» retsvæsen

Det var først da Ai Weiwei forsvandt, at det gik op for omverdenen, hvor omfattende den kampagne er, som regeringen i Beijing lige nu fører mod sine kritikere. På mange måder den største i over et årti, men denne gang er taktikken anderledes end ved de mange andre kampagner. Det skriver Nicholas Bequelin, der er researcher for Human Rights Watch i Asien, i denne kronik i International Herald Tribune.

Kampagnen er blandt andet anderledes, fordi myndighederne denne gang skyder med spredehagl efter enhver, der argumenterer for »globale værdier.« Altså retssikkerhed, ytringsfrihed og menneskerettigheder.

Denne gang er den også anderledes end de tidligere kampagner, fordi regeringen er ved redefinere grænserne for, hvad man kan tillade sig at sige. Og fordi den indsnævrer civilsamfundet markant, og risikerer at bringe mange af de senere års politiske reformer i fare.

Lige nu står kampagnen, der begyndte i februar, ved en skillevej, skriver Nicholas Bequelin. For myndighederne har set, hvordan det internationale samfund ikke har reageret med andet end tavshed i de første uger. Og måske derfor har de turdet at kaste sig over en så markant og fremtrædende person som Ai Weiwei.

Som Nicholas Bequelin skriver:

In this sense, the current crackdown is more than the routine weeding out of critics; it is an effort to redefine the limits of permissible expression and roll back the advances made by Chinese civil society over the past decade.

The voice of the international community at this juncture is crucial because Beijing will weigh that response before deciding on a course of action. The silence in the early weeks of the crackdown has emboldened the authorities and was probably decisive in the decision to go after someone as prominent as Ai Weiwei.

“Quiet diplomacy” was tried when Liu Xiaobo, the 2010 Nobel Peace Prize laureate, was arrested in December 2008. He is now serving an 11-year sentence in prison; his wife is entering her fourth month of house arrest.

Unambiguous messages to Beijing that its conduct is unacceptable and illegal may not guarantee this new crackdown will stop, but a failure to speak up will ensure it continues.

• Læs også – Liu Xiaobo og Nobelprisen: En hurtig gennemgang

• Læs også – Tre korte analyser: Hvordan går det med menneskerettighederne i Kina?

:: Foto af et foto af Ai Weiwei, som jeg tog i hans atelier og bolig i 2009

Hvad skete der med Ai Weiwei?
Søndag den 3. april blev Ai Weiwei tilbageholdt af politiet i lufthavnen, da han var på vej til Hong Kong. Samtidig gennemførte politiet en aktion, hvor de tog venner og familie til afhøring og ransagede hans bolig og atelier. En ven er anholdt, og er stadig forsvundet.

Hvad er Ai Weiweis situation lige nu?
Ifølge Xinhua efterforsker politiet nu Ai Weiwei for økonomisk kriminalitet. Det vil politiet ikke officielt bekræfte, og hans familie har stadig ikke fået besked, som det ellers kræves i loven. Familie eller omverden ved heller ikke, hvor han befinder sig.

Hvor sandsynlig er anklagen om økonomisk kriminalitet?
Politiet har tidligere brugt anklager om svindel og økonomisk kriminalitet mod aktivister, foreninger og andre kritikere. Eksempelvis sidste år, hvor Zhou Youngjun, der var med under urolighederne på Tiananmen i 1989, blev anklaget for spionage og politiske forbrydelser. Det blev ændret til økonomisk svindel.

Hvorfor kommer han i vanskeligheder netop nu?
Ai Weiwei har været kritisk i flere år, og mange har undret sig over, at man ikke har slået ned på ham tidligere. Men siden februar har de kinesiske myndigheder begyndt at slå ned på sine modstandere i den mest omfattende aktion i over ti år. Det kan være for, at demonstrationer som dem i Mellemøsten skulle brede sig til Kina.

Hvad kommer der nu til at ske med Ai Weiwei?
Politiet er efter alt at dømme ved at opbygge en sag mod Ai Weiwei. Det er dog umuligt at sige, om eller hvornår de officielt vil anklage ham. Derfor er det umuligt at gætte på, hvor hård straf han eventuelt får. Den berømte Ai Weiwei har også gode forbindelser i både Kina og udlandet, og de kan måske i nogen grad mindske en eventuel straf.

Det kinesiske politi bortførte Ai Weiwei søndag morgen. Det er usikkert, hvad der er sket med ham, og hvor han befinder sig. Politiet vil stadig ikke bekræfte, at han er anholdt.

Den 53-årige Ai er ikke alene Kinas vel nok mest kendte kunstner, han er også berømt i Kina og en skarp kritiker af den kinesiske regering, partiet og landets myndigheder. Hans forsvinden er en markant optrapning af den kampagne mod kritikerne, som myndighederne begyndte i februar. Du kan læse tidligere artikler om sagen og Ai Weiwei her på Kinablog.

Og her er en opsamling om sagen fra andre medier.

• Den canadiske Globe and Mail opfordrer i en leder til at befri Ai Weiwei:

But he is an inconvenient patriot, the kind who demands better of his country. And so Mr. Ai denounced the stadium before the Games even began, rightly anticipating that the regime would suppress dissent in spite of the Games. His art celebrates, but it also laments, most notably in a memorial mural, made of thousands of children’s backpacks, to those killed in the 2008 Sichuan earthquake – victims on whose behalf he continues to campaign.

• Beijings kampagne mod kritikerne kan blive lang, advarer Christian Science Monitor, der opfordrer resten af verden til at hjælpe Ai Weiwei og kampen for universelle rettigheder. Avisen skriver også om, hvordan Ai brugte sin kunst til politisk kritik:

The best example of his ability to blend art and politics was when he campaigned against the official reaction to the Sichuan earthquake in 2008 – which was to suppress news about the deaths and the shoddy building codes. He led the effort to gather the names of school children who died in the quake. He then created a giant art work in Munich made up of children’s colorful backpacks. The worked spelled out the words of one mother whose child was killed: “She lived happily for seven years in this world.”

