.

Han blev tævet ihjel af en gruppe chengguans. Det er en slags politimænd, som jeg har skrevet om i artiklerne ovenover. De blev stillet for retten her den 17. september og fire af dem tilstod at have tæsket Wei Wenhua til døde, som der står i denne artikel på qq.com.

Der er også en sag fra Harbin.

Seks betjente, der alle havde fri, dræber den 22-årige studerende Lin Songling uden for et diskotek. Der er en god gennemgang af sagen på Chinasmack, hvor der er billeder og oversat poster og kommentarer fra internettet.

Først her. Men vær lige opmærksom på, at billederne er kradse og viser liget af den studerende.

Dernæst her. Hvor der også er et indslag fra nyhederne, som bringer en video fra et overvågningskamera.

Her kan man også tydeligt se, at den 22-årige var ret provokerende i sin optræden. I nogle af de oversatte kommentarer fra Chinasmack står der, at Lin Songling var en forkælet unge, der ikke var bange for politiet, fordi hans familie havde gode forbindelser.

ESWN har oversat en række kommentarer og diskussioner fra nettet, og som en af de mange netizens skriver:

“No matter what, it is wrong to beat someone to death. This is especially the case for the police, who ought to know the law!”

Betjentene er stadig tilbageholdt. Men hvordan bliver retssagen? Politiet har i følge denne artikel på Nanfang Baowang besøgt familien og forsøgt at få dem til at indgå kompromis.

:: Billedet er fra denne artikel.

Jeg har ikke nogen bil. Og det er jeg glad for. For kineserne er dårlige til at børste tænder.

Politiet her i Beijing har startet en kampagne mod spritbilister. Det begyndte for alvor i november sidste år, hvor de delte en million klistermærker, plakater og brochurer ud til hoteller og restauranter i byen.

Kampagnen blev fulgt op af en stor spirituskontrol i januar, hvor 5.000 betjente var på gaden i Beijing. Og i dagene omkring det kinesiske nytår den 7. februar lavede trafikpolitiet razziaer hver dag. Nytåret eller forårsfestivalen, som det også hedder, er kinesernes svar på den danske jul, også når det kommer til at gøre maven glad med alkohol og mad, så politiet har god grund til at holde øje med spritbilister.

Samtidig har politiet offentliggjort en liste med navnene på 40 transportvirksomheder, blandt andre taxa-firmaer, ud på internettet.

Alt i alt har politiet i de tre første måneder af 2008 skrev 13.713 rapporter om spirituskørsel, og at de anholdte 1.147 bilister.

Det lader altså til, at kampagnen har virket. I hvert fald er der ifølge en ny statistik fra trafikpolitiet ti procent færre dødsulykker end i samme periode sidste år. Og her i år var der heller ikke nogen, som døde i spiritusulykker under nytåret, hvilket er værd at lægge mærke til.

Politiet fortsætter da også deres spiritus-razzier. Den 30. marts begyndte de en kampagne på 100 dage, hvor de rundt om i byen vil holde spirituskontroller omkring middag og midnat.

Jeg har set det et par gange. Det foregår på den måde, at politiet stiller sig op ved et lyskryds. Når det bliver rødt lys, går en betjent ned gennem rækken af biler. Han har et alkometer med i hånden, som han stikker ind gennem sideruden og ind i hovedet på bilisten. Blæs. Videre til næste bil. Blæs. Videre til næste bil. Blæs. Og så videre ned gennem rækken af biler.

Uden at skifte det lille mundstykke.

Hvilket er ret ulækkert.

Kineserne er nemlig ikke for gode til at skubbe en tandbørste rundt i munden. Alene i den her uge har jeg tre gange været i nærkontakt med dårlig mundhygiejne. Den ene gang var i en butik, hvor ekspedienten lugtede tungt af blødende gummer og gamle madrester. Den anden gang var en taxichauffør, som jeg havde fornøjelsen af at sidde ved siden af i 43 minutter. Den tredje gang var i den altid overfyldte undergrundsbane, hvor jeg stod klemt op ad en kvinde. Hun var træt. Desværre. For hun gabte konstant.

Se for eksempel på denne undersøgelse fra World Health Organization (WHO). Her er udpluk fra undersøgelsen:

• 46 procent af bybefolkningen i Kina mellem mellem 35 og 44 år nøjes med at børste deres tænder en enkelt gang om dagen.
• 54 procent af befolkningen i Beijing børster tænder mere end en gang om dagen
• 29 procent af befolkningen i Shandong børster tænder mere end en gang om dagen
• 32 procent af bybefolkningen i Kina mellem 35 og 44 år har aldrig været ved tandlæge
• 11 procent stopper med at børste tænder hvis gummerne bløder
• 16 procent ved ikke, hvad de skal gøre hvis gummerne bløder
• Kun fire procent bruger tandtråd.
• Fem procent af dem bruger i øvrigt den samme tandbørste i mere end et år.
• To procent kender ikke til nogen fordele ved tandbørstning

Og det var i byerne og i den mere veludviklede del af Kina. Tallene ser endnu værre ud på landet.

