Tag arkiv for retsvæsen

Chen Guangcheng er udmattet. Men først og fremmest frygter han for sin familie hjemme i landsbyen, som han flygtede fra for et par uger siden. For de lokale myndigheder er »gået på hævntogt.«

De vil have hævn. Mændene er kommet til landsbyen for at forfølge alle, der er i familie med ham, og de bryder ind i deres huse og chikanerer dem.

»Jeg har det virkelig dårligt med det,« siger den blinde aktivist Chen Guangcheng, der beskylder de lokale myndigheder for at være gået på hævntogt. I de seneste dage har de anholdt hans nevø og svigerinde, og de har systematisk forfulgt hans familie. De er blevet »vanvittige,« siger han om de lokale myndigheder.

»De opfører sig som gangstere. En lokal embedsmand har endda fortalt mig, at de følger deres egne love, og at de er ligeglade med centralregeringen,« siger Chen Guangcheng over telefonen fra det hospital i Beijing, hvor han opholder sig.

Læs også interviews med familiens advokater her på Kinablog, der fortæller hvordan myndighederne lægger pres på dem.

I sidste måned lykkedes det for Chen at flygte fra sit stenhus i landsbyen Dongshigu, der ligger i Shandong provinsen, hvor han havde været i husarrest i over 18 måneder.
I al hemmelighed hjalp venner og aktivister ham til Beijing, hvor han søgte om hjælp hos USA. Han opholdt sig på den amerikanske ambassade i seks dage.

Flugten var en ydmygelse for de lokale myndigheder i Shandong, og den var en af de mest alvorlige diplomatiske kriser mellem USA og Kina i flere år.

De to lande fik dog efter alt at dømme forhandlet sig frem til en løsning, så hverken Beijing eller Washington taber ansigt. Chen Guangcheng får lov til at rejse til USA med sin hustru og to børn, hvor han skal studere på et universitet i enten New York eller Washington.

Lige nu er han dog på et hospital i Chaoyang, som er et distrikt i hovedstaden Beijing. Han brækkede et ben under flugten, og han bliver også behandlet for alvorlige maveproblemer. De kom under den lange husarrest, hvor han ikke fik lov til at blive indlagt og undersøgt.

Efter alt at dømme vil aftalen mellem Beijing og Washington beskytte Chen Guangcheng mod mere brutalitet og chikane fra myndighederne. Men Chen er bekymret for sin familie hjemme i landsbyen.

Chen Guangchengss nevø, Chen Kegui, blev anholdt i sidste uge, fordi han var kommet op at slås med lokalregeringens mænd, der var brudt ind i hans hjem.

Chens svigerinde har også været anholdt og er løsladt mod kaution. Hans storebror må ikke forlade landsbyen og hele familien er blevet advaret af myndighederne i den storby, som landsbyen Dongshigu hører under.

Men Chen Guangcheng håber, at det snart er forbi, og at han kan komme til USA. Han er udmattet.

»Efter alle de år, jeg føler, at jeg har brug for en pause og at komme til kræfter igen,« siger Chen Guangcheng, der også glæder sig til at kunne studere og »indhente noget viden.« Han insisterer dog på, at han vender tilbage til Kina igen.

Men først skal han passe sin behandling. Han venter også på, at de kinesiske myndigheder giver ham et pas. Når han får det, så har amerikanerne lovet med det samme at give ham et visum.

Indtil da må han vente på hospitalet. Myndighederne har ikke som sådan sagt, at han igen er i husarrest, men en dag forsøgte han at gå ud for at nyde solen og få frisk luft, og det fik han ikke lov til. Han må heller ikke få besøg udefra.

»Så jeg må blive på afdelingen,« siger Chen Guangcheng. Han har ingen radio. Der er dog et TV, men det gider han ikke. Men hans kone og børn er hos ham, og hver dag læser de bøger og taler sammen.

»Jeg forsøger at være rolig og at se, hvordan tingene går. Jeg håber dog, at familien derhjemme er i sikkerhed. Jeg har fået at vide, at centralregeringen vil begynde en efterforskning af, hvad der er sket i Shandong. Jeg håber bare, at alt kommer til at gå i den rigtige retning,« siger Cheng Guangcheng.

Sagen om Chen

Hvem er Chen Guangcheng?
Den blinde og 40-årige Chen er aktivist og selvlært advokat, der kommer fra byområdet Linyi i Shandong provinsen. Han blev kendt i 2005, da han anklagede lokalregeringen for at gennemføre tvangsaborter og –steriliseringer på tusinder af kvinder.

Hvad skete der med ham?
Chen blev først sat et år i husarrest og fik senere fire års fængsel for blandt andet at »forstyrre trafik og skade offentlig ejendom.« Han blev løsladt i 2010, men straks sat i husarrest igen. Både Chen og hans hustru blev banket flere gange og myndighederne tog for eksempel deres seks-årige datters legetøj.

Hvorfor flygtede han til den amerikanske ambassade?
For få uger siden lykkedes det for Chen at flygte forbi de cirka 100 mænd, der bevogtede hans hus og landsby. Han fik hjælp fra venner og aktivister, der kørte ham de mere end 600 kilometer til Beijing. I hemmelighed blev Chen ført ind på USAs ambassade, hvor han var under amerikanernes beskyttelse.

Hvad har Kina og USA aftalt om Chen?
Chens flugt kom få dage før et topmøde mellem USA og Kina, hvor blandt andre udenrigsminister Hillary Clinton kom til Beijing. Efter intense forhandlinger blev der lavet en aftale om, at Chen ville blive i Kina for at studere. Men Chen ændrede mening, da han kom ud fra ambassaden og blev kørt på hospitalet, hvor han ikke længere var under amerikanernes beskyttelse og igen blev omringet af kinesisk politi og sikkerhedspoliti.

Hvad kommer der nu til at ske?
Chen er stadig på hospitalet, hvor han er sammen med sin hustru og to børn. Det er uklart, hvornår de får lov til at forlade Kina. Men ifølge en ny aftale mellem Kina og USA venter han blot på at blive færdig med sin behandling og på at få et pas. Derefter vil han sammen med familien straks flyve til USA, hvor Chen skal studere på et universitet.

:: Foto fra den amerikanske ambassade

Chen Guangcheng er måske beskyttet af aftalen mellem USA og Kina. Men det er hans familie og dens advokater ikke.

Chens nevø er blevet anklaget for uagtsomt manddrab, der kan give mellem ti års fængsel og dødsstraf. Samtidig har myndighederne også lagt pres på de advokater, der er tilknyttet familien.

»Advokater bliver presset til ikke at være advokater. Sådan noget som det her sker kun i Kina,« siger en af advokaterne, Jiang Tianyong over telefonen.

Han blev selv bortført den 3. maj, da han forsøgte at besøge Chen Guangcheng – du kan læse mit interview med ham her – på hospitalet i Beijing. Ti mand tog ham og førte ham ind til et hotel, hvor lederen af Haidian distriktets politi, Du Yuhui, mødte ham.

»Du Yuhui slog mig kun tre gange. Den ene gang på mit venstre øre, en gang på mit højre øre og en gang på brystet. Det var kun tre gange, men det var meget hårdt. Jeg har stadig problemer med hørelsen,« siger Jiang Tianyong.

Det er normalt, at et-partistaten lægger pres på advokater og forhindrer dem i at tage sager, som de anser for politisk følsomme. Kinas Kommunistparti har altid været på vagt over for advokater, som de ser som en trussel mod partiets magt. Også selv om det er i strid med den kinesiske forfatning og landets love.