• Den amerikanske regering bør gå markant ind i sagen, og den kinesiske regerings opførsel bør få konsekvenser, skriver Wall Street Journal i en leder:

Perhaps the Obama Administration should listen to Mr. Ai, whose op-ed for us included this statement: “Most discouraging to those of us who are fighting for increased freedom is the tendency for developed nations to lower the bar to please China. They make excuses not to concern themselves with violations of human rights. To espouse universal values and then blind oneself to China’s active hostility to those values is irresponsible and naive.”

The State Department says its top Asia official, Kurt Campbell, is set to visit Beijing Thursday to “prepare for the upcoming Strategic and Economic Dialogue.” Maybe that trip should be postponed until Beijing tells the world in which dungeon it has dumped Ai Weiwei.

USA vil dog næppe for alvor gå ind i sagen, for Obama er alvorligt bange for at konfrontere Kina over landets menneskerettigheder. For det handler også om storpolitik, skriver The Diplomat:

Interestingly in light of our feature today looking at the reasons why China decided to abstain rather than exercise its UN veto over US-backed military action in Libya, some have detected a lack of enthusiasm on the part of the United States to follow up on China’s crackdown. According to Rep. Randy Forbes, co-chairman of the Congressional China Caucus, the Obamaadministration is ‘scared to death to speak out on very sensitive issues’that might offend China and turn them against US policy on Libya, Bloomberg reported Tuesday.

• Ai Weiwei er en kunstner, der også er personificeringen af Kinas samvittighed. Og den rolle går langt tilbage i den kinesiske historie, skriver New York Times i dette portræt:

As China’s official news channels broadcast upbeat videos of earthquake rescue operations, Mr. Ai was in Sichuan making his own films of the destruction, talking with distraught parents of dead or missing children and using his widely read daily blog to accuse the Sichuan officials of financial corruption that resulted in structurally faulty schools. His accusations of a cover-up extended to the highest levels in Beijing.

To anyone familiar with China’s hardball official politics, Mr. Ai’s aggressive words sounded suicidally aggressive and the silence from the government in Beijing was perplexing. But at this juncture, both parties were almost ceremonially enacting ancient roles. In Chinese culture, going back to Confucius, there has been a tradition of individual scholars and intellectuals denouncing rulers for wrongdoing that was bringing disharmony to society, and particularly if that wrongdoing was injurious to innocence.

• USA, EU, Tyskland, Frankrig, Australien og Storbrittannien har udtrykt bekymring for Ai Weiwei. Det samme gør nu folk i kunstverdenen, skriver Guardian:

The Tate director, Sir Nicholas Serota, said the whereabouts of the artist remained unknown. “We are dismayed by developments that again threaten Ai’s right to speak freely as an artist and hope that he will be released immediately,” he said.

Gregor Muir, director of the ICA which last week auctioned an Ai work for £50,000, said: “The ICA is deeply troubled to learn of recent events concerning Ai Weiwei. Our thoughts are with his family, studio staff and friends. Only last week, Ai donated a brilliant artwork to our fundraising auction and we are indebted to his generosity. To then hear news that Ai had been detained by his own government is deeply shocking.”

• Det ser sort ud for Ai Weiwei. Professor Jerome Cohen, der er en af de mest fremtrædende eksperter på kinesisk lovgivning, skriver på USAsia Law Institute, at han tror, politiet er ved opbygge en sag mod Ai. De andre gange, hvor han har været tilbageholdt, har det været mere spontant. Denne gang var det en velkoordineret og stor aktion:

It’s possible because of Weiwei’s family and personal connections and outside pressures that he may be released soon. What is worrisome is that his detention was not a spontaneous response to Weiwei’s well-known in-your-face lecturing of police for their abuses but a carefully thought out plan to at least keep him in the country and perhaps keep him in criminal detention, not mere house arrest. They may have chosen an intermediate course of taking him, initially, not to a regular detention house but to a “safe house”, where he is just as effectively isolated but kept in better conditions than an ordinary cell.

The formal search and seizure of his home/studio suggests that the police may have in mind a conventional criminal prosecution rather than the informal detention and quick release after some hours or days of intimidation in their custody that they frequently practice in their early days of deterring dissidents. Yet no detention notice has been received by his family and none may be since, again, there is an exception in the CPL that releases police from giving required notice of detention if to do so might interfere with their investigation. Without a detention notice, we do not know what the suspected charge might be, where he is located and who is holding him. We believe, from the search and search warrant, that the National Security Division of the Beijing Public Security Bureau (the regular police) is the authority in charge rather than the Beijing State Security Bureau (the KGB of China, responsible for international-related matters).

• Global Voices er gået på Twitter og har fundet og oversat reaktioner, der er skrevet af fremtrædende kinesiske bloggere, journalister, akademikere og advokater:

Mo Zhixu, prominent writer and critic (@mozhixu):

记得元旦时与艾未未对话，我还明确地认为，像艾未未冉云飞这样不党不群的单干户，当局不太好下手，所以应该比较安全；如今看来，北非事态改变了这一态势，有人要提前动手，以免再出现一个乃至更多个刘晓波。可是，没有刘晓波们就万事大吉了吗？
3:11 PM Apr 4th

I remember talking with Ai Weiwei during New Year’s Eve. I said that the authority will find it difficult to deal with people like Ai Weiwei and Ran Yunfei, who act individually and are not affiliated with any party. They are safe. Now, events in North Africa have changed everything. Someone has to act sooner, so as to prevent the emergence of another Liu Xiaobo. However, can you say everything is alright just by eliminating the likes of Liu Xiaobo?

