Under the Jacaranda Tree har en opsamling om massakren på Tiananmen den 4. juni 1989. Advarsel – der er virkeligt stærke billeder. Men de viser tydeligt, hvordan der så ud efter den begivenhed, der på mange måder har formet det politiske Kina i de seneste 21 år.
Du kan også læse min opsamling her eller se alle artikler med tagget Tiananmen.
I dag er det 21 år siden, at der ikke skete noget på Tiananmen pladsen. Officielt, i hvert fald, for demonstrationerne er stadig tabu i Kina. Al anden information end den officielle er censureret, og derfor er der mange unge kinesere, som kun har en svag ide om, hvad der foregik dengang i 1989.
Her får du en opsamling over, hvad jeg tidligere har skrevet om Tiananmen og den 4. juni 1989.
• Kort rids af 1980erne i Kina.
• Tidslinje der viser hændelserne fra april og frem til pladsen blev ryddet.
• Interview med soldat, der var med til at rydde pladsen (også på Berlingske).
• Gode links om Tiananmen, der giver baggrund om optøjerne set her 20 år efter.
• Hvad siger de unge kinesere så til optøjerne dengang? Kende de overhovedet til dem, og kunne det ske igen?
• Og sidste års store klassiker – en civilklædt betjent forsøger at blokere CNN fra at rapportere fra Tiananmen ved konstant at gå ind foran kameraet med en paraply.
I dag i Magasinet i Berlingske har vi stort temanummer om 1989. Blandt andet med øjenvidner fra dengang, hvor Muren faldt i Berlin, Sovjetunionen kollapsede og den kinesiske regering slog ned på demonstranterne i Kina.
Jeg har interviewet en tidligere soldat, der var med til at rykke ind på Tiananmen i Beijing den 3. juni 1989. Du kan læse interviewet i Magasinet her, og en længere udgave her nedenunder. På Kinablog er der også en tidslinje over ugerne op til demonstrationerne, og her kan du læse et kort rids af 1980erne i Kina og optakten til demonstrationerne på Tiananmen.
Chen Guang er 17 år. Han er soldat. Han står med et gevær i hånden, og hans arme ryster. Han har lige fået lov til at åbne ild mod demonstranterne, der står foran ham og de andre soldater.
»Jeg vil ikke skyde på studenterne,« tænker Chen Guang.
Cheng Guang kommer fra en fattig familie i Hunan provinsen, der ligger i det sydlige Kina. Han gik ind i hæren i 1988. Det var året før massakren på Den Himmelske Fredsplads i Beijing, hvor kinesiske soldater natten mellem 3. og 4. juni skød og dræbte flere hundrede civile, og hvor tusinder blev såret.
I dag sidder han i sin lejlighed, der ligger en times kørsel fra den centrale plads i Beijing. Han har grå streger i det sorte hår. Han er lille. Spinkel. Han forsvinder næsten i den store, hvide lædersofa.
Han fortæller, at han dengang var udstationeret nord for Beijing.
»Vi var på et specialkursus i bjergene udenfor Beijing, hvor vi fik intensiv militær træning. Vi løb hver morgen, og jeg blev trænet i kung-fu og i at bruge forskellige skydevåben. Men i begyndelsen af maj blev kurset afbrudt,« fortæller Chen Guang.
Soldaterne får at vide, at situationen i Beijing er »kompliceret.« De skal tilbage til deres kaserne. De får at vide, at der er studenter som laver optøjer. Hver dag fortæller officererne på stormøder, at det er uromagere blandt studenterne, som er skyld i balladen. De kalder dem for kriminelle. Andet ved soldaterne ikke. De får ikke andre informationer, og de kan ikke høre nyheder.
Den 20. maj om eftermiddagen sætter Chen Guang sig op på ladet af en militær lastbil. Soldaterne skal ind til Tiananmen.
De var blevet samlet om morgenen. Officererne havde fortalt dem, at der var kaos og uro i Beijing. På grund af »skadelige elementer« blandt studenterne, der ville omvælte systemet og angribe landets ledere og regering.