Nej, jeg har ikke idol-plakater med Maude Varnæs hængende i min lejlighed. Men kald mig endelig for en snerpet, karies-angst, »Du skal børste dine tænder, hver gang du vasker hænder«-nynnende mundhygiejnefascist. Fint med mig.

Men jeg skal den ondelynemig ikke sidde i en bil og få stukket sådan et gennemsuttet apparat ind i munden. Aldrig. Jeg vil nægte. Pure. Hvilket nok ikke er en smart strategi at have over for det kinesiske politi.

Derfor er jeg glad for, at jeg ikke har nogen bil.

:: Du kan læse papirudgaven af artiklen i Berlingske fra i lørdags

:: Lær færdselsreglerne på kinesisk (de findes åbenbart) – teoribog på kinesisk

:: Wikipedia om kinesiske trafikregler

:: Download undersøgelsen fra WHO (åbner i .pdf)

Wei Wenhua (魏文华) blev tævet ihjel af cheng guans (城管执法人员 eller blot 城管).

Det har jeg tidligere skrevet om i Berlingske, som du kan læse her, her og her. Og på kinablog.dk, som du kan læse her.

Indtil videre har sagen ført til, at der nu er sat en større undersøgelse i gang, som involverer mere end 100 personer, og som har fået flere embedsmænd til at træde tilbage.

Den har også ført til, at mere end 100 højtstående ledere fra de upopulære cheng guans mødtes til et krisemøde her i weekenden. Mandag gik de i Beijing offentligt ud og fordømte kollegernes grove metoder, der førte til Wei Wenhuas død.

”Denne rå håndhævelse af loven, denne grove behandling, træder på ånden i loven og på retssikkerheden”, hedder det i den fælles udtalelse fra lederne, der kommer fra hele Kina.

”Når cheng guans på denne måde mishandler personer, er det ulovligt og et overgreb på menneskerettighederne, som vi må stå frem og kraftigt tage afstand fra”, hedder det videre i udtalelsen, der blandt andet kan læses på Renminwang.

De opfordrer også deres kolleger til at reflektere over deres metoder og magtanvendelse, og til kraftigt at forbedre cheng guans image i offentligheden.

Hvor meget skal man så lægge i den udtalelse?

Jo, det viser en lydhørhed fra systemets side. Det viser – endnu en gang – at partistaten ikke blot kan sætte ørepropperne i og tromle hen over befolkningen. At det folkelige pres kan vokse så meget, at det presser systemet, i det her tilfælde cheng guans, til at lytte. Det viser, at internettet kan bruges til en debat, der er kritisk over for magthaverne.

Men det er for tidligt at sige, hvor meget Wei Wenhuas død og protesterne reelt kommer til at ændre. I artiklen i Berlingske interviewer jeg Yongnian Zheng, der ikke tror, at sagen på samme måde kommer til at ændre lovgivningen eller det politiske system:

”Det politiske klima er anderledes i dag. Timingen er meget dårlig”, siger han. Til august er der OL i Kina, og indtil da vil regeringen være utrolig varsom og forsigtig. Hvis sagen skal føre til politiske ændringer, skal det komme fra nogle af de øverste politikere i Beijing.

”Jeg tror ikke, at der er nogen, der vil tage initiativ til det i dag. Ikke med OL lige om hjørnet”, siger Yongnian Zheng.

Den politiske elite i Beijing vil gøre alt for hurtigt at lægge låg på sagen. Men debatten fortsætter på nettet, på fora og blogs. Presset vokser. Den hurtigste måde at få sagen til at forsvinde på, vil være rent faktisk at gøre noget ved problemerne. At ændre systemet med de forhadte cheng guans og sørge for, at de utallige meningsløse overgreb ikke kan finde sted igen.

Lad os håbe, at det er den løsning, som den politiske top i Zhongnanhai vælger at gå efter. Ret fejlen og kom videre.

:: Billedet er fra bloggeren Zhao Mu. Det viser hvordan cheng guans går efter de små gadehandlende og konfiskerer deres ejendom. I det her tilfælde er det den gamle dames budcykel, som de tager fra hende. Det har sikkert også været hendes eneste levebrød.