I februar ville TED have haft Ai Weiwei med til en af deres konferencer, hvor den 53-årige kunstner skulle have holdt et foredrag. Det kunne han ikke på grund af “omstændighederne” i Kina. I stedet for lavede Ai Weiwei en lille dokumentarfilm, som blev optaget i hemmelighed i februar, fortæller konferencens arrangør, Chirs Anderson, i oplægget til filmen. Den er på 11 minutter. Og bestemt værd at se.

Ai Weiwei er stadig forsvundet. Der er gået over et døgn, siden han blev anholdt i lufthavnen i Beijing. Politiet vil stadig ikke hverken be- eller afkræfte, om han er officielt anholdt og eventuelt sigtet.

Hans hustru blev løsladt i aftes. Det gjorde de otte assistenter, som havde været på politistationen til afhøring også. Ai Weiwei’s ven, Wen Tao, som du kan finde her på Twitter, blev også taget i går, og han er stadig forsvundet.

Politiet har konfiskeret mindst 30 computere, notesbøger, harddiske og andet fra Ai Weiwei’s hjem og atelier.

Ai Weiwei’s sag er et meget godt eksempel på de metoder, som politiet er begyndt at bruge. Hvor folk blot forsvinder. Det er en del af den kampagne, som begyndte i februar efter Jasminrevolutionerne i Mellemøsten, og som jeg har skrevet om utallige gange her på Kinablog. For eksempel er der en lille opsamling her.

Det er langt fra første gang, at Ai Weiwei har været i vanskeligheder hos politi og myndigheder. Hver gang er han kommet ud igen. Hidtil har myndighederne ikke ville røre ham eksempelvis på grund af hans berømmelse, der også går tilbage til hans far, der var en kendt digter. Eller måske på grund af hans forbindelser både i Kina og internationalt.

• Læs også – Det handler om arbejdspladser: Hvor er Danmarks kritik af Kina?

Så lad os vente og se, hvad der kommer til at ske, siger blandt andre Joshua Rosenzweig. Han er senior manager for den amerikanske organisation Dui Hua, som overvåger det kinesiske retsvæsen og juridiske system. Jeg interviewede ham i går, og her får du lidt mere af interviewet, som der ikke var plads til i avisen.

Når en så højtprofileret person som Ai Weiwei forsvinder, så er det et tydeligt signal om, at berømmelse og forbindelser ikke længere er nogen beskyttelse. Og når de er villige til at gå efter en som Ai Weiwei, så vil de ikke udvise tilbageholdenhed overfor nogen, der er mindre berømte, siger Joshua Rosenzweig.

»Den eventuelle skade på Kinas omdømme, det er tilsyneladende ikke noget, som bekymrer dem. For det har intet med stabilitet at gøre, og stabilitet er den første prioritet,« siger Joshua Rosenzweig.

• Læs også – Interview: Den Lille Havfrue, kattekillinger og solsikkefrø

Det er svært at sammenligne størrelsen og omfanget af den kampagne, som myndighederne fører i øjeblikket. Den mod Falung Gong i 1999 var – indtil videre – større og langt mere heftig, siger Joshua Rosenzweig. Siden 2008 har der også været en fortsat kampagne mod tibetanere og uighurere. En anden sammenlignelig kampagne er den mod China Democracy Party (中国民主党), som du kan læse om for eksempel her på Wikipedia og i denne artikel fra New York Times.

»Men jeg tror, at hvis man beskriver begivenhederne nu som en kampagne mod kritiske ytringer, mod folk, som står frem og taler i håbet om, at holde magthaverne ansvarlige for deres hykleri, embedsmisbrug og lignende, så kan jeg ikke komme i tanke om en tidligere kampagner at sammenligne den med siden 1990erne. Som jeg har sagt før, viljen til at bruge rå magt, der ligger uden for, hvad det juridiske system tillader, er et nyt og skræmmende element,« siger Joshua Rosenzweig.

Søndag morgen blev Ai Weiwei anholdt i lufthavnen her i Beijing. Politiet har afspærret vejen og området omkring hans bolig og atelier. Lidt over et par håndfuld betjente holder vagt, som jeg netop har skrevet om på Berlingske.

Samtidig ransager de huset, der ligger i et støvet distrikt og tidligere industrikvarter i det nordøstlige Beijing. Ifølge en af hans assistenter har politiet beslaglagt computere, og otte ansatte skulle være blevet taget på politistationen.

Hos politiet vil man dog hverken be- eller afkræfte, om Ai Weiwei er blevet anholdt. En politimand, der nægter at fortælle sit navn, siger blot over telefonen, at han »ikke har nogen nyheder om Ai Weiwei’s situation.«

Det er ikke første gang, at Ai Weiwei har været i vanskeligheder hos myndighederne. For eksempel har han været i husarrest og han har også fået tæsk af politiet.

Jeg har talt med ham flere gange, og har blandt andet et interview med ham her. Dengang sagde han også, som ved flere andre lejligheder, at han ikke havde nogen fjender. Men at han godt var klar over risikoen, som han løb. At det kunne få konsekvenser. For Ai Weiwei har ofte gået til grænsen for, hvad myndighederne kunne acceptere. For eksempel i hans arbejde med Tan Zuoren og i det hele taget af hans offentlige kritik af Kinas Kommunistparti og regeringen. Derfor har det undret mange, hvorfor han for længst ikke er blevet anholdt, og hvordan han stadig kunne være på fri fod.

Spørgsmålet er, hvad der nu kommer til at ske. Om han snart bliver løsladt igen, eller om han denne gang for alvor er gået for langt.