Officererne havde også givet hver af dem et gevær.
»Det var uklart, hvorfor de gav os geværer, og hvorfor vi skulle til Beijing. Vi havde kun fået besked på, at vi skulle stabilisere situationen,« fortæller Chen Guang.
Soldaterne sætter sig op i lastbilerne, og den tre, fire kilometer lange konvoj begynder den flere timer lange køretur mod centrum af Beijing.
Men de når aldrig at komme ind på pladsen. Civile og demonstranter har blokeret vejen for dem. Sådan var det over hele Beijing. Kolonner med tusinder af soldater var på vej ind fra alle sider mod Tiananmen, men vejene var blokerede. Ofte af helt almindelige borgere, der ellers ikke havde noget med demonstrationerne at gøre. For eksempel buschaufførere, der stillede deres busser på tværs af vejene og smed nøglerne væk.
Chen Guang er chokeret, da han ser de mange helt almindelige mennesker, der står rundt omkring vejspærringen.
»Vi kom jo næsten lige fra vores træning i bjergene, vi vidste ingenting, og de havde slet ikke nævnt alle de demonstranter. Vi fik nyheder fra de militære aviser, og de talte kun om ”skadelige elementer”. Det var heller ikke bare studenter, som vi havde fået at vide, det var almindelige mennesker og folk fra forskellige arbejdsenheder,« siger Chen Guang.
Ligesom så mange andre steder prøver de på at overtale soldaterne til at opgive. Soldater skal beskytte nationen, og ikke være med til at undertrykke befolkningen, siger de til Chen Guang. De fortæller også soldaterne, at de demonstrerer mod korruption, og at de kun vil det bedste for nationen, siger Chen Guang.
»Vi anede ikke, hvad vi skulle tro,« siger Chen Guang.
Men officererne var bange for, at de civile ville have dårlig indflydelse på soldaternes moral.
»Vi måtte ikke tale med dem, men det gjorde vi alligevel. Officererne delte også papirer ud, hvor de skrev om de ”skadelige elementer”, men vi kunne ikke se dem,« siger Chen Guang.
Konvojen holder der i tre dage, før de vender om.
»Det var et stort chok at tage tilbage. Jeg havde ikke forventet at se så mange, der fejrede det med at holde bannere op, og nogle endda med fyrværkeri. Vi var forvirrede, og vi forventede ikke at se de civile reagere på den måde,« fortæller Chen Guang.
De næste dage holder officererne opbyggelige taler for soldater. Og i ventetiden skifter hæren taktik. Den 2. juni får Chen Guang og de andre i hans enhed ordre om, at de dagen efter skal tage ind på Tiananmen pladsen i civilt tøj. Chen Guang får et par sorte bukser og en blå skjorte.
De fleste andre soldater tager derind i busser og med undergrundsbanen.
»Jeg fik besked på at holde øje med alle våbnene, der blev læsset ind i en bus. Der var så mange geværer, at de lå stablet op i bunker helt op til vinduerne, og jeg kunne ikke sidde ned, fordi der var så mange våben. Så jeg sad ovenpå dem,« siger Chen Guang,
Han var nervøs. Han havde fået besked på, at han ikke skulle gå ud af bussen, hvis de blev standset, for der var kun ham og chaufføren i bussen. Men det lykkedes for dem, at køre uden om vejspærringerne.
Klokken 13 ankommer de til Folkets Store Hal, der svarer til det danske Folketing, og som ligger på den vestlige side af Tiananmen pladsen. De kører ind ad bagindgangen. Der er kun dem. De andre soldater er ikke kommet frem.
Chaufføren bliver i bussen, mens Chen Guang begynder at bære alle våbnene op på tredje sal. Han kiggede ud af vinduet. På de hundredtusinder af mennesker, teltene og skraldet, der har hobet sig op gennem de uger, hvor demonstranterne har boet på Tiananmen.
