Tag arkiv for protester

I weekenden tulrede jeg forbi det danske Galleri Faurschou i 798, der har en udstilling med den kinesiske kunstner Ai Weiwei (艾未未). Det er ham, der skal lave afløseren for Den Lille Havfrue, når hun næste år skal bo på Verdensudstillingen i Shanghai.

Ai Weiwei udstiller blandt andet sin World Map, som er lavet af et par tusind lag bomuld, der er pertentligt udskåret. Du kan se billede af det på Faurschou og læse en pressemeddelsel på City Weekend. Han har også lige nu en større udstilling på Mori Artmuseum i Tokyo, hvis du skulle være i nærheden.

Jeg har tidligere skrevet om Ai Weiwei, som du kan læse her på Kinablog, hvor der også er link til interviewet i Berlingske.

Lige nu er Ai Weiwei dog i Europa. Forleden skrev han på Twitter, at han var blevet indlagt på et hospital i München, hvor han blev opereret for en blodsamling i hjernen. Det skete efter, at han i sidste måned var blevet banket af politiet i Sichuan.

Ai Weiwei har forsøgt at samle alle navnene på de børn, der blev knust og dræbt under de sammenstyrtede skoler under sidste års store jordskælv i Sichuan.

Myndighederne har ikke været villige til at komme med de rigtige tal, for skolerne var dårligt byggede, fordi korrupte embedsmænd efter alt at dømme har sparet på materialerne.

Derfor begyndte han samme med Tan Zuoren (谭作人) at indsamle børnenes navne. Men Tan blev arresteret og anklaget for omvæltning af staten.

Da retssagen begyndte tog Ai Weiwei til Chengdu, for at skabe opmærksomhed omkring sagen. Og myndighederne var mildest talt ikke begejstrede for omtalen.

Forsvarsadvokaterne blev chikaneret, et tv-hold fra Hong Kong blev banket og Ai Weiwei blev tilbageholdt i flere timer af politiet, der også slog og bankede ham. Siden har han klaget over hovedpine. Indtil han altså blev indlagt i Tyskland. Ai Weiwei skriver på Twitter, at blodansamlingen skyldes de bank, han fik af politiet.

Han har netop lagt nye billeder ud fra sit ophold på hospitalet, og han har det efter sigende godt.

Her er en opsamling af links om Ai Weiweis tur på sygehuset:

• Danwei har oversat en post fra den kinesiske advokat Liu Xiaoyuan.

• China Geek har oversat et af Ai’s blogindlæg, der er fra ugen før hans inldæggelse. Her beskriver han en samtale med det lokale PSB.

• Spiegel stiller spørgsmålstegn ved, om det autoritære Kina overhovedet hører hjemme på den bogmessen i Frankfurt.

Her er links og opsamling af bogen »Prisoner of the State: The secret Journal of Zhao Ziyang« som jeg skriver om her på Berlingske og her på Kinablog.

• Wall Street Journal har en samling af syv af de originale lydklip, som de har skrevet ud og oversat til engelsk, og de har en analyse her.

• Washington Post har også en samling af lydklip fra de originale bånd. De har udskrevet dem, så man kan læse dem på både engelsk og kinesisk (så adgangen til WP bliver nok snart censureret fra Kina).

• Washington Post har også en anmeldelse af bogen. Hvor Perry Link skriver i slutningen, at Zhao’s husarrest:

…provided him with time to read and reflect broadly on China’s situation in history. At the end of “Prisoner of the State,” we see Zhao arrive at positions more radical than any he had taken before — positions that the Chinese government had long been calling “dissident.” For instance, Zhao eventually concluded that China needs a free press, freedom to organize and an independent judiciary. The Communist Party will have to release its monopoly on power. Ultimately, China will need parliamentary democracy.

What it actually has, he observed near the end of his life, is continuing rule by “a tightly-knit interest group . . . in which the political elite, the economic elite, and the intellectual elite are fused. This power elite blocks China’s further reform and steers the nation’s policies toward service of itself.”