Forskellen fra nu og for eksempel for to år siden er, at der i dag er mindre ytringsfrihed i Kina og mindre plads til kritik. Især efter Liu Xiaobo fik Nobels Fredspris. Og i høj grad efter Jasminrevolutionen i Mellemøsten.

Den har ført til, at myndighederne i de seneste uger har ført en massiv kampagne, hvor man slår ned på kritikere, advokater, akademikere, bloggere og andre, der kunne udfordre regeringens og Kinas Kommunistpartis magt.

Den kan du læse om her:

• Dømt på forhånd: Voldsom dom til kinesisk kritiker

• Censur i Kina: Beijing erklærer krig mod internet og e-mails

• Menneskerettigheder i Kina: Sekretæren, advokaten og forretningsmanden

• Menneskerettigheder i Kina: De forsvundne

• Journalistik i Kina: Strammere krav til udenlandske journalister

Du kan også læse alle tidligere artikler om Ai Weiwei her.

:: Opdateret 3. april 2011 kl. 23.00

En kinesisk domstol har dømt en fremtrædende aktivist til ti års fængsel. Liu Xianbin er kendt skyldig i at »opfordre til omvæltning af staten.«

Den 43-årige Liu Xianbin skrev en række artikler i 2009, hvor han opfordrede til demokratiske reformer. Liu Xianbin er også medunderskriver af Charter 08, som vinderen af Nobels Fredspris, Liu Xiaobo, er medforfatter til.

Retssagen tog kun to timer, og var efter alt at dømme bestemt på forhånd. Liu Xianbin har ikke fået lov til at se sine advokater i de seneste måneder. Liu Xianbin fik heller ikke lov af dommeren til at komme med en erklæring efter domsafsigelsen.

Dommen på ti år den hidtil hårdeste, som Kina har afsagt over en politisk fange, siden professor Liu Xiaobo blev idømt 11 års fængsel for at skrive Charter 08.

• Læs også – tidligere artikler om Liu Xiaobo

De kinesiske myndigheder har i de seneste måneder slået kraftigt ned på aktivister og kritikere, der er blevet chikaneret, anholdt eller sat i husarrest. Kampagnen er en af de største og mest omfattende i flere år.

Samtidig er det juridiske system også kommet under pres, og advokater er blevet chikaneret og myndighederne tilsidesætter i stigende grad landets egne love.

Journalister og medier er også kommet under pres, hvor der er nye og strengere krav til for eksempel erhvervsjournalistik.

• Læs også – Ingen Jasminrevolution i Kina: »Det lykkedes ikke«

Udenlandske journalister er også blevet tæsket, chikaneret og indkaldt til samtaler hos sikkerhedsmyndighederne. Der er også eksempler på, hvordan kinesiske statsborgere og ansatte hos udenlandske medier er blevet chikaneret.

Liu Xia har siddet i husarrest i Beijing siden hendes mand, Liu Xiaobo, vandt Nobels Fredspris. De to har været afskåret fra omverdenen lige siden.

Joshua Rosenzweig, der er researcher for den amerikanske organisation Dui Hua, der overvåger det kinesiske retsvæsen, har en glimrende kommentar i dagens Wall Street Journal:

A brave editorial in the influential Southern Weekend responded that “the law should be a shield for all.” It was quickly removed from the paper’s website. When it comes to those who challenge the existing political order in China, the law in China is often more a weapon than a shield, one deployed with great ruthlessness by authorities intent on preserving “stability above all else.”

Rule of law is an ideal that the Chinese government itself repeatedly professes, both to its own citizens and to the international community. But when its security forces resort to harassment, arrest, enforced disappearance and even torture to deal with perceived threats to stability and voices expressing legitimate criticism, it erodes confidence in the sincerity of the government’s commitment.

Lawyers are being targeted precisely because of their efforts to hold the Chinese government accountable for those commitments. What’s happening in China right now looks less like rule of law than a sort of “law of the jungle” in which power is exercised unchecked. As China descends into lawlessness, this jungle could become a very fierce place indeed.

Læs i øvrigt også om Liu Xianbin på Amnesty og Reuters.

:: Foto fra denne artikel

Han blev kendt på internettet som den liderlige embedsmand. Sagen om den 47-årige Han Feng begyndte i april, da hans hustru fandt hans dagbog.

På første side stod der, at han i 2010 ville have sex med 56 kvinder, og at mindst to af dem ikke skulle være prostituerede. Samtidig ville han også have to elskerinder med »respektabel« baggrund.

Der er ikke noget usædvanligt i, at velstillede kinesiske embedsmænd, partimedlemmer og kontorarbejdere har en elskerinde. Det er der flere ord for på kinesisk. Blandt andet 二奶 (er nai). Altså hustru nummer to. Eller 小三 (xiao san). Den lille tredje.

Men de kinesiske netizens – altså internetbrugere – morede sig over sagen, fordi det var hans hustru, som offentliggjorde den og sider fra hans dagbog. Hvor han praler med, at han har haft sex med 500 kvinder. Og hvor sætter et mål om, at han i alt vil være sammen med 600-800 kvinder.

• Jeg har tidligere skrevet om sagen her i maj.

Han Feng var selvfølgelig også korrupt som de fleste andre embedsmænd. Men langt mindre end flertallet. Derfor var der mange, som udråbte ham til at være en god embedsmand og en rollemodel for andre.

Kombinationen af korruption, våde middage og en gennemført promiskuøs adfærd er så udbredt blandt kadrerne i partiet, at højtstående folk i regeringen som for eksempel premierminister Wen Jiabao ofte advarer om det i taler.

For almindelige kinesere har ofte kun hån til overs for de embedsmænd, der officielt skal “tjene folket” – 为人民服务 (wei renmin fuwu). Mistilliden er så stor mod det ofte ineffektive og korrupte statsapperat, at det er en trussel mod Kinas Kommunistpartis legitimitet.