»Hele pladsen var fyldt. Og studenterne anede ikke, at vi var der,« siger Chen Guang. Men rygtet spreder sig hurtigt. Hæren er på vej ind i byen. Og det er ikke dem alle, der er i civilt tøj. Ligesom tidligere forsøger borgerne at blokere vejen for kampvognene og lastbilerne. Men denne gang lykkes det ikke.
Cheng Guang fortsætter med at bære geværer op. Han kan høre larmen. Den vokser. Han kan se ud af vinduet, hvordan de ude på pladsen kravler ud af teltene, begynder at tale med hinanden og løber rundt og udveksler informationer. Ved 15-tiden er han færdig. Nu er Folkets Store Hal ved at være fyldt med soldater, der skifter deres almindelige tøj ud med uniformer.
Chen Guang får at vide, at nogle demonstranter har stoppet en gruppe soldater og taget våbnene fra dem. De får ordre på at få dem tilbage. Der er 3.000 soldater i gruppen, men de når kun ud til vest-porten, før de bliver standset. Demonstranterne begynder at holde taler for dem.
»Jeg var forvirret, og der var noget galt. Vi havde fået at vide, at det var kriminelle, men det her var bare studenter og arbejdere, der talte om at ændre det kinesiske system. Det var ikke uromagere,« siger Chen Guang.
Men stemningen bliver dårligere og dårligere. Soldaterne begynder at gå i panik, da folk begynder at smide sten og flasker efter dem. Nu tænker de kun på at beskytte sig selv, siger Chen Guang. Først efter fire timer får de lov til at gå.
»Jeg følte mig heldig,« siger Chen Guang.
Tilbage i Folkets Store Hal sidder soldaterne og venter på besked om, hvornår de skal rykke ind på pladsen. De får besked på at putte ammunition i våbnene. Atmosfæren er nervøs. Der er stille. Men pludselig hører han skud. Det var nogle soldater på etagen ovenover, som kom til at affyre deres våben.
De venter i flere timer indtil de får besked på at gøre sig klar.
»Klokken 23 åbner de portene og kaos begynder,« siger Chen Guang.
De tusinder af soldater løber ud af Folkets Store Hal, ned ad trapperne, og stiller sig med front ud mod Tiananmen. Chen Guang sveder og hans arme ryster.
»På det tidspunkt vidste jeg, at nogle af studenterne derude var fra den samme hjemby som jeg kom fra,« siger Chen Guang.
»Vi var meget nervøse. Ingen talte med hinanden. Vi var bange for, at studenterne skulle dø, vi havde jo været i kontakt med nogle af dem tidligere, og vi følte, at kendte dem. Vores våben var ladte, og hvis vi kom til at skyde ved et uheld, kunne det dræbe nogle af demonstranterne,« fortæller Chen Guang.
Soldaterne havde fået lov til at skyde, hvis nogen forsøgte at standse dem. Det ville ikke få retlige konsekvenser bagefter, fik de at vide.
»Jeg vil ikke skyde på studenterne. Så hvad gør jeg, hvis de forsøger at stoppe mig,« tænker Chen Guang.
Ved midnat bliver lyset på pladsen slukket. Højtalerne hviner. Beijings borgmester, Chen Xitong, begynder at tale. Han siger, at det anti-revolutionære oprør skulle brydes op, og at studenterne skulle forlade pladsen eller selv svare for konsekvenserne.
Efter en halv time kommer lyset tilbage. Chen Guang kan se demonstranterne, der står og taler med hinanden udenfor teltene, eller begynder at gå ned mod monumentet midt på pladsen.
Chen Guang og hans gruppe bliver stående langs siden af pladsen. Pludselig er der skud. Overalt. Der er røg. Fra geværerne. Og fra telte som der ild i. To kampvogne kører ind på pladsen. Han kan se, hvordan specialenheder rykker frem fra den nordlige del af pladsen, og trænger demonstranterne længere ned. Soldaterne går fra telt til telt.