• Reuters har en god faktaboks, der giver et overblik over de kinesiske ledere dengang i 1989.

• Wall Street Journal har artiklen »What Really Happened at Tiananmen«, der er skrevet af Bao Pu, som er en af oversætterne og redaktørerne til bogen.

The tragic turning point toward violence came when Mr. Li maneuvered to publish Deng’s harsh comments about the protestors in a People’s Daily editorial on April 26. When Zhao first heard of Deng’s remarks while on a state visit to North Korea, he wrote, “[M]y first thought was that another campaign against liberalism might begin.”

But much to the government’s surprise, the students were shocked and insulted by the defamation of their motives and responded with the April 27 demonstrations, the biggest spontaneous student protest ever in modern China’s history. Zhao observed at this time that “even the symbol of the paramount leader had lost its effectiveness.”

• Adi Ignatius, der er redaktør på Harvard Business Review og en anden af bogens redaktører, skriver om erindringerne i Time Magazine.

• Den engelske avis Times har talt med Bao Tong, der sad syv år i fængsel, og var en af Zhao’s nærmeste rådgivere.

• Er båndene overhovedet ægte, spørger John Pomfret. Jo, den er god nok, lyder konklusionen.

• Båndene og den nye bog vil presse de kinesiske ledere og give dem stof til eftertanke, lyder det i analysen fra Reuters.

• Artikler og nyheder om bogen fra Wall Street Journal, AFP, Telegraph, Guardian og AP.

De kinesiske ledere var uenige. Siden den 14. april havde Tiananmen pladsen i centrum af Beijing været fyldt med tusinder af demonstranter.

Den hårde og konservative kerne i Kinas Kommunistparti – især Li Peng, Chen Xitong, Yao Yilin og ikke mindste Deng Xiaoping – ville slå ned på dem. Få pladsen ryddet.

De mere bløde og reformvenlige medlemmer af partiet, blandt andre generalsekretær Zhao Ziyang (赵紫阳), var modstandere af den hårde linje. Og de tabte.

Den 4. juni 1989 kørte kampvognene ind på pladsen, og soldaterne skød og dræbte hundreder, måske tusinder, af demonstranter.

Det er 20 år siden. Men konsekvenserne af begivenheden er stadig synlige i dag, og den har i høj grad præget kinesisk politik i de to årtier.

Zhao Ziyang blev et af de største politiske ofre. Han blev beskyldt for at »splitte partiet,« blev frataget sine poster, og sad i de næste 16 år i husarrest. Indtil sin død i 2005. Der blev stort set forbigået af de kinesiske medier og offentligheden, for han var i den grad uønsket og politisk persona non grata.

Men i al hemmelighed lykkedes det for ham at indtale sine erindringer på 30 bånd.

De blev givet til tre personer, som han stolede på, og som smuglede båndene ud af Kina, hvor de blev transkriberet.

Og de er nu udkommet som bogen »Prisoner of the State: The secret Journal of Zhao Ziyang,« som jeg skriver om i dag i Berlingske.

Det her er intet mindre end guf for politiske Kina-nørder.

Det er første gang, at en så højtstående kinesisk leder fortæller om, hvad der skete bag kulisserne i de dage for 20 år siden. Og det er første gang, at man hører Zhao Ziyangs version af historien.

Bogen udkommer den 19. maj, og den kan lige nu købes på den amerikanske Amazon.com. Der sælger den med 40 procents rabat til kun cirka 82 kroner plus fragt. (Og nej, jeg får ikke penge for at henvise til dem.)