Chen Guangcheng var også med i en løst sammensat gruppe af advokater, der aktivt arbejdede for at gøre Kina til en retsstat, og at få myndighederne og staten til at overholde lovgivningen og opfordrede til juridiske reformer.

Nevøen Chen Kegui er anklaget, fordi han forsvarede sig med en kødkniv, da en række mænd med tilknytning til myndighederne brød i hans hjem. Advokaterne siger, at han blot sårede dem, og at det skete i selvforsvar. En af dem kalder anklagen for tåbelig.

»Det er jo indlysende, at det er selvforsvar. Hvad andet kan man kalde det, når ti ukendte mænd kravler over en mur, bryder ind i hans hus og tæsker ham? I stedet for at straffe gerningsmændene vender myndighederne op og ned på godt og ondt,« siger advokaten Jiang Tianyong.

En anden af familiens advokater, Chen Wuquan – som ikke er i familie med Chen Guangcheng – har pludseligt fået inddraget sin licens. Han siger, at han skulle have været i Shandong til møder, som han nu er blevet presset til at opgive.

Flere andre advokater er også blevet sat i husarrest eller bliver overvåget. Det er Xu Zhiyong, Li Heping, Li Fangping, og Li Xiongbing.

Endelig er det også Teng Biao, der er forsigtig med at udtale sig. Men han siger om Chen Wuquan, der mistede sin licens:

»Det er meget usædvanligt, og det følger ikke normale procedurer,« siger lektor på Universitet for Politik og Jura i Beijing, Teng Biao, der er kendt for at være kritisk overfor regeringen. Han er også samtidig advokat for Chen Guangcheng. Så er han selv under pres? Der er en lang pause over telefonen.

»Ja. Meget. Myndighederne har fortalt mig, at jeg ikke skal blande mig i Chens sag. Og at jeg ikke skal diskutere den med medier eller andre,« siger Teng Biao.

»Jeg kan ikke tale særligt meget om det. Jeg håber bare, at Chen og hans familie får et normalt liv, og det lader ikke til at være muligt som situationen er i dag i Kina,« siger Teng Biao.

:: Foto fra den amerikanske ambassade

Danmark og danske virksomheder vil nødigt kritisere Kina. Men det er en fejl, og det kan skade interesserne på lang sigt. For politik, jura og forretninger hænger sammen i Kina.

Se for eksempel på den danske direktør Jørgen Stølsgaard, der ikke må forlade Kina. Det er nemlig ikke kun kinesere, der kan komme i klemme i det kinesiske retsvæsen. Stølsgaard er det seneste eksempel på, hvordan udenlandske forretningsmænd heller ikke er immune over for de uberegnelige domstole i Kina.

Jørgen Stølsgaard er direktør for Berrifine, der er en dansk virksomhed, som køber frugt og bær i Kina. Det har de gjort siden 2001. Jørgen Stølsgaard er i Kina cirka 40 dage om året, og han skulle for længst have været tilbage i Danmark. Men i midten af januar, på vej tilbage fra sin seneste tur, blev han standset i lufthavnen i Beijing, hvor han blev nægtet udrejse.

I 2004 var Jørgen Stølsgaard nemlig involveret i en handel med en kinesisk virksomhed, der ifølge Stølsgaard ikke kunne finansiere sin del af aftalen. Berrifines advokater lukkede efter sigende for sagen i 2006.

Men i 2008 blev den genoptaget ved en domstol i Dalian, hvor Berrifine blev dømt til at betale 1,5 millioner kroner i erstatning. Stølsgaard siger, at han ikke havde hørt om hverken retssagen eller dommen, som han derfor heller ikke kunne anke i tide.

Der er ikke noget abstrakt ved at tale om menneskerettigheder, det kinesiske retsvæsen og Kina som et retssamfund. Det er meget konkret, som Jørgen Stølsgaard mærker lige nu, hvor han gerne må rejse frit rundt i Kina, men ikke kan forlade landet før sagen er afsluttet.

Stølsgaard bliver ikke den sidste dansker, der kommer ud for en lignende situation. Siden Deng Xiaoping for alvor skubbede til de økonomiske reformer på sin Sydkinesiske tur i 1992 er de udenlandske investeringer og virksomheder skyllet ind over Kina.

Det har selvfølgelig også betydet, at der i dag er flere udlændinge og udenlandske erhvervsfolk i Kina. Blandt andet derfor bør det også være helt naturligt at interessere sig for lov og ret i Kina. For danskerens uheldige sag er ikke den eneste.

I midten af december blev to indere kidnappet af kinesiske forretningsmænd i byen Yiwu. Inderne blev holdt som gidsler, og kineserne forlangte en løsesum, fordi de efter følte sig snydt af den virksomhed, som inderne arbejdede for. Den ene af dem blev holdt fanget i et rum uden mad og vand, og hvor han var nøgen og blev tæsket dagligt. De to blev først befriet, da indiske diplomater gik ind i sagen.

De to mænd kan ikke forlade Kina, og sagen er blevet en diplomatisk strid mellem Indien og Kina. Den indiske udenrigsminister var i Beijing for få uger siden, hvor han bragte sagen op over for sin kinesiske kollega. Ambassaden i Beijing har også advaret indere om at arbejde i Yiwu, fordi det ifølge inderne er en by, hvor man ikke er garanteret juridiske rettigheder.

»Kina har altid lagt stor vægt på at beskytte udenlandske forretningsmænds rettigheder og interesser i Kina,« lød det i januar fra Hong Lei, talsmand for det kinesiske udenrigsministerium.

Den amerikansk statsborger Hu Zhicheng er i nogenlunde samme situation, som New York Times har skrevet om her. Hu er født i Kina, men havde boet i USA i to årtier og fået amerikansk pas, da han i 2006 flyttede til Kina med sin familie, hvor den succesrige ingeniør havde fået nyt arbejde. Men i 2008 endte han i halvandet års fængsel, da han blev beskyldt for industrispionage. Sagen blev droppet af anklageren. I dag kan han officielt rejse ud af Kina. Men hver gang han prøver bliver han standset af de kinesiske grænsevagter. Hu Zhicheng tror, at nogen med gode forbindelser forsøger at få hævn over ham, og den amerikanske ambassade i Beijing har rejst sagen for myndighederne. Uden held.

Langt værre gik det dog for den australske Stern Hu, der arbejdede for Rio Tinto. Han skulle stå for sammenlægningen mellem den australske minegigant og statsejede

Aluminium Corporation of China, men handlen gik i vasken. Stern Hu blev anholdt og i 2010 idømt ti års fængsel for spionage og korruption. En dom, som kritikerne siger er politisk, og som stadig er en diplomatisk krise mellem Kina og Australien.

Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) har sagt i et svar til Folketinget, at man ikke vil gå ind i sagen om Jørgen Stølsgaard »med politiske midler og opfordre de kinesiske myndigheder til at fravige national lovgivning til fordel for danskere med retslige problemer.«

Men domstolene i Kina er politiske. De er ikke uafhængige og hører ikke under nationen, men under Kinas Kommunistparti. De varetager først og fremmest partiets og et-partistatens interesser.

Domstolene har også kvoter, og man arbejder på at alle sager ender med en tilståelse, som man kan læse i en ny bog om kriminalret i Kina, der blandt andet er skrevet af Mike McConville fra Chinese University of Hong Kong.

»Vores arbejde for hele året vil være spildt, og vi ville tabe æren og bonusser, hvis der kom en enkelt kendelse med ikke-skyldig,« som der står i bogen »Chinese Criminal Justice: An Empirical Inquiry.«

Der er en større lovreform på vej i Kina. Den første af det strafferetlige system siden 1996. Men som Stanley Lubman fra University of California skrev for nyligt i Wall Street Journal, så er der ikke noget som tyder på, at partistaten vil gå væk fra sit politiske og værdibaserede retsvæsen.