»Jeg tror, at de havde kontakt med nogle studenter. Men jeg kunne ikke se, om de skød, for jeg stod for langt væk, og jeg kunne ikke høre det, for der var skud overalt,« siger Chen Guang, der så andre soldater, som tævede studenter med stave.
Den aften rykkede 200.000 soldater ind i Beijing. Det var første gang siden 1949, at der var soldater i byen. Officielt blev cirka 250 personer dræbt, men uofficielle skøn går på flere tusinder. Langt de færreste af dem blev dræbt på selve pladsen. De fleste omkom i gaderne og på de store avenuer omkring Tiananmen.
Klokken tre om natten står Chen Guang på trapperne til Folkets Store Hal. Bag ham er førstesalen fyldt med sårede soldater. Der var blod overalt. En af dem havde mistet en arm, og lægerne stod rundt om ham.
Chen Guang går rundt langs pladsen, der nu er ryddet. Der går soldater rundt derinde, som er i gang med at hjælpe sårede demonstranter. Længere oppe går han forbi en militærbus, hvor andre soldater står og banker demonstranter. På Changan Avenue, der ligger mellem Den Forbudte By og Tiananmen, holder der afbrændte biler og lastbiler. Selv træerne var brændte.
»Jeg så ingen lig. Men jeg så folk, som var sårede. Og folk som lignede nogen, der var ved at dø,« siger Chen Guang.
»Nogle gange spørger jeg mig selv, om Tiananmen var en krigszone,« siger Chen Guang.
Klokken fire om morgenen har soldaterne samlet teltene sammen. De sætter ild til dem. Og til skraldet, der havde ligget overalt. Ved seks-tiden begynder det at regne. Kraftigt. De enorme bunker aske siver ud på pladsen.
Kort efter blev Chen Guang overført til den kinesiske hærs kunstskole.
»Jeg følte mig forvirret, og jeg ville ikke tale om det i to år. Jeg ville bare væk og et roligt sted hen,« siger Chen Guang.
Efter kunstskolen kom han ind på Chinese Academy of Fine Arts, som han forlod i midten af halvfemserne. Siden har han arbejdet som kunstmaler. Men det var først i 2004, at han lavede det første maleri om Tiananmen. Som han blev nødt til at opgive og lægge fra sig igen.
»Jeg kunne ikke, jeg var stadig forvirret,« siger Chen Guang. Der gik to år, før han kunne gå tilbage og arbejde på en serie. Flere af hans venner har bedt om at stoppe med malerierne. For de har ingen kommerciel værdi. Hvis kinesiske gallerier udstillede hans billeder, ville de bliver lukket med det samme, for episoden er stadig tabu i Kina. Og Chen Guang risikerer at komme i fængsel:
»Jeg er ligeglad. Om de accepterer det eller ej, de kan ikke stoppe det. Det her er en personlig ting, og det handler om min kunst« siger Chen Guang.
I dag har han atelier i sin lejligheden, der er i to etager. I to af rummene står der rækker af malerier langs væggene. Nogle af lærrederne er små. Andre et par meter høje. På nogle af dem er der studenter som råber, der er kampvogne i kolonner, bunker af skrald som ryger. På et af dem soldater, som går rundt på pladsen om morgenen. Med geværet over skulderen. Men hvad med ham selv? Skød han nogen?
»Jeg skød op i luften. Jeg forsikre dig om, at jeg ikke ramte nogen,« siger Chen Guang.
I dag i Magasinet i Berlingske har vi stort temanummer om 1989. Blandt andet med øjenvidner fra dengang, hvor Muren faldt i Berlin, Sovjetunionen kollapsede og den kinesiske regering slog ned på demonstranterne i Kina.
Jeg har interviewet en tidligere soldat, der var med til at rykke ind på Tiananmen i Beijing den 3. juni 1989. Du kan læse interviewet i Magasinet her, og en længere udgave her på Kinablog. Her nedenunder er der en tidslinje over ugerne op til demonstrationerne, og her kan du læse et kort rids af 1980erne i Kina og optakten til uroen på Tiananmen.