Nyhedsbureauet Reuters har blandt andet følgende citater fra bogen, hvor Zhao Ziyang taler om Tiananmen:

»For det første blev det slået fast, at studenterbevægelsen var en sammensværgelse af anti-parti og anti-socialistiske elementer, der var styret af en ledelse. Så nu må vi spørge, hvem var de ledere? Hvad var deres plan? Hvad gik sammensværgelsen ud på? Hvilke beviser er der til at understøtte alt dette?«

»For det andet blev der sagt, at begivenhederne var et forsøg på at omstyrte Folkerepublikken Kina og Kinas Kommunistparti. Hvor er beviserne? Dengang sagde jeg, at de fleste blot ville have os til at rette vore fejl. De var ikke ude på at omstyrte det politiske system.«

Bogen er ikke kun med til at kaste nyt lys over demonstrationerne i 1989 og magtkampen i partiet.

Forbes har et længere interview med professor Roderick MacFarquhar fra Harvard University, der har skrevet forord til bogen. Meget af materialet omkring Tiananmen er velkendt og veldokumenteret, så hvad er det ved bogen, som har overrasket ham:

A lot of stuff in this book was familiar. What was different was that this was Zhao Ziyang himself speaking and relaying the struggle for power at the top in a no way that no one had done first-hand.

The second thing that impressed me, and I’d never thought about it before, was his role in the reform period. I and most people believe that Deng Xiaoping was the originator of the reform program. But on a day-to-day basis, it was Zhao Ziyang and people like him who implemented the reform program and decided what needed to be done.

The third thing, that was fascinating, was that upon many years of house arrest, Zhao Ziyang came to the conclusion that Western democracy was best for China.

Som Roderick MacFarquhar siger til New York Times:

“Deng Xiaoping was the godfather, but on a day-to-day basis Zhao was the actual architect of the reforms,” Mr. MacFarquhar said in an interview.

Og det var Deng Xiaoping, der var ansvarlig for massakren på Tiananmen. I bogen skriver Zhao ifølge South China Morning Post (ikke noget link, for avisen kræver abonnement):

“The crux of the issue was Deng Xiaoping himself … if Deng refused to relax his position, then there was no way for me to change the attitude of the two hardliners, Li Peng and Yao Yilin.”

“Deng Xiaoping had always tended to prefer tough measures when dealing with student demonstrations because he believed that demonstrations undermine stability.”

“Deng had always stood out among the party elders as the one who emphasised the means of dictatorship. He often reminded people about its usefulness. Every time he mentioned stability, he also emphasised dictatorship.”

Ingen vil bo ved siden af en jernbane. Heller ikke i Kina. Men bystyret i Shanghai har planer om at udvide byens Maglev-jernbane. Det er det magnetiske højhastighedstog, der med 431 kilometer i timen skyder passagerer fra byen og ud til lufthavnen. Jernbanen skal forlænges med 30 kilometer, og den kommer til at skære sig gennem Pingyang, der er et distrikt i det sydlige Shanghai.

Men de lokale beboere er alt andet end tilfredse. En jernbane i baghaven er ikke noget, der får huspriserne til at stige. Og mange af beboerne har investeret i huse og lejligheder, for også at kunne få en god økonomisk gevinst om nogle år. Derfor har der de senere dage været demonstrationer i Shanghai, hvor flere tusinder har gået gaden.

Også her spiller internettet en hovedrolle. Nyheden har bredt sig på nettet, hvor den bliver diskuteret, og internettet er blevet brugt til at koordinere demonstrationerne.

Der er flere videoer af demonstrationerne. For eksempel her, her og her.

Byens udenlandske journalister har ikke altid været velkomne til at dække sagen, og Foreign Correspondents Club (FCC) i Shanghai har rapporteret om flere medlemmer, der har været holdt tilbage af myndhighederne. Den kinesiske regering har ellers tidligere lovet, at udenlandske reportere op til OL i august ville være i stand til at bevæge sig frit i Kina. FCC i Beijing har oplevet lignende sager.

Shanghaiist har fulgt protesterne siden begyndelsen og har skrevet flere artikler om sagen. China Digital Times har også en god dækning af demonstrationerne.