»Over tiden vil der måske vise sig en gradvis forbedring, men det værdibaserede system vil fortsætte med at skævvride loven efter reformerne,« mener Lubman.

Så bør Danmark gå ind i sagen om Jørgen Stølsgaard? Passivitet og tavshed er også en accept af det kinesiske system, og kan ikke hjælpe Kina på vej mod egentlige reformer.

De danske virksomheder har også selv et ansvar. Som John Wagner Givens fra University of Oxford skrev i en akademisk artikel fra januar (.pdf), så vil udenlandske virksomheder i sager, der involverer kinesiske myndigheder, forsøge at løse den med udenomsretlige midler og med direkte forhandlinger, fordi de er bange for at støde kineserne.

Det er måske den samme berøringsangst, der gør, at Danmark og de danske virksomheder nødigt går offentligt ud og kritiserer Kina. Men vil den strategi sikre Danmarks og de danske virksomhedernes interesser på lang sigt? Og er der andre danskere, som er eller har været i den samme situation?

Jerome Cohen, der er professor ved amerikanske NYU School of Law, har utallige gange argumenteret for, hvordan menneskerettigheder og business hænger sammen i Kina. Som han skrev i South China Morning Post sidste år, så »er det for egen regning,« hvis forretningsfolk ignorer farerne ved det strafferetlige system i Kina.

Ai Weiweis atelier og bolig ligger i et tidligere fabrikskvarter i det nordøstlige Beijing. Her dukkede der tirsdag eftermiddag fire betjente op, som tog hans hustru, Liu Qing, med til forhør. Den 54-årige Ai var ikke selv hjemme.

Parret fik dog senere lov til at tale med hinanden over telefonen, men de ved ikke, hvorfor politiet tog Liu til forhør.

Det kan måske være del af en ny og større efterforskning af Ai Weiwei og hans selskab »Fake,« og fordi politiet er ved at opbygge en ny sag mod Ai. Han fortæller, at politiet også for nyligt har taget to af hans assistenter til forhør.

»Det lader til, at de er i gang med en bredere efterforskning. Jeg aner det ikke,« siger Ai Weiwei. Og tilføjer:

»Vi er ikke bange. Vi har ikke på nogen måde brudt nogen love. Men vi er nysgerrige efter at se, hvad der nu kommer, for det ved man aldrig,« siger Ai Weiwei.

• Læs også - Tidligere artikler om Ai Weiwei på Kinablog

Ai Weiwei forsvandt i begyndelsen af april, da betjente bortførte ham i lufthavnen i Beijing. Ai blev kørt til et ukendt sted, hvor han blev holdt fanget i 81 dage. Han sad i isolation og blev tilbageholdt med beskyldninger om flerkoneri og distribution af porno før politiet besluttede sig for at anklage ham for skattesnyd, som efter sigende skulle gå helt tilbage til 2001.

Det er beskyldninger, som Ai Weiwei selv kalder for politiske. Han afviser dem og siger, at myndighederne blot er ude på at lukke munden på ham. Men skattesagen har ikke fået Ai Weiwei, der er kendt for sin kritik af den kinesiske regering og Kinas Kommunistparti, til at lukke munden.
I sidste uge fortalte politiet så den ene af de to assistenter, som de forhørte, at Ai nu blev efterforsket for at »sprede pornografi på internettet.«

Fotografen Zhao Zhao fortalte, at politiet var interesseret i et kunstfotografi fra 2010, hvor en nøgen Ai står sammen med fire ligeledes nøgne kvinder på et foto, som har titlen »En tiger, otte bryster«. Nyheden om den nye efterforskning fik kinesere til at lægge utallige nøgenbilleder ud på internettet i sympati med Ai Weiwei.

• Læs også - Ai Weiwei og Louisiana – »Det her handler ikke om mig«

På samme måde fik Ai også opbakning fra 30.000 personer, som på under et par uger hjalp ham med at skaffe de 8,5 millioner yuan (cirka 7,3 millioner kroner), som han skulle stille i kaution for at kunne anke dommen om skattesnyd. Den 1. november fik han besked på at betale 15 millioner yuan (13 millioner kroner), som myndighederne siger han har unddraget i skat siden 2001.

Politiet i Beijing oplyser, at de »ikke kender noget til nogen Liu Qing,« der skulle være anholdt. Det fortæller en betjent, der ikke vil oplyse sit navn, fra Nangao politistation.

Ai tror ikke, at Liu Qings forhør har noget at gøre med skattesagen.

»Vi har fulgt deres instruktioner og betalt kautionen, så de kan kun være tilfredse. Det var en sejr for dem,« siger Ai Weiwei, der ikke tror, at hans hustru er i fare.

»Jeg er bekymret, men der er ikke nogen måde at hjælpe på. Da jeg forsvandt gav de ingen forklaring. Det her er ikke noget, som der er en løsning på,« siger Ai Weiwei.

Ai Weiwei er blot en af de mange kinesere, som politiet bortførte i 2011, hvor myndighederne har kidnappet markant flere politiske kritikere, som du kan se på for eksempel denne liste, som jeg lavede tidligere i år.

Men selv i Kina kan politi og sikkerhedspoliti ikke blot gå rundt og bortføre folk og lukke dem inde på hemmelige steder under ofte umenneskelige forhold. Uden at de er anklaget for forbrydelser og uden at give deres familier besked. Det er ulovligt. Indtil nu.

En ny lov er på vej, som lovliggør de tvivlsomme metoder. Eksperter siger, at det er et af de mest alvorlige tilbageslag i flere år, og at det nye lovforslag underminerer beskyttelsen af personer og borgere, der kritiserer eller kommer på kant med myndighederne.

Loven frarøver folk deres rettigheder, men giver mere magt til politiet. Domstole og politi hører under Kinas Kommunistparti og ikke staten som i for eksempel Danmark. Derfor er deres første prioritetet at sikre partiets magt. Lovforslaget – som endnu ikke er blevet offentliggjort i sin fulde tekst – kommer efter urolighederne i Mellemøsten, som siden februar har resulteret i hundreder af “forsvindinger” og arrestationer.

Her er to korte interviews med eksperter, der kommenterer lovforslaget.

• Jerome A. Cohen – er en af verdens mest fremtrædende sinologer og eksperter i kinesisk lovgivning. Professor i jura og medlem af Council on Foreign Relations. Har beskæftiget sig med Kina siden 1960erne.

»Det er et godt billede på, hvor farligt det er at revidere lovgivning i perioder med undertrykkelse. Ministeriet for Offentlig Sikkerhed og partiets politisk-juridiske kommission er formidable lobbyister, der ved hvordan de skal bekæmpe enhver reform, der kunne begrænse deres i den kriminalretslige proces.«

»Ligesom de har formået at bevare (lejrene med) “genopdragelse gennem arbejde” som et alternativ til formelle straffe, så vil de nu have autoriseret husarrest og – overvågning som et alternativ til de indledende stadier til en retssag. På den måde kan de i op til seks måneder undgå enhver form for regler omkring arrestationer, detention, anklagernes rolle, advokater, etc, og andet, der skulle have beskyttet de mistænkte.«

»Denne »reform« vil formelt gøre folk hjælpeløse og helt være i politiets magt.«

• Joshua Rosenzweig – tidligere senior manager for den amerikanske organisation Dui Hua, som overvåger det kinesiske retsvæsen og juridiske system.