Officielt blev 300 personer dræbt. Andre skøn ligger på mellem 2.000-7.000 omkomne. Tusinder af sårede. Og mindst 2.500 anholdte.
15. april: Den tidligere generalsekretær i Kinas Kommunistparti, Hu Yaobang, dør af hjerteslag. Han var fortaler for demokrati, og forbillede for mange studenter. Protesterne begynder.
17. april: 700 studenter samles på Tiananmen pladsen.
22. april: Hu Yaobang begraves, og 30.000 studenter møder op på Tiananmen, og forlanger at tale med premierminister Li Peng.
24. april: Studenter boykotter undervisning på universiteterne.
27. april: Protestmarch fra universitet til Tiananmen.
4. maj: 20.000 studenter, der kom fra 56 universiteter i Beijing og andre dele af landet, mødes på Tiananmen.
5. maj: Partisekretær Zhao Ziyang giver udtryk for, at han vil mødes med studenterne. Den reformvenlige Zhao taber senere kampen til den hårde kerne i Kinas Kommunistparti.
13. maj: Studenter går i sultestrejke på pladsen.
16. maj: Sovjetunionens daværende præsident Mikhail S. Gorbatjovs besøg i Beijing giver stor bevågenhed fra verdenspressen.
17. maj: Cirka en million personer samles på pladsen foran Den Forbudte By.
18. maj: Premierminister Li Peng mødes ledere af forskellige studentergrupper.
19. maj: Zhao Ziyang forsøger forgæves at overtale studenterne til at forlade pladsen. Ved sin side står hans stabschef, Kinas nuværende premierminister Wen Jiabao, der overlever den efterfølgende politiske udrensning. Det er sidste gang, at Zhao ses i offentligheden.
20. maj: Li Peng erklærer undtagelsestilstand i Beijing. Zhao Ziyang fratages samtlige sine titler.
21. maj: Over en million mennesker trodser undtagelsestilstanden. Andre steder i byen forhindrer borgere militæret i at komme frem til pladsen.
23. maj: Millioner af borgere går i protestmarch og forlanger Li Pengs afgang.
25. maj: 100.000 arbejdere forlanger, at Li Peng træder tilbage.
26. maj: Zhao Ziyang sættes i husarrest.
30. maj: Studerende fra Beijings Central Arts Academy rejser en statue, der er modelleret efter den amerikanske Frihedsgudinde. Den lidt over 11 meter høje statue hedder Demokratiets Gudinde.
3. juni: Om aftenen begynder kampvogne og 200.000 soldater fra 12 hærenheder at rydde pladsen.
5. juni: Den ukendte »Tank Man« standser en kolonne på fire T59 kampvogne.
:: Foto fra 64memo
I dag i Magasinet i Berlingske har vi stort temanummer om 1989. Blandt andet med øjenvidner fra dengang, hvor Muren faldt i Berlin, Sovjetunionen kollapsede og den kinesiske regering slog ned på demonstranterne i Kina.
Jeg har interviewet en tidligere soldat, der var med til at rykke ind på Tiananmen i Beijing den 3. juni 1989. Du kan læse interviewet i Magasinet her. Og en længere udgave her på Kinablog, hvor der også er en tidslinje over ugerne op til demonstrationerne. Her nedenunder kan du læse et kort rids af 1980erne i Kina og optakten til demonstrationerne på Tiananmen.
Grundlæggeren af Folkerepublikken Kina, Mao Zedong, var død i 1976. To år senere begyndte hans efterfølger, Deng Xiaopeng, på økonomiske reformer, der åbnede Kina op for omverdenen. Hele samfundet var under forandring.