Man behøver ikke at være medlem af partiet for at gøre karriere i staten og blive embedsmand, men det er de fleste, og det er også partiet, der har magten over kadrerne og organisationen – 党管干部 (dang guan ganbu).

Problemerne med det ineffektive statsapparat går langt tilbage. Der har været reformer i 1993 og senere i 2006, hvor der blevet vedtaget nye love og tiltag, der skulle komme den illegale opførsel til livs, øge konkurrencen mellem kadrerne, skabe større offentlighed omkring beslutninger og så videre.

Har det hjulpet? Måske. Men reformerne tager tid. Og så sent som i onsdags gentog vicepræsident Xi Jinping – der højst sandsynligt bliver Kinas næste præsident – at institutioner i statsapperatet skulle styrke kadrernes uddannelse for at sikre Kinas økonomiske og sociale udvikling, som han sagde til nyhedsbureauet Xinhua.

• China Quarterly har en artikel fra marts, som beskriver reformerne. Kræver abonnement.

Han Feng er så den seneste af embedsmændene, der er kommet i offentlighedens søgelys. I går blev han idømt en bøde på 100.000 yuan – omkring 84.000 kroner – og 13 års fængsel for korruption for i alt 695.000 yuan – cirka 585.000 kroner – over ti år.

Han Feng var leder af salgsafdelingen i en statsejet tobaksvirksomhed i Guangxi. Her i provinsen rækker 695.000 yuan dog i høj grad til, at han sagtens kunne finansiere sin livsstil med kvinder og alkohol. Men det er et næsten ynkeligt beløb sammenlignet med eksempelvis den embedsmand fra Jiangsu, der i 2004 blev afskediget for at have taget 100 millioner yuan for at forfremme folk under ham til højere stillinger i provinsen.

Chinasmack har oversat forskellige kommentarer om sagen til engelsk. For eksempel denne:

He was screwed [by others, maybe those who leaked his diary]. Han Feng, overall, was a good person and a good official [but is caught, whereas] the bunch of bad guys [corrupt officials] succeed. (After serving as an official for tens of years, only finding 100,000 yuan, is that even a big deal? These days, which bastard [government official] isn’t embezzling millions to tens of millions?) In this society, the good guys don’t survive while the bad guys live forever.

Fredag eftermiddag blev Ai Weiwei sat i husarrest, som jeg skrev på Berlingske.dk. Til lørdagsavisen havde jeg et lidt længere interview med ham, som du kan læse her nedenunder.

• Du kan læse, hvad jeg tidligere har skrevet om Ai Weiwei her på Kinablog.

Det var lidt over middag, da Ai Weiwei i går fik besøg af politiet.

»Jeg er i husarrest nu, og der er politi udenfor,« siger Ai Weiwei over telefonen fra sit atelier og bolig, der ligger i den Nord-vestlige del af Beijing. De civilklædte og uniformerede betjente står og bevogter gaden foran huset.

Den 53-årige kunstner er for nyligt vendt hjem fra London, hvor han indviede sin store udstilling i Turbinehallen på Tate Modern. Det var også Ai, der lavede afløseren for Den Lille Havfrue, da han hun var på besøg hos Verdensudstillingen i Shanghai.

Ai Weiwei er ikke alene en af Kinas mest fremtrædende kunstnere, han er også en af de skarpeste kritikere af regeringen i Beijing. Og nu er de måske begyndt at slå tilbage.

Ai Weiwei har et andet atelier i Shanghai, som han selv har tegnet. Her ville han undervise i arkitektur, og stedet skulle også være begyndelsen til et nyt kunstdistrikt og kulturområde i byen.
Men tidligere på ugen gav de lokale myndigheder besked om, at han skulle rage den fem millioner kroner dyre bygning ned. Den er ulovligt opført, og Ai Weiwei har ikke fået de rigtige tilladelser, lød beskeden.

Det benægter Ai. Det hele er foregået efter loven, og han har samarbejdet med myndighederne, der også havde givet lidt over et par håndfulde andre kunstnere tilladelse til at bygge i området.
Det er derimod politisk gengæld, siger Ai Weiwei. De lokale myndigheder har ikke kunne give ham en ordentlig forklaring, men har tværtimod undskyldt over for ham. Derfor kunne det tyde på, at ordren kommer helt fra Beijing.

Det eneste Ai Weiwei kunne gøre var, at invitere til en happening på søndag i Shanghai, hvor flere tusinder ville have dukket op. Og det er måske størrelsen på arrangementet, som har bekymret de kinesiske myndigheder, der altid er angste for store forsamlinger. En angst der ikke er blevet mindre efter Liu Xiaobo fik Nobels Fredspris.

Beijing er begyndt på en kampagne, hvor politi og sikkerhedsvæsen slår ned på enhver form for social uro og protester. Politiet over hele Kina har forfulgt, chikaneret og arresteret advokater, aktivister og religiøse ledere i de seneste uger. Endda i et omfang, der er større end før de Olympiske Lege i 2008, viser en rapport fra sidste uge, der er lavet af organisationen Human Rights in China.

Torsdag aften besøgte politiet så Ai Weiwei i hans hjem i Beijing. De ville have ham til at opgive seancen.

»De sagde, at jeg ikke skulle gennemføre det, for det var blevet for stort,« siger Ai Weiwei. Han fortalte dem, at han hverken ville eller kunne aflyse begivenheden.

»Så foreslog de, at jeg skulle sige, at jeg var i husarrest. Det er jo latterligt, sagde jeg, og jeg vil heller ikke lyve over for offentligheden,« siger Ai Weiwei over telefonen.

Fredag eftermiddag kom politiet tilbage og sagde, at han var under husarrest.