»Man kan gætte på, at det pres som kom omkring Ai Weiweis forsvinden – og Liu Xiaobo før ham – har givet en grund til at styrke en juridisk retfærdiggørelse af denne praksis. Med andre ord, hvis Kina kan besvare international kritik med at referere til utvetydige paragraffer kan de argumentere for, at forsvindelserne sker i »henhold til loven.« Uanset om de så overtræder menneskerettighederne.«

»Jeg tror ikke, at der vil komme en stor offentlig opmærksomhed omkring forslaget. De fleste kinesere forstår ikke, hvordan »stats-sikkerhed« bliver manipuleret af myndighederne, og de har ikke megen sympati med folk, der bryder »statens sikkerhed« – og de har endnu mindre sympati med folk, der er anklaget for terrorisme og korruption, der er to andre overtrædelser, som det nye lovforslag kunne bruges mod.«

»Man kunne forvente, at aktivister og advokater i Kina ville lave lidt larm omkring forslaget, men kampagnen over de seneste seks måneder har intimideret de folk, så det er forståeligt, hvis de er forsigtige med enhver form for kritik.«

:: Foto, der måske forestiller en af centralregeringens juridiske konsulenter, fra denne side

Ai Weiwei er tilbage på Twitter, hvor han nu angriber de kinesiske myndigheder for den brutale behandling, som hans venner fik i fængslet. Det skriver jeg om i dagens Berlingske.

Ai Weiwei blev anholdt i lufthavnen i Beijing i begyndelsen af april, og blev holdt fanget i næsten tre måneder. Samtidig blev hans hjem og atelier ransaget. Fire af hans venner og ansatte blev også taget af myndighederne. Dem har politiet dog ikke på noget tidspunkt officielt anholdt eller sigtet. Politiet har ikke engang ville bekræfte, at de fire personer var i deres varetægt.

Den 54-årige Ai blev løsladt i juni. Fordi han er kronisk syg, og fordi han havde »udvist god opførsel og tilstået sin forbrydelse,« som det officielle nyhedsbureau Xinhua oplyste i en artikel. Ai Weiwei blev løsladt mod kaution. Derfor kan han ikke rejse eller bevæge sig frit, og han er under konstant overvågning.

• Læs også – tidligere artikler på Kinablog om Ai Weiwei

En del af aftalen med myndighederne var også, at han ikke måtte bruge Twitter, som han ellers tidligere har brugt flittigt til at kommunikere med omverdenen. Derfor er det også usikkert, hvordan myndighederne vil reagere på Ai Weiweis udbrud.

Forleden mødtes Ai med designeren Liu Zhenggang. Han er en af de ansatte i Ai Weiweis virksomhed, og en af dem, der var forsvundet i næsten to måneder.

»Det er første gang, at han fortalte om tilbageholdelsen… Tårerne strømmede ned ad kinderne på denne mand, der ellers har en stålvilje… I detentionscenteret havde han et slagtilfælde, og han døde næsten,« skrev Ai Weiwei i går på Twitter. Du kan læse de tre tweets her, her og her.

»På grund af deres forbindelse til mig blev de holdt ulovligt i detention. Liu Zhenggang, Hu Mingfen, Wen Tao og Zhang Jinsong var uden skyld i de fysiske og psykiske lidelser, som de blev udsat for,« skrev Ai Weiwei. Han brugte det kinesiske ord 折磨 (zhemo), der kan betyde enten lidelse eller tortur.

• Læs også – Q&A om sagen om Ai Weiwei

Ai Weiwei bekræfter over telefonen, at han skrev de tre kommentarer på Twitter.

»Det var første gang efter jeg blev løsladt, at jeg så mine kolleger. Jeg var så chokeret, da jeg så ham. Han havde fået et hjerteslag og kunne ikke bevæge sig ordentligt. Han var en god kollega, og de behandlede ham forfærdeligt, og han døde næsten under hans inhumane detention,« siger Ai og tilføjer om de fire venner:

»Nu er de gjort tavse, fordi de har indgået en eller anden aftale med myndighederne om, at de ikke må tale om, hvordan de blev behandlet. Det gør mig vred, at de ikke kan fortælle om det,« siger Ai Weiwei, der ifølge aftalen ikke må bruge Twitter og kommunikere med omverdenen, men alligevel vælger at trodse forbudet. Er Ai Weiwei så selv bekymret over konsekvenserne?

»Jeg bekymrer mig om alt. Hvad kan jeg gøre?,« siger Ai Weiwei.

Han har flere gange kommet med korte kommentarer til medierne, men han har ikke givet noget længere interview. Det gjorde han dog i dag onsdag, hvor Global Times bragte et interview med ham.

Avisen hører under Folkets Dagblad, der er Kinas Kommunistpartis talerør. Ais kommentarer i interviewet er da også meget mildere end dem, som han kom med i går på Twitter. Og som han plejede at komme med, før han »blev forsvundet« af myndighederne. Som der står i denne artikel fra AFP:

Anne-Marie Brady, a Chinese media expert at New Zealand’s University of Canterbury, said the interview was likely to have been carefully placed.

“The propaganda department probably wants to take the heat out of the international attention that’s been paid to the situation with Ai Weiwei and other people who have been put under house arrest for political reasons,” she told AFP.

:: Billedet er fra hans side på Google Plus, som han oprettede for få uger siden

I dag er Hu Jia blevet løsladt efter tre år og seks måneders fængsel. Han er nu hjemme hos sine forældre og sin hustru, den 27-årige Zeng Jinyan, der har ventet på ham efter en søvnløs nat, som hun skrev på Twitter.

Hu Jia blev anholdt kort før De Olympiske Lege i april 2008. Han var kommet med en åben og skarp kritik af Kinas Kommunistparti og arbejdede for borgerrettigheder, mijøbeskyttelse og bedre vilkår for folk med AIDS.

Lige som Ai Weiwei og de mange andre advokater og aktivister, der har været i kontakt med myndighederne i de seneste måneder, kan Zeng Jinyan ikke udtale sig og lade sig interviewe. Hun har tidligere på været i kontakt med myndighederne, og hun har skrevet, at Hu Jia ikke kan tale med pressen. Han får næppe heller lov til at bevæge sig frit, og vil højst sandsynligt blive sat i husarrest.

Zeng Jinyan er i øvrigt også aktivist, og er blevet kåret af Time Magazine som en af de 100 mest indflydelsesrige folk i verden.

Her er et lille udpluk af tidligere artikler om Hu Jia på Kinablog:

• Med sikkerhedspolitiet i hælene Hu Jias dokumentarfilm om at være i husarrest

• Bortført under OL: Zeng Jinyan og baby er tilbage i husarrest i Beijing

• Menneskerettigheder i Kina: Hu Jia vinder pris

• Ny hackersag i Kina: Hvem læser mine mails, spørger Zeng Jinyan

Og her er tre links om Hu Jia og hans løsladelse fra i dag:

• New York Times/Reuters – Prominent Chinese Dissident Hu Jia Is Freed From Jail

• BBC – Profile: Chinese dissident Hu Jia

• AFP – China releases human rights activist Hu Jia

Her i weekenden har de kinesiske myndigheder løsladt de sidste tre personer, der har tilknytning til Ai Weiwei. De forsvandt samtidig med den 54-årige kunstner, der blev bortført af politiet i lufthavnen i Beijing for næsten tre måneder siden.

Det er den 55-årige Hu Mingfen, der er ansat som bogholder i Ai Weiweis virksomhed, og den 49-årige designer Liu Zhenggang, der arbejdede i Ais atelier i Beijing. Endelig er den 38-årige ven, Wen Tao, der også er en kendt blogger og journalist, blevet løsladt.