Se på 1987, hvor Kina fik ny regering. Da den skulle præsenteres holdt de noget så usædvanligt som en pressekonference for de internationale journalister. Men ikke nok med det. Lederne havde jakkesæt på. Ligesom i vesten. Det var første gang i årtier, at kinesiske ledere viste sig offentligt, uden at have den traditionelle Mao-jakke på. Da de udenlandske journalister spurgte om det, tog landets mest magtfulde mand, generalsekretæren for Kinas Kommunistparti Zhao Ziyang, og åbnede sin jakke, hvor han grinende viste et mærke, som der stod »Made in China« på.
Kina blev ramt af en kulturel feber i 1980erne, hvor de intellektuelle og unge i byerne ikke kunne få nok af film, kunst, musik og litteratur fra vesten. Her forsøgte de at finde svaret på firsernes to store spørgsmål – hvad vil det sige at være kineser, og hvor er Kina på vej hen. For millioner af kinesere var frustrerede over kommunismen og staten. De begyndte at udtrykke sig med skuespil, digte, rockmusik, malerier, film og tegneserier. Som regeringen slog ned på med censur. Det var ikke spørgsmål, som Kinas Kommunistparti havde lyst til at svare på.
For partiet var i vanskeligheder. Efter Mao’s død var det tydeligt, at den kinesiske stat var svag. Det var ikke en institution, der kunne drive bureaukratiet, centralregeringen og provinserne fremad i samme retning. Det handlede om vennetjenester, skjulte forbindelser, forhandlinger og fløjkrige.
Og ikke mindst korruption. De økonomiske reformer havde fået den til at vokse eksplosivt. I 1986 var frustrationen så voldsom, at unge og intellektuelle trodsede regeringens forbud og utallige demonstrationer brød ud. Kravet var politiske reformer, der kunne bringe åbenhed til de økonomiske reformer.
Regeringen slog ned på demonstranterne, og kaldte dem for illoyale over for partiet. Men det fik også mange af de gamle og mest konservative kommunister til i slutningen af firserne at træde tilbage. Forskellene mellem rig og fattig fortsatte dog med at vokse. Korruptionen var der stadig. Og de nye ledere lyttede ikke til kravet om mere åbenhed.
Frustrationen voksede så meget, at der brød nye demonstrationer ud i 1989, da den reformvenlige Hu Yaobang døde. I midten af maj kulminerede det med en million mennesker på Tiananmen pladsen. Studenter, arbejdere og helt almindelige borgere. Og der var optakten.
Du kan læse flere artikler om demonstrationerne på Tiananmen her på Kinablog.
:: Wham var den første vestlige gruppe, der gav koncert i Kina
Han har lige adopteret 40 katte, der var på vej til at blive aflivet. I forvejen har han tre killinger, der går rundt inde i det store atelier.
De piler rundt i det, der er Ai Weiweis (艾未未) seneste kunstværk – en enorm bunke af solsikkefrø. Hvor alle frøene er lavet i keramik. Og malet i hånden.
»Det har taget mig et år, at gøre færdigt,« siger Ai Weiwei, der står foran den grå-hvide bunke.
»Jeg ved ikke hvor mange, der er. Men der er flere millioner af dem,« siger han og tilføjer med en hovedrysten:
»Alligevel er der flere biler i Beijing. Kan du forestille dig det?!?«
Ai Weiwei er en af Kinas mest markante kunstnere, der blandt andet har været med til at designe Fuglereden. Det er den olympiske stadion i Beijing, hvor åbnings- og slutceremonien blev holdt i august sidste år.
Han er også kendt for at være en provokatør med markante holdninger. Og for at være en skarp kritiker af den kinesiske regering. Derfor er han nu kommet i vanskeligheder, som jeg skriver om i mit interview med ham i dagens Berlingske.
• Se alle artikler på Kinablog om Ai Weiwei
Før 20-årsdagen for urolighederne på Tiananmen lukkede myndighederne hans blog og hjemmesider. Han er blevet afhørt af sikkerhedspolitiet, der også overvåger hans hus og skygger ham, når han går ud.