»De forklarede, at de havde fået en ordre. De var meget høflige og ret flove over situationen,« siger Ai Weiwei og fortsætter:

»Det er en af tragedierne ved vores land, at politiet skal behandle alt ting. Det er som at bruge en økse til madlavning, blot fordi du ikke har andre redskaber i køkkenet« siger Ai Weiwei, der håber, at husarresten bliver ophævet søndag.

:: Privatfoto som jeg tog i hans gårdhave ved hans atelier og bolig

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) lyder en smule irriteret. Han sidder på den danske ambassade i Beijing, og de seneste ti minutter har de danske journalister brugt på at stille spørgsmål om menneskerettigheder.

Lars Løkke Rasmussens besøg skulle forbedre forholdet mellem Danmark og Kina, der var kommet på frysepunktet efter Dalai Lamas tur til Danmark i maj 2009. Derfor nytter det ikke, at man rejser til Beijing og snakker om menneskerettigheder. Især ikke når der er økonomisk krise i Danmark. Besøget handler om økonomi og forretninger.

»Hør, med al respekt, så har det ligesom været hovedformålet,« sagde Lars Løkke Rasmussen dengang i april.

»Samspillet mellem det forretningsmæssige niveau og det politiske er anderledes i Kina. Derfor er det en forudsætning for at have succes med forretninger, at der også er gode politiske relationer,« sagde statsministeren.

Jo, han havde da talt om menneskerettigheder med de kinesiske ledere, men det var »ikke et tema.« Spørgsmålet er nu, om kinesiske menneskerettigheder på vej tilbage i dansk udenrigspolitik?

For det er helt rigtigt, at politik og forretninger hænger sammen i Kina. Det er endda en del af staten. Se for eksempel på de 50 største statsejede virksomheder. Alle de administrerende direktører skal være partimedlemmer, og de har samme status som en viceminister.

Forretning og politik hænger sammen. Det fik Danmark at føle efter Dalai Lamas besøg. Og Norge er nu ved at få samme behandling.

Det virker. Det var stort set tilbage i 1997, at Danmark sidste gang forsøgte at sige fra over Kina. Her kom daværende udenrigsminister Niels Helveg Petersen (R) med en resolution i FNs menneskerettighedskommission i Geneve, der kritiserede Kina. Den blev ikke vedtaget. Heller ikke året efter, da der ikke var opbakning fra andre EU-lande. Danmark opgav.

Et andet eksempel. De Olympiske Lege i Beijing er en af de største politiske begivenheder i Kina i de senere år. Men daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen ville »ikke blande politik og sport sammen.«

Er Danmark så ved at ændre sin politik? Udenrigsminister Lene Espersen (K) har nu krævet Liu Xiaobo løsladt. Mener den danske regering det? Svaret kommer på lørdag. Her lander kulturminister Per Stig Møller (K) på officielt besøg i Kina, hvor han for alvor kan rejse kritikken.
Bør han gøre det?

Lars Løkke sagde under besøget, at Danmark er et lille land, der ikke kan gøre noget over for Kina. Kort efter besøget talte Berlingske Tidende med den fremtrædende kunstner og kritiker Ai Weiwei.

»Den vigtigste kritik kommer aldrig fra store lande. Men fra små. Vi skal beskytte værdier som menneskerettigheder, så længe vi vil kalde os selv for mennesker. Hvorfor er de bange for at snakke om det? Jeg forstår det ikke. Som et rigt og veletableret land, så er man forpligtet til at hjælpe de mennesker, der ikke har de rettigheder.«

:: Analysen blev bragt i Berlingske 13. oktober 2010

Han droppede ud af skolen, men han endte som Kinas rigeste mand. Med 42 milliarder kroner på bankbogen og en kæde af elektronik-forretninger.

Men i 2008 blev han anholdt og anklaget for økonomisk kriminalitet. I går faldt den længe ventede dom i sagen, og Huang Guangyu blev idømt 14 års fængsel og en rekordstor bøde på næsten 520 millioner kroner.

Han blev blandt andet dømt for korruption. De senere år har der været flere store profiler, der er blevet med lignende anklager. Korruption er et af de største problemer for Kinas Kommunistparti og legitimiteten i befolkningen.

Der kommer flere og flere domme i korruptionssager, der også får stadig mere offentlig omtale. Men når det kommer til de helt store sager er der ikke endnu for alvor ryddet ud i toppen. Det virker tilfældigt, hvem der bliver plukket ud, og sagerne handler lige så tit om, at man er faldet i unåde hos sine forbindelser, der ellers har beskyttet en.

Her er en opsamling med fem artikler om Huang Guangyu.

• Længere og detaljeret artikel fra Asia Times, der følger pengestrømmen.

• Guardian skriver om Huang, der nu er blevet Kinas rigeste straffefange.

• CSM skriver om sagen som et eksempel på, hvordan Kina er begyndt at slå ned på den korrupte forretningskultur.

• Independent har et portræt af “Kongen over køleskabene,” der også var kendt som pris-slagteren.

• Endelig er der det officielle nyhedsbureaus Xinhuas beskrivelse af sagen.

:: Foto fra denne artikel på nyhedsbureauet Xinhua

Op til 15 års fængsel for at råbe slagord og protestere mod myndighederne?

Det er et vanvittigt forslag, siger Li Fangping, der er en af Kinas mest kendte advokater. Jeg skrev om ham i en artikel i Berlingske i weekenden. Her får du et lidt længere interview med ham.

Artiklen handler om menneskerettighederne i Kina. For 2009 var et skidt år. Det viser to nye rapporter. Den ene er fra det amerikanske udenrigsministerium, og jeg nævnte den også i fredags her på Kinablog. Den anden rapport er fra den amerikanske Dui Hua Foundation. Du kan læse hele analysen på deres hjemmeside.