Torsdag blev Ai Weiweis 43-årige fætter, Zhang Jinsong, der var ansat som chauffør, også sat på fri fod. Ai Weiwei selv blev løsladt sent onsdag aften, som jeg skrev om her.

• Læs også – Kina og kritikerne: Opsamling og links om Ai Weiwei

Betyder det så, at myndighederne har standset kampagnen mod kritikerne? Og at de mere liberale kræfter i partiet har vundet en sejr? Kort sagt – nej.

Den åbenmundede Ai havde nok glemt, at han trods alt kun er en lille brik i det store magtspil i Kinas Kommunistparti. Til næste år er der den fem-årlige partikongres, hvor der skal vælges nye ledere, og magtkampen er for længst gået i gang. Og siden 2008 er det især strammerne, der har vundet.

Som for eksempel den karismatiske og 61-årige Bo Xilai, der er partichef for Chongqing, som er et byområde med 32 millioner mennesker. Han har stået i spidsen for den røde bølge, der er skyllet over Kina i de seneste måneder. Den skyldes især festlighederne og optakten til 90 års jubilæet for Kinas Kommunistparti den 1. juli, men han bruger også sin populistiske appel til de gamle dyder fra Mao Zedongs tid til at køre sig i stilling til kongressen næste år.

• Læs også – Menneskerettigheder i Kina: De forsvundne

Og det virker. Bo har sendt studenter og kadrer på landet for at lære fra bønderne og i sidste uge stod han med 90 ministre og viceministre og sang den revolutionære klassiker fra 1943 »Uden Kinas Kommunistparti, intet Nyt Kina« (没有共产党就没有新中国). Den kan du lytte til her på Youtube.

Partiets hårde faktion, der står over for de liberale, har nu fået deres besked ud, så de kunne løslade Ai Weiwei. Selv »Guden Ai,« som er et andet af hans øgenavne, har forstået, at man ikke kritiserer partiet. Selv ham har de fået lukket munden på. Som de andre kritikere, advokater, bloggere og journalister, der også er blevet truet til tavshed siden februar.

Ai Weiwei blev løsladt sent onsdag i denne uge. Denne gang har jeg ikke selv talt med ham, for jeg er lige kommet tilbage til Beijing efter en tur til Europa. Men han siger stort set det samme til for eksempel Wall Street Journal, BBC, LA Times og Guardian, der var de første til at få fat på ham:

“I’m back with my family,” Ai told the Guardian. “I am very happy. I’m fine.”

Det var aldeles uventet, at Ai Weiwei blev løsladt. Så hvorfor skete det?

Ai Weiwei blev ifølge nyhedsbureeauet Xinhua løsladt mod kaution, fordi han har tilstået økonomisk kriminalitet, og fordi han lider af en kronisk sygdom. Samtidig har han lovet at betale de penge tilbage, som han skulle have unddraget at betale i skat.

Det bekræftede den kinesiske regering i går. Men det var derimod mere uklart hvilken aftale, at Ai Weiwei har lavet med myndighederne. Han kan sidde i husarrest i op til 12 måneder fra det tidspunkt i april, hvor han blev arresteret.

»I denne periode kan Ai stadig være under efterforskning, og han må ikke forlade det sted, hvor han bor,« sagde Hong Lei, der er talsmand for det kinesiske udenrigsministerium, i går på den ene af ministeriets to ugentlige pressekonferencer.

Det betyder normalt, at Ai Weiwei ikke må forlade Beijing. Hans omgang med omverdenen vil være begrænset, og han må, som han også selv har antydet, ikke tale med udenlandske journalister og bruge Twitter, hvor han lige nu har omkring 90.000, der følger ham. Hong Lei ville ikke gå mere i detaljer og for eksempel svare på, om Ai Weiwei må have lov til at fortsætte sit arbejde som kunstner.

Regeringen har hele tiden hævdet, at sagen mod Ai ikke havde noget med menneskerettigheder at gøre, men Ai er ikke på noget tidspunkt blevet formelt arresteret eller anklaget.
Ai er løsladt mod en slags kaution, der i kinesisk lovgivning hedder qubao houshen (取保候审).

»Det er en teknik, som myndighederne nogle gange bruger til at redde ansigt, når de vil lukke kontroversielle sager, hvor det vil være uklogt for dem at rejse tiltale,« skriver professor Jerome A. Cohen, der er en af verdens førende eksperter i kinesisk lovgivning, på sin blog på New York University School of Law.

I artiklen på sin blog skriver Jerome A. Cohen også, at Ai blev løsladt på grund af en potent cocktail af internationalt og nationalt pres og hans gode, personlige forbindelser. Og det er værd at lægge mærke til ordet “kombination.” For hvor stor indflydelse havde det internationale pres egentlig? Ikke meget.

Kort efter Ai blev løslad kom Change.org med denne pressemeddelse, der har overskriften “Chinese dissident Ai Weiwei freed after landmark Change.org campaign.” Uanset hvor meget sympati, man måtte have med organisationen, så overvurderer de deres egen betydning i en helt ustyrlig grad, og den selvfede og forvildede pressemeddelelse er ren illusion, der vidner om en tragisk mangel på viden om kinesiske forhold. Nu beder Change.org så også Lady Gaga om at gå ind i Ai Weiweis sag, og som journalist på Al Jazeera Melissa Chan skriver: “That’s what I call out of touch.”

Som professor Russel Leigh Moses skriver, så skal forklaringen nok nærmere findes i kinesisk politik og magtkampen om, hvem der skal lede landet i de næste år. For på den store politiske scene, hvor der kæmpes mellem fløjene i Kinas Kommunistparti – mellem dem, der vil have politiske og juridiske reformer, og dem, der vil have socialistiske værdier og en hårdere linje – da er Ai Weiwei blot et lille fnug. Det var nok det, han havde glemt, og derfor myndighederne tog ham for næsten tre måneder siden.

Som Evan Osnos fra New Yorker skriver, så har det også spillet ind, at viceudenrigsminister Cui Tiankai skal mødes med sin amerikanske kollega Kurt Campbell. På samme tid som premierminister Wen Jiabao er på besøg i Storbritannien og især Tyskland, hvor Ai’s sag har fået megen omtale.

Hvor er sagen så nu?

Ai Weiwei er løsladt, men han er ikke på fri fod. Han kan ikke bevæge sig, som han vil, og han kan ikke tale og arbejde frit. Det næste skridt bliver at se, hvilke forhold han kommer til at arbejde og leve under.

Endelig har han også tilstået økonomisk kriminalitet. Måske. Selvom hans forsvinden uden tvivl er politisk motiveret, så betyder det ikke, at hans virksomhed ikke kunne have snydt i skat. Det mangler vi at se.

Og endelig er der stadig hans tre venner og ansatte, der ikke har været i kontakt med hverken familier eller advokater. De er stadig forsvundet.

På bundlinjen – det er godt nyt, at Ai Weiwei er blevet løsladt. Men det er ikke en sejr for hverken udlandet, kinesiske aktivister eller det stadigt mere skrøbelige juridiske system i Kina.

Ai Weiwei’s mor er glad. Sent i onsdags fik hun sin søn tilbage, som hun ikke har set siden politiet tog ham for næsten tre måneder siden. Og i går torsdag løslod de også hendes 43-årige nevø, Zhang Jinsong, der forsvandt samme dag.

»De er vendt hjem, og familien kan være sammen. Vi er virkelig glade. Når noget sker, der kommer en slutning, og nu er vi glade for det resultat, som det endte med for os,« siger den 77-årige Gao Ying over telefonen i går, efter hun ved 17-tiden havde hentet sin nevø, som jeg skriver i dagens Berlingske.