Blandt andet har myndighederne lukket hans blog. Det har blot fået ham til at åbne en ny, der ligger på en server i udlandet.
Den nye blog er også på kinesisk. Men alligevel kan man godt nyde en af hans seneste artikler, hvor han driller politiet, ved at sætte en stor gren ind foran et af overvågningskameraerne hjemme på hans vej.
Du kan også følge ham på Twitter eller Fanfou, men de er også begge på kinesisk.
• Læs om protest - Ai Weiwei i husarrest.
I Danmark er Ai Weiwei mest kendt for, at være den kinesiske kunstner, der skal lave afløseren for Den Lille Havfrue, mens hun i seks måneder er på verdensudstilling i Shanghai.
Ai Weiwei vil dog ikke sige, hvad han har tænkt sig at opføre på Langelinie:
»Jeg kan sige, at jeg altid forsøger at relatere mit arbejde til politik og historie; måden vi lever på, hvilke mønstre vi følger og sociale emner. Det vil man også komme til at se i København.«
Her er gode links om Ai Weiwei:
• Du kan læse om ham på Wikipedia, hans egen hjemmeside og på Artnet.
• Danwei har oversat en forklaring fra Ai Weiwei’s advokat på, hvorfor den kendte kunstner skal stå skoleret på politistationen.
• China Geek har oversat flere artikler fra Ai Weiwei’s blog, blandt andet hvor han skriver om Deng Yujiao.
• Ai Weiwei skriver i The Guardian om jordskælvet sidste år, og hvorfor det er vigtigt at presse myndighederne i sagen.
• Hvem er Ai Weiwei? Umuligt at svare på. Han er et ikon, skriver Sinopop.
• Massakren på Tiananmen. Det er blevet abstrakt begreb. Som de tusinder af døde. Et stort tal, der er svært at forholde sig til. Så gå først over og se dette billede. Det er fra AP, og derfor er der copyright på, så jeg ikke kan lægge det på Kinablog.
• New York Times har interviews med de fire fotografer, der tog billeder eller film af den ikoniske Tank Man.
• Hvorfor gjorde du det? Peking Duck har et interview med en af demonstranterne fra 4. juni.
• Hvordan har Kina udviklet sig siden 1989? Og hvor store er chancerne for, at der nogensinde bliver demokrati i landet? Council of Foreign Relations har spurgt seks eksperter.
• China Digital Times – der i dagens anledning har lagt hjemmesiden i sort – har som altid en god samling links.
• Kina har fået hukommelsestab. Regeringen har slettet massakren fra det skrevne og talte ord. I dag er byens landskab den eneste forbindelse til 4. juni 1989. Forfatteren Ma Jian (马健), der var med studenterne på pladsen dengang, tager fra sit eksil tilbage til Beijing. Det har han skrevet om i Guardian. Et virkeligt velskrevet og interessant stykke.
• Jeg ville måske ikke gøre det igen, siger en af de kinesere, som BBC har talt med til 20 years on: Memories of Tiananmen
• Video af Zhao Ziyang, der taler til studenterne, og med engelsk oversættelse via CDT.
:: Billedet er her fra Picassa
:: Hvem siger, at en Top Fem ikke ikke kan have otte punkter?
Nej, hvor pudsigt. Tænk at det skulle ske i dag. .
En tilfældighed? Helt sikkert.
Hundreder af sociale netværk og websites er blevet lukket. De servere, som de bor på, er nemlig under vedligeholdelse.
Eller som kineserne kalder det: 中国网站维护日.
Det er national “vedligeholdelses-dag” på det kinesiske internet.
Du kan se hele listen over de lukkede hjemmesider. Det er et Google regneark, der åbner i din browser.
Den er på kinesisk, men der er links, som du kan klikke på.
Den 2. juni skrev jeg om, at de også havde lukket for adgangen til blandt andre Twitter og Hotmail.
Men den nye bølge af lukninger er det hidtil mest massive eksempel på censur, og hvordan myndighederne kan kontrollere internettet.