Dui Hua analyserer det kinesiske retsvæsens brug af anklagen om “endangering state security” (ESS). Deres rapport bygger på de tal, som præsidenten for Kinas højesteret fremlagde i sidste uge. Dem skrev jeg om her på Kinablog.

Hvad er det så for et forslag, som Li Fangping mener er så vanvittigt?

I søndags sluttede det årlige møde i det kinesiske parlament. Hvor tusinder af politikere og udvalgte kinesere var rejst til Beijing. Under mødet – National Peoples Congress, NPC – kom den ellers ukendte Liu Qingning fra Guangxi provinsen med et forslag, der hurtigt blev mødt af voldsom kritik fra kineserne.

Han foreslog, at kinesere, som laver politisk uorden og forstyrrer lokalregeringerne, skal kunne idømmes op til 15 års fængsel. Blandt andet for at råbe slagord, at blokere indgange til offentlige bygninger og for at bruge bannere.

Kritikken haglede med det samme ned over ham i de evigt populære diskussionsfora og sociale netværk. Blandt andet her:

其里:我们认为上访造成的极端形式是信访部门不有效工作造成的，谁也不会花费自己的钱财和时间无理取闹，没有冤情不能和政府叫板。

Og her:

刘庆宁的提案，不仅在挑战国民的心理底线，而且悍然挑战宪法，实在已经成为国民公敌，公民谢志浩建议，全国人民代表大会，采取紧急行动，审查并剥夺刘庆宁的代表资格；如果全国人民代表大会的各位代表，如若容忍甚至赞同刘庆宁的提案，脆弱的国民共识，将不复存在；原本作为弱势群体的访民，将被推向万丈悬崖；国家将会万劫不复！

Lignende kommentarer fra dette og dette forum. Den nederste kommentar er fra denne blog. Debatterne var censurerede i weekenden, men nu er de oppe igen.

Flere af brugerne skriver, at man protesterer og bruger den slags metoder mod myndigheder og lokalregeringer, fordi man er desperat. Ikke fordi man har lyst, som der stod i kommentarerne. Den slags folk kalder man for petitioners på engelsk. Der er ikke nogen ordentlig dansk oversættelse.

Hvem er manden bag forslaget, som de kinesiske netizens er så vrede på? Liu Qingning er vicedirektør for en juridisk kommision i Guangxi provinsens folkekongres.

»Han repræsenterer de afdelinger, som kan mærke presset fra de mange petitioners. Afdelingerne vil løse problemerne med den slags hårde metoder, og de vil ikke se på, hvad der er årsagen til dem,« siger Li Fangping.

Han siger også, at forslaget strider mod forfatningen, hvor kineserne har ret til den slags protester.

Men der er også en anden grund til, at forslaget kommer fra Liu Qingning.

»Han er ikke medlem af Kinas Kommunistparti, så der er ingen problemer ved, at han kommer med forslaget. Han siger det, som partiet ikke kan sige. Det er også en af grundene til, at regeringen vælger at sende delegerede til NPC, som ikke er medlemmer af partiet,« siger Li Fangping.

Han siger også, at det i dag er blevet sværere for borgerne at protestere mod myndighederne.

»Borgernes retsbevidsthed er vokset, men den politiske struktur har ikke ændret sig fundamentalt, så når de ikke kan klare presset, forsøger de at bekæmpe det med ulovlige metoder,« siger Li Fangping.

Hvis forslaget en dag bliver vedtaget, så vil det have omfattende konsekvenser.

»I dag er det ulovligt at forhindre petitioners og de sorte fængsler er også ulovlige. Men med forslaget ville begge dele blive lovlige, og det vil blive meget lettere at sætte folk i fængsel,« siger Li Fangping.

»Hvis det her forslag bliver vedtaget, så vil mistilliden mellem det offentlige og befolkningen virkelig blive alvorlig,« siger Li Fangping.

:: Bagsiden af et sort fængsel, som jeg besøgte her i Beijing. Tidligere artikler om sorte fængsler på Kinablog

Hun var en fattig pige fra landet, der åbnede en skønhedssalon. Inden der var gået ti år, havde hun både hoteller, butikscentre og utallige andre forretninger. Hun tjente milliarder, og Wu Ying var kun 26 år gammel, da hun blev kåret som Kinas sjetterigeste kvinde. Men i 2006 blev hun arresteret på et af sine hoteller.

Du kan læse om hende i min artikel i Berlingske. For nu er retssagen slut.

Hun har siddet fængslet siden 2006, men før jul faldt der dom i sagen. Hun blev dømt for korruption og svindel. Og straffen? Den er hård. Hun blev dømt til døden.

Hvad er der sket med Wu Ying siden da? Sagen er ikke helt slut endnu, for hendes advokat, Yang Zhaodong, ville forsøge at overtale hende til at anke dommen. Og det lykkedes åbenbart. Den 28. december ankede hun dødsdommen.

Men der er endnu ikke sket noget. Dokumenterne er endnu ikke blevet behandlet og kommet videre i retssystemet, fortæller Yang Zhaodong. Måske fordi der her omkring nytår er mange sager, der skal afsluttes, siger Yang.

»Jeg vil mene, at der stadig er håb. Men tingene kan ændre sig hurtig, og det er svært at forudsige, hvad der kommer til at ske,« siger Yang Zhaodong.

Og så et lille sidespring her til sidst. Modsat i Danmark har medierne i Kina let adgang til retssale. Kriminalstoffet fylder godt herovre. Selv grove videoer fra for eksempel overvågningskameraer dukker også ofte op på både TV og internet. Når der bliver afsagt dom i en sag som Wu Ying’s – eller for den sags skyld også i langt mindre forbrydelser – så er der tit kameraer med helt inde i retslokalet, så man også tydeligt kan se de dømtes reaktioner. Eksempler fra nyhedsudsendelser, der viser retssagen mod Wu Ying, her, her og her.