»Der har været mange venner på besøg, de kommer og går, og der har været mange folk forbi vores hjem i dag. Alle er så glade for, at de pludselig er blevet løsladt,« siger Gao Ying.

Zhang Jinsong har ofte rejst med Ai Weiwei, og han er ansat som chauffør. Zhang har dog ikke været politisk åbenmundet som Ai Weiwei. Familien mener derimod, at politiet tog Zhang for at lægge pres på Ai.

Selvom den berømte Ai Weiwei og hans fætter nu er løsladt, så er der stadig tre af Ais venner og ansatte, der er forsvundet.

Det er den 55-årige Hu Mingfen, der er bogholder for Ai Weiwei’s virksomhed. Den 49-årige designer Liu Zhenggang, der arbejde i Ai’s atelier i Caochangdi i Beijing. Og den 38-årige ven, blogger og journalist Wen Tao, der modsat de andre tidligere har været politisk aktiv. Hans kæreste, Shi Jing, siger at familien stadig ikke ved, hvor han befinder sig, eller om politiet er ved at efterforske ham for forbrydelser. Ingen har været i kontakt med Wen, siden han forsvandt.

Ai Weiwei har det ikke godt. Han har røde øjne. Han er anspændt. Og han har ændret sig, mens han har siddet fanget, siger hans hustru Lu Qing.

I går skrev jeg om Ai Weiwei, som for første gang i over en måned havde kontakt med omverdenen. Hans hustru, Lu Qing, besøgte ham på det hemmelige sted i Beijing, hvor han bliver holdt fanget.

Jeg kunne ikke få fat på Lu Qing, men det lykkedes for AP at få et interview med hende. Her er et par udklip:

“He has changed. His mood and demeanor are so different from the simple and spontaneous Ai Weiwei I know,” Lu said Monday. “It was obvious that without freedom to express himself he was not behaving naturally even with me.”

Lu said that during the brief meeting Ai was not handcuffed and was wearing his own clothes instead of a detention center uniform. His trademark beard had not been shaven. Still, he “seemed conflicted, contained, his face was tense.”

“We could not talk about the economic charges or other stuff, mainly about the family and health,” she said. “We were careful, we knew that the deal could be broken at any moment, so we were careful.”

Ai Weiweis hustru fik sent søndag aften lov til at besøge sin mand. Det er første gang i 43 dage, at den berømte kunstner og aktivist har været i kontakt med omverdenen.

Familien ved dog stadig ikke, hvad der kommer til at ske med den 53-årige Ai Weiwei, som endnu ikke er officielt sigtet eller anholdt af politiet. Myndighederne nægter at komme med oplysninger, men det lader til, at de anser Ai Weiwei for at være i husarrest.

»Loven er uklar, om politiet her er forpligtet til at informere familien, for det sker normalt i hjemmet,« siger Joshua Rosenzweig fra den amerikanske organisation Dui Hua Foundation, der overvåger det kinesiske retsvæsen.

• Læs også – Ai Weiwei: Kort Q&A om sagen lige nu

I Kina skal politiet, med mindre det kan skade efterforskningen, give pårørende besked indenfor 24 timer, hvis en person bliver anholdt. Normalt skal sagen gå videre til anklagemyndigheden inden for 30 dage, men politiet kan gennemføre en form for husarrest i op til seks måneder.

Det er ment som en mildere straf. Men i Ai Weiweis tilfælde er betydningen af loven virkelig vendt på hovedet, siger Joshua Rosenzweig. Og det er klart til politiets fordel, siger han.

»Der er meget få begrænsninger for, hvordan de kan afhøre dig,« siger Joshua Rosenzweig.
Søndag den 3. april, da Ai Weiwei blev bortført i lufthavnen, tog politiet også en af hans assistenter og venner, den 38-årige Wen Tao. Tre andre af Ai Weiweis ansatte er også forsvundet.

• Læs også – Menneskerettigheder i Kina: De forsvundne

Det var Ai Weiweis hustru, Lu Qing, der søndag aften fik lov til at mødes med Ai. Politiet kørte hende til et hemmeligt sted i Beijing, hvor de fik lov til at være sammen i cirka 15 minutter.

Familien har tidligere udtrykt bekymring for Ai Weiwei, der blandt andet har sukkersyge og forhøjet blodtryk. Men han lader til at have det godt, og har adgang til den medicin, som han har brug for, oplyser familien.

»Jeg er så lettet, nu hvor Lu Qing har fået lov til at se ham,« siger Ai Weiweis mor, den 77-årige Gao Ying over telefonen.

Besøget varede 15 minutter, fortæller vennen og forsvarsadvokaten Liu Xiaoyuan, der talte med Ais hustru efter besøget.

Ægteparret brugte det meste af deres korte tid sammen til at tale om familien og hverdagen. Ai Weiwei fortalte, at der er læger, som holder øje med hans blodtryk, og at han får de piller, som han har brug for.

Ai Weiwei fortalte også, at han er bekymret sin mor og det pres, som hans forsvinden har lagt på hende.

Hverken Ai eller Lu ved, hvor han opholder sig. Det er dog ikke et fængsel eller detentionscenter, siger advokaten Liu Xiaoyuan og tilføjer, at Ai også har fået lov at beholde sit lange skæg.

:: Ai Weiweis selvportræt som han tog, da han fik tæsk af politiet i september 2009

Ai Weiwei er stadig ikke officielt arresteret. Familien ved ikke, hvor han er. Eller hvordan han har det. Ingen har hørt fra ham siden han forsvandt søndag den 3. april, hvor han blev taget af politiet i lufthavnen i Beijing.

Du kan læse tidligere artikler om sagen og Ai Weiwei her på Kinablog.

Ai Weiwei er ikke den eneste, som er forsvundet. Siden februar har regeringen ført en omfattende og landsdækkende kampagne mod sine kritikere. Det er især journalister, bloggere, akademikere, advokater og andre, der arbejder for retssikkerhed, ytringsfrihed og menneskerettigheder i Kina.

Men hvem er de? Her nedenunder kan du se nogle eksempler. Nogle er forsvundet. Andre sidder i husarrest. Eller arbejdslejr. Nogle er officielt sigtede men løsladt mod kaution. Listen ændrer sig hele tiden, men Human Rights in China, opdaterer listen jævnligt. På deres hjemmeside er der også en større udgave af kortet her øverst i artiklen.

Tang Jitian (Beijing)
Er advokat men mistede sin licens sidste år. Har været forsvundet siden 16. februar, hvor politiet brød ind i hans lejlighed, bortførte ham og gennemsøgte hjemmet. Det er uklart, hvor han befinder sig i dag.

Jiang Tianyong (Beijing)
En af Kinas mest fremtrædende advokater. Talte blandt andet til en høring i den amerikanske kongres i 2009. Var til møde den 16. februar, hvor han efter sigende blev bortført og tæsket på politistation. Politiet tog ham igen et par dage senere, og han er stadig forsvundet.

Teng Biao (Beijing)
Er en kendt jurist og lektor på et universitet i Beijing. Har været forsvundet siden 19. februar, hvor han gik ud for at mødes med en gruppe venner. Dagen efter ransagede Afdelingen for National Sikkerhed, der hører under Beijings Bureau for Offentlig Sikkerhed, hans hjem, hvor de konfiskerede blandt andet bøger, computere og DVDer.