Forleden og flere andre gange har jeg også skrevet om, hvor meget kineserne bruger sociale hjemmesider og services på internettet.
Og hvor vigtige de er for social aktivisme i landet. Som for eksempel i sager som den om Deng Yujiao. Den 21-årige kvinde, der myrdede en embedsmand, da han forsøgte at voldtage hende.
Det er selvfølgelig også gået op for centralregeringen i Beijing.
Man kan se hele li
Sikkerheden omkring Tiananmen er massiv, som jeg skriver i dagens Berlingske.
Utallige udenlandske journalister er de seneste dage blevet nægtet adgang til pladsen, som jeg skriver om her på Kinablog.
Hvorfor er det vigtigt? Fordi det forhindrer mediernes dækning i det land, der hurtigt er på vej til at blive verdens næststørste økonomi, og en af de mest magtfulde nationer på jorden.
Dernæst viser det, hvor langt myndighederne vil gå for at slette begivenhederne i 1989 fra kinesernes og verdens hukommelse.
I går kom nogle journalister ind på pladsen, hvis de havde “glemt” deres pas derhjemme, og blot sagde, at de var turister.
Men de fleste blev afvist. En fotograf fra et nyhedsbureau blev for eksempel bedt om at slette sine fotos. Jeg ved ikke, om CNN har fået officiel tillladelse til at lave den stand-up, som man kan se på videoen herover.
Den civilklædte kinesiske politimand gør dog hvad han kan, for at forpurre indslaget. Og det er jo morsomt.
Men også pandeklaskende ynkeligt.
Her er et godt citat:
»As a country ruled by law, China will not punish anyone for expressing their opinions to the media«
Det kommer fra Qiangba Puncog, der er leder er Den Autonome Region i Tibet, og han er citeret i denne artikel i Xinhua.
Det er helt tilfældigt, at det lige er ham, at jeg trækker op af skuffen. For politikere og talsmænd for Kina bruger tit sætningen om, at Kina er »ruled by law.« I alverdens sammenhænge.
Med en hurtig søgning på Google kan man finde utallige eksempler. For eksempel her i 2002, 2003, 2006 og 2008.
Hvordan er det så, med det der kinesiske retssamfund? Der for eksempel giver udenlandske journalister lov og ret til at dække Kina.
Som det hedder i denne udtalelse fra Foreign Correspondents Club of China:
Contrary to the spirit of state reporting regulations, the police have prevented at least four TV crews from entering the square and harassed a reporter who interviewed the mothers of the victims.
The club has received reports of assistants being called in for lengthy questioning, sources coming under heavy surveillance, university students being interrogated after talking to journalists, and at least one journalist receiving a warning from the Ministry of Foreign Affairs.
We have also heard reports of tighter censoring of websites, publications and TV channels, such as the BBC.
“First Tibet, then Sichuan, now Tiananmen. For the third time this year, the state’s promises of media openness have been compromised by a politically sensitive anniversary,” said club president Jonathan Watts. “The FCCC calls on the authorities to abide to allow journalists to do their jobs and to cease intimidation of Chinese citizens who exercise their constitutional right to express their opinion to reporters.”
Og så lige et eksempel på, hvordan det foregår i virkeligheden:
05/31/09 TV Reporters Detained, Interviewees Questioned.
“In the morning we went to interview students in front Beida University. Seven minutes after we started five police cars arrived and surrounded us. We drove around the block and passed the same spot and saw that all the students we had interviewed were being questioned. Two unofficial cars followed us for half an hour.
In the afternoon when we were leaving the compound where we interviewed three Tiananmen Mothers in their home (they are 24/24 shadowed by policemen in plain clothes) we were intercepted by a group of 10 policemen, uniformed and plainclothes. We were filmed and they asked us to show us documents and passports. As the cameraman could not produce his passport we were taken away to a local office and questioned for two hours before we could leave. The next day police came to my apartment– 23 hours later– to check documents and my and my family’s passports.