:: Foto fra denne artikel

Han fik otte års fængsel. Og skal betale 1.700 kroner i kompensation til den 21-årige pige, som han voldtog.

Den 21-årige Li Ruirui (李蕊蕊) tog til Beijing i august. Hun var blevet smidt ud af sit universitet. Hun følte sig uretfærdigt behandlet, men kunne ikke gøre noget. Hun var desperat, så hun rejste til Beijing for at klage over universitet i sin hjemby.

Den slags er dårlig reklame for embedsmændene ude i provinserne. Hver dag ankommer der hundreder af borgere til Beijing, som vil tale med folk fra centralregeringen og klage over for eksempel korrupte embedsmænd i deres hjembyer.

Det vil provinserne undgå. Derfor har de forskellige provinser op mod i alt 10.000 ansatte, der hver dag støvsuger hovedstaden for petitioners. Borgerne bliver fanget. Og sat i et af centrene i det illegale netværk af sorte fængsler. Som jeg også har skrevet om her.

Li bliver også fanget. Og sat i et fængslerne, der er i dette tilfælde var et hotel, som den lokale provins havde lejet i Beijing. Her skulle hun sidde, indtil hun kunne blive eskorteret hjem igen.

Men om morgenen den 4. august kravlede den 26-årige Xu Jian (徐建), der var vagt i fængslet, op i sengen til Li og voldtog hende.

Sagen gav stor debat i Kina. Fordi det var endnu et eksempel på foragt for borgerne. Og endda i et af de forhadte, sorte fængsler. Li anlægger også sag mod Xu Jian. Og nu er der dommen faldet.

Voldtægt kan medføre dødsstraf i Kina. Minimumsstraffen er ti år. Men Xu fik otte års fængsel og skal betale 2.300 yuan (1.700 kroner) i kompensation til Li, der ellers havde søgt om 100.000 (74.500 kroner).

Dommen har gjort flere kinesere rasende. For eksempel over størrelsen på kompensationen. Som der står på denne tråd på avisen Beijing Qingnian Bao:

Kom, kom, se hvor lidt det koster for autoriteter at voldtæge almindelige folk

快来看看权力强奸百姓的成本有多么低廉吧

Eller på Sohu:

Kompensationen havde måske været ok, hvis der var sat tre nuller bag…

这赔偿金额后面加三个零还行…

:: Foto af det sorte fængsel fra denne side

Et kinesisk magasin har offentliggjort en længere artikel om de sorte fængsler, som jeg har skrevet om tidligere.

I Kina rejser tusinder af folk ude fra provinserne og op til Beijing. Det er folk, petitioners, som af den ene eller anden grund føler sig uretfærdigt behandlet af retsvæsen eller embedsmænd i deres hjemprovins. Korruption er ofte en del af forklaringen. Borgerne tager til Beijing, hvor de håber på at få hjælp fra centralregeringen, ministerier eller myndigheder.

Det er provinserne ikke glade for. For den slags sager er dårlig omtale. De lokale embedsmænd er under pres fra centralregeringen for at opretholde social ro og orden, og de bliver straffet, hver gang der er uro.

Derfor har provinserne et netværk af fængsler eller detentioner i Beijing. Nogle gange kan det blot være et lokale i en ejendom. Måske en etage på et hotel. Eller kælderen i et rigtigt fængsel, som provinserne på den ene eller anden måde lejer sig ind i.

Ifølge artiklen har alle provinser folk, der strejfer rundt i Beijing for at fange petitioners. I alt har de op mod 10.000 “fangere” i den kinesiske hovedstad.

De Sorte Fængsler har længe været en offentlig hemmelighed i Kina. Og for et par uger siden kom Human Rights Watch med en rapport, som også dokumenterede netværket af fængsler.

Udenrigsministeriets talsmand, Qin Gang, benægtede, at der skulle være Sorte Fængsler i Kina.

»I don’t know what their motivation was. I can assure you there are no so-called black jails in China. We put people first, and we are an administration for the people. If citizens have complaints and suggestions about government work, they can convey them to the relevant authorities through legitimate and normal channels.«

Det sagde Qin Gang på sin presse konference den 12. november til udenlandske journalister. Citatet er ikke med i referatet fra mødet.

Du kan læse hans kommentarer på for eksempel AP, NYT og AFP.

Det er magasinet Liaowang (瞭望), der har bragt artiklen. Liaowang kan oversættes til Udkig. Det er et magasin, der henvender sig til embedsmænd og beslutningstagere i Kinas Kommunistparti.

(Jeg kan ikke linke til den, for magasinet fortæller, at de endnu ikke har lagt den originale artikel på nettet, men at den skulle komme i næste uge.)

Men det officielle nyhedsbureau Xinhua har også offentliggjort artiklen.

Liaowang og Xinhua ville aldrig offentliggøre en så følsom artikel, med mindre den i forvejen har opbakning langt oppe i Kinas Kommunistparti.

Så som en af brugerne skriver på dette forum:

»Det er et følsomt emne, så hvorfor bliver der givet grønt lys for det lige nu?«

Du kan læse mere om artiklen og de sorte fængsler på Telegraph, AP, SMH,NYT og min egen i Berlingske.

Omkring de “rigtige” fængsler, så skrev Time for nylig en artikel om en reform af det kinesiske fængselsvæsen.

Chinasmack har en billedserie af kinesiske fængsler og har oversat kommentarer fra fora.

:: Privatfoto. Det viser indkørslen til et fængsel i det sydlige Beijing, hvor der også sidder petitioners.