Ding Mao (Mianyang, Sichuan)
Aktivist og tidligere manager i et investeringsfirma. Var med under de kinesiske demonstrationer i 1989, og har i alt siddet i fængsel i ti år. Har været forsvundet siden 19. februar, hvor han blev tilbageholdt under mistanke for at »opfordre til statsfjendtlig virksomhed«

Liu Xiaoyuan (Beijing)
Aktivist og advokat. Har tidligere taget politisk følsomme sager som under mælkeskandalen i 2008. Fortalte i sidste uge til Berlingske, at han har rådgivet Ai Weiweis familie. Han har ikke været i kontakt med omverdenen siden torsdag aften i denne uge.

Ran Yunfei (Dujiangyan, Sichuan)
Kendt blogger, akademiker og journalist. Blev indkaldt til samtale hos politiet i provinshovedstaden Chengdu 20. februar, og har været forsvundet siden. Blev formelt tiltalt for at »opfordre til statsfjendtlig virksomhed« den 25. marts. Det er den samme anklage, som vinder af Nobels Fredspris, Liu Xiaobo, afsoner 11 års fængsel for.

Wen Tao (Beijing)
Journalist. Forsvandt samme dag som vennen Ai Weiwei blev arresteret. Det er uklart, hvad han eventuelt vil blive tiltalt for.

Ai Weiwei (Beijing)
Kunstner og aktivist. Blev taget af politiet i Beijings International Lufthavn den 3. april. Familien ved ikke, hvor han befinder sig. Er ikke formelt arresteret, men er ifølge medier og det kinesiske udenrigsministerium blandt andet anklaget for at sprede pornografi på nettet, bigami og økonomisk kriminalitet.

Guo Gai (Beijing)
Kunstner. Tilbageholdt siden 24. marts. Højst sandsynligt fordi han tog billeder i forbindelse med en kunstperformance, der kom ind på Jasminrevolutionen. Han er tilbageholdt for at »forstyrre den offentlige orden.«

Zhu Yufu (Hangzhou)
Forfatter, aktivist og forkæmper for demokrati. Har været tilbageholdt siden 5. marts, og er i dag formelt arresteret for »statsfjendtlig virksomhed.« Afsonede syv års fængsel for at redigere magasinet for China Democracy Party, som myndighederne slog ned på i 1999. Fik i 2007 to års fængsel for at skubbe en politimand under en demonstration.

Li Shuangde (Chengdu, Sichuan)
En aktivist, der driver et center for gratis retshjælp. Politiet tog ham den 24. marts, og han blev formelt arresteret for »snyd med kreditkort« den 2. april. Politiet har flere gange tidligere chikaneret Li.

Den 53-årige Ai Weiwei er ikke alene Kinas mest berømte kunstner, han er også kendt i Kina for at være en skarp kritiker af regering, parti og myndigheder. Hans forsvinden er en markant optrapning af den kampagne mod kritikerne, som Beijing begyndte i februar.

Du kan læse tidligere artikler om sagen og Ai Weiwei her på Kinablog.

Her er opsamling og links:

• Ai Weiwei var en god ambassadør for Kina. Han var beviset for, at kunst og kreativitet også kunne trives i Kina. Men desværre for partiet begyndte han også at blive stadig mere kritisk. For eksempel da han efter jordskælvet i 2008 lavede sit projekt, der viste, hvor mange børn, som egentlig omkom i de sammenstyrtede skoler. Fordi korrupte embedsmænd havde sparet på byggematerialerne. Læs Jerome Cohens – som altid – glimrende analyse på Council on Foreign Relations, hvor han også spår om, hvad der måske kommer til at ske med Ai, hvis han bliver formelt arresteret:

Arrest virtually assures indictment, conviction and prison time.

Eventually, Ai’s lawyers will be allowed to visit him, although it may not be until the investigation has concluded, possibly after many months of incommunicado detention. During investigation, such visits are of limited significance, since at this stage lawyers are not yet deemed to be “defenders” but mere “advisers”, who are not permitted to learn about the case and can offer only modest assistance. Moreover, meeting time is restricted, and lawyer-client conversations are monitored by police. Yet such visits offer the suspect his first contact with the outside and a chance to report torture or other abuse.

It is possible, in view of foreign protests and the transparently spurious nature of the charges, that Ai will be released instead of formally arrested. To save official face and confine his activities, he may be released under guarantee, which would allow him to remain relatively free but still monitored within the precincts of Beijing while investigation nominally continues for one year. This was done, for example, in the case of the admired lawyer/activist Xu Zhiyong.

If, on the other hand, Ai is arrested and indicted, his trial will further illustrate the unfairness of the criminal process in a country where “troublemakers” cannot be protected by law.

• Sagen om Ai Weiwei giver i den grad dårlig omtale for Kina. Men hvor bekymret er regeringen egentlig over sit internationale omdømme, udlandets reaktion og Kinas soft-power? I forhold til at bevare den sociale ro og orden i landet, så kommer det langt nede på listen. Men de senere år har Beijing forsøgt at arbejde på sit omdømme. Blandt andet ud fra det gamle argument om, at Verden ikke forstår Kina. Et af initiativerne er den engelsk-sprogede avis Global Times. Og det er måske ikke alt for smart at lade dem føre ordet – de kom som det første kinesiske medie med en reaktion på Ai Weiwei – for det er en nationalistisk avis, der så nogenlunde svarer til en kinesisk udgave af Fox News. Richard Burger har en privat samtale med en af redaktørerne på avisen, som han skriver om i denne artikel, der bestemt er værd at læse:

“Don’t you realize the entire expat community here in Beijing and many others around the world are buzzing about this editorial, shocked at its belligerence, its snide and strident tone, its implied threats and its undercurrent of violence? Maybe, as you keep saying, the West truly doesn’t understand China. Well, you are focusing now on soft power. The Global Times itself is actually an outgrowth of China’s thirst for soft power, for global reputation and respect. And look at how you’re failing. You are driving away foreign talent and making China look worse, not better — in precise contradiction to the paper’s stated goals. If your media and leaders could articulate China’s point of view as clearly and calmly as you just did in this conversation maybe then China could get somewhere in fostering understanding. But railing against Ai Weiwei at the top of your lungs — a man seen as an artist and a celebrity — is exactly what you should not be doing. Why not throw the West a bone and let him go, declare an amnesty and then explain why he was detained in the first place.”

Læs også James Fallows, der har gode kommentarer til Richard Burgers artikel.

• Men overreagerer de udenlandske medier og omverdenen på Ai Weiweis forsvinden? Nej, mener Evan Osnos fra New Yorker:

The “mainstream” problem: In an English editorial last week, the state-backed Global Times declared, “Ai once said China was living in a ‘crazy, black’ era. This is not the mainstream perception among Chinese society.” A version of that argument, circulated among foreigners, holds that “none of my Chinese colleagues in our office have heard of Ai Weiwei,” so treating his detention as front-page news is out of proportion to the overall improvement in Chinese standards of living. But this definition of the Chinese mainstream is thin. The collapse of schools in the Sichuan earthquake was an event that captivated Chinese national attention, but when Ai undertook a campaign to publicize the names of the children who died in those schools—or his myriad other political-art projects in recent years—the Chinese press was largely barred from writing about his work. (I discussed Ai’s activism at length in a Profile in The New Yorker last year.) It should come as no surprise that he is not a household name, even if the issues he addresses resonate broadly.

• Har centralregeringen i Beijing droppet enhver tanke om politiske reformer? Det har de ved første øjekast. Men rundt om i provinserne sidder der flere kadrer, som er utilfredse med, at det konservative Beijing i stigende grad kommer med flere politikker, som de vil have provinserne til at følge uden at stille spørgsmålstegn ved. Og det kan give grobund for reformer, når Xi Jinping kommer til magten næste år, mener Russell Leigh Moses i Wall Street Journals kinablog:

These officials have been content to let the conservative wing of the party push and punish. Now, these same cadres would like to see more reform, instead of more overreaction. They are already the proponents of experiments in transparency, accountability, and public supervision, in provinces as diverse as Jiangxi and Jiangsu. Some would like those tryouts to be extended and expanded. And they have to be looking for Mr. Xi and his allies to emerge as transformational leaders, who want to explore alternatives to the present way of doing political business.

Whether Mr. Xi or any of his comrades wish to explore that route is not clear. But they may have to start to be, for the desire by some in the Party for a return to real reform is not going away. The coming challenge for the Communist Party is not how it handles revolt, but what does it really want to do with reform.

• Hvordan er det egentlig, at blive arresteret af politiet i Beijing? Det fortæller Liu Anjun, der var i politiets varetægt i 45 dage i denne artikel fra Reuters:

Liu, a gravel-voiced, charismatic agitator for petitioners’ rights, was taken from his family on 18 February. Police bundled him into a van and locked him in a hotel room in south Beijing. For six days, police interrogators showed him pictures of dissidents, human rights lawyers and activists, seeking information about their mutual contacts, beliefs and plans, Liu told Reuters at his home in Beijing where he was recovering after his release from 45 days in detention.

The police have been hunting for evidence of a web of conspiracy bringing together domestic and foreign foes that the Chinese government believes are behind Middle East-inspired calls for “jasmine revolution” protests against the party.

“They took out picture after picture, mainly of democracy activists and rights defenders, and asked about each of them,” said Liu who walks on crutches after a leg injury sustained in a protest over the demolition of a former home. “They were trying to build up links among everybody, trying to get me to tell them who was supporting what.”

En plagiator og bedrager. I weekenden startede nyhedsburauet Xinhua en smædekampagne mod den 53-årige kunstner Ai Weiwei.

Men lad os tage den fra begyndelsen. I sidste uge skrev Xinhua, at Ai Weiwei efterforskes for økonomisk kriminalitet, men hvor sandsynlig er den anklage?

Ai Weiwei blev anholdt i lufthavnen i Beijing om morgenen søndag den 3. april. Han var på vej til Hong Kong og rejste med en assistent. Hans assistent har fortalt, at uniformerede betjente tog ham, da de var på vej gennem paskontrollen. Hun fik at vide, at Ai havde problemer med papirerne, og at han »havde andre gøremål,« så hun selv skulle gå ombord på flyet.

Samtidig besøgte politiet i Beijing også en af Ai Weiweis venner, den 38-årige journalist Wen Tao. Han er stadig forsvundet, og her over en uge senere ved familie og venner stadig ikke, hvad der er sket med ham.

Der gik også fem dage, før omverdenen hørte nyt om Ai Weiwei. Lidt over midnat torsdag morgen offentliggjorde det officielle nyhedsbureau Xinhua en kryptisk artikel på en enkelt linje, hvor der blot stod at »politiet efterforsker Ai Weiwei for formodet økonomisk kriminalitet.« Artiklen blev slettet efter en time.

Hong Lei, der er talsmand for det kinesiske udenrigsministerium, sagde senere på dagen, at »så vidt jeg forstår« var politiet ved at efterforske Ai Weiwei.

Politi og myndigheder har altså endnu ikke meldt officielt ud, om det nu også er det, at han efterforskes for.

»Uanset hvad, han er forsvundet, og de burde i det mindste fortælle os i familien, hvad der er sket,« sagde Ai Weiweis søster, Gao Ge, i fredags.

Det har politiet faktisk også pligt til, siger Mo Shaoping, der er professor i jura. Han er en af landets mest kendte advokater, og har blandt andet været advokat for Liu Xiaobo, der sidste år modtog Nobels Fredspris.

»Det er en meget vag beskrivelse, når man taler om ”formodet økonomisk kriminalitet”,« siger Mo Shaoping om Ai Weiweis sag. Han siger, at politi og myndigheder ifølge loven har pligt til at informere familien inden 24 timer, og at der i meddelelsen skal stå, hvad personen er anklaget for, og hvor han befinder sig.

Derfor ved man endnu ikke med sikkerhed, om Ai Weiwei bliver tiltalt for økonomisk kriminalitet. En forklaring kan være, at politiet ikke har lagt sig fast på, hvad han skal anklages for.

For hvorfor skulle der ellers gå fem dage, før myndighederne kom med noget, der ligner en udmelding? Først havde Ai Weiwei problemer med papirerne, så han ikke kunne rejse ud af landet. Og nu er det så økonomisk kriminalitet, som han måske anklages for.

Hvis de altså kan finde tilstrækkeligt med beviser. For henover weekenden begyndte nyhedsbureauet Xinhua et smædeangreb på Ais person. En plagiator og bedrager, hed det i artiklen, der også kæder ham sammen med underverdenen:

Ai is not alone in China’s scandal-dogged arts scene, as a string of artists have been jailed for managing mafia-style gangs, gambling, and committing drug-related and economic crimes in recent years.

Og videre:

However, participants in Chinese artistic circles often evaluate Ai’s achievements as third rate. Some people said he was an “amateur artist”, and his works “just look like artistic items.” Many believed that Ai was far from reaching the level of reverence and respect given to his late father, Ai Qing.

Artiklen blev kun bragt på engelsk og ikke på kinesisk.

Jeg er ganske overbevist om, at myndighederne sagtens kan finde materiale til at anklage ham for økonomisk kriminalitet, hvis det er det, som de ender med at anklage ham for.

Myndighederne har tidligere brugt anklager til at fængsle kritikere. Se boksen her nederst i artiklen.

Selvom der ikke skulle være nok beviser, så er jeg ikke i tvivl om, at han nok skal blive dømt alligevel. Et af kendetegnene ved de seneste ugers kampagne er den stigende politisering af retsvæsenet og det juridiske system.

Men lad os vente og se, hvad der nu kommer til at ske for Ai Weiwei. Det næste skridt bliver, at politi eller sikkerhedspoliti kommer med en officiel udmelding om, hvad han skal anklages for.

• Det er ikke første gang, at myndigheder bruger den og lignende anklager mod sine kritikere. Her er fire eksempler.

• Xu Zhiyong: Var lektor på Beijings Universitet for Telekommunikation og grundlægger af en forening, der arbejdede for blandt andet større retssikkerhed og folkets beskyttelse i forfatningen. Han blev anholdt i juli 2009 for skatteundragelse og er i øjeblikket løsladt på kaution.

• Wan Yanhai: Var leder af Aizhixing Institute, der blandt andet oplyste borgere om HIV/AIDS. Derfor havde den 47-årige flere sammenstød med myndighederne, og i 2008, 2009 og i marts 2010 blev centret undersøgt af skattemyndighederne. Han flygtede til USA i maj 2010, hvor han bor i dag.

• Cheng Yizhong: Grundlægger og tidligere chefredaktør for to kendte og kritiske aviser. Den kendte journalsit blev arresteret i 2004 på grund af mistanke om økonomisk kriminalitet. Det skete efter at have dækket en sag, hvor en ung kineser var død i politiets varetægt. Anklagerne blev droppet på grund af manglende beviser.

• Batzangaa: Den 38-årige Batzangaa er fra Mongoliet, men i 2009 blev han anholdt i den kinesiske provins Indre Mongoliet. Her drev han en mongolsk-tibetansk skole, der uddannede sundhedspersonale, og som også blandt andet gav gratis sundhedspleje. Han blev dømt for at misbruge midler fra en fond.