Tag arkiv for tiananmen

Det er årsdagen for massakren på Den Himmelske Fredsplads i 1989. Her er links og artikler.

New York Times skriver, hvordan der få dage før massakren blev et holdt hemmeligt møde med 400 af de øverste medlemmer af partiet, og hvordan mange af de deltagere, der kom helskindet ud af det, i dag sidder på topposter i partiet. Læs hele artiklen:

This year is the 24th anniversary of the bloodshed, and the first under a party leadership dominated by officials with such intimate and ambivalent ties to the events of 1989. Many top leaders served their political apprenticeship in the 1980s, when the boundaries between the permissible and the forbidden were not as stark and heavily policed as they are now. Their careers and friendships, and sometimes their viewpoints, overlapped with intellectuals, officials and policy advisers who were jailed or dismissed after the June 4 crackdown.

Few expect China’s new leaders, installed in November, to overturn the official verdict that the protests were a counterrevolutionary rebellion that had to be crushed. But the immersion of today’s leaders in the political experimentation of the 1980s raises the question of whether they will be more open to new ideas and discussion than their immediate predecessors in high office.

…Yet the lessons of June 4 and its repressive aftermath may weigh on the new leaders, especially if they are confronted by another political uprising, said Wu Wei, a former aide to Zhao Ziyang, the reform-minded party leader ousted shortly before the crackdown.

“For those in power now, it’s still a heavy political burden, even if it’s one that they can never openly discuss,” Mr. Wu said. “Now the people who took part in that time are middle-aged or older, and it’s still a knot in their hearts.”

Washington Posts dygtige Kinakorrespondent William Wan skriver om, hvad dem der var med under rolighederne, fortæller til deres børn i dag:

From a young age, Qi Zhiyong’s daughter asked him how he lost his leg.

To everyone else in the world, Qi always responded to the question with an unflinching, often angry, answer: He lost his left leg when soldiers fired on him and other unarmed civilians during protests at Tiananmen Square in one of modern history’s most brutal crackdowns.

But when his daughter asked, Qi choked back the words.

“I lost it in an accident,” he mumbled for years.

The lie, however, burned at him, he said.

In the 21 / 2 decades since the protests’ violent end, China’s government has largely scrubbed Tiananmen from history. Bullet holes on the streets of Beijing have long been patched over. The government has barred any independent inquiry and censored all mention online. Instead, Tiananmen Square has been reduced to a single euphemistic sentence in most school textbooks, making vague reference to “political turbulence in 1989.”

But for those who were part of the student-led protests against government repression and corruption, those dark morning hours of June 4, 1989, remain etched in memory and, in cases like Qi’s, on their bodies. That generation must now decide what to tell their children about that day, if anything at all.

Tea Leaf Nation har fin oversættelse af nogle af de kommentarer, der flyder rundt på internettet, og forbi censuren:

Chen Baocheng (journalist):

The children born on that year, that month and that day, will have their 25th birthday soon.

A Ding (writer):

I’m going to sleep. Good night, Liubukou. Good night, Muxidi. Good night, Changanjie. [References to Beijing areas affected by June 4 incident]

Jia Zhangke (film director):

Don’t worry about forgetfulness. At least the Sina censors remember.

Blocked by Weibo har en mere teknisk og detaljeret beskrivelse af, hvordan de kinesiske censorer arbejder på at blokere for 6-4:

Another way the social media site Sina Weibo censors its site—alongside manual deletions by human censors of sensitive content—is by blocking the user from searching for specific keywords, and instead returning a message that says no results can be displayed. Though the blocking of keywords is a blunt tactic that often cuts off access to many legitimate posts—in addition to sometimes being ineffective as users switch to homophones or other code words—it is still widely employed on the site. Below are seventy-one keywords (along with brief translations and notes) that are currently blocked from searching on Sina Weibo.

Beijing Cream opfordrer folk til at se eller gense dokumentaren The Gate of Heavenly Peace, der handler om demonstrationerne:

If you haven’t already, watch The Gate of Heavenly Peace, directed by Richard Gordon and Carma Hinton, with writing by Geremie Barmé and John Crowley. The three-hour documentary was released in 1995 to rave reviews — “the atmosphere of the Beijing Spring is conveyed beautifully in all its pathos, drama, hope, craziness, poetry, and violence,” wrote Ian Buruma; “a hard-headed critical analysis of a youthful protest movement that failed,” wrote The New York Times – and remains the best film ever made about the June 4 Incident. Instead of glorifying the student leaders or condemning the Communist Party, it explains how a peaceful democracy movement could possibly have resulted in martial law and Chinese troops opening fire on their own citizens, and attempts to sift through propaganda to produce a chronicle — within the context of Chinese, not Western, history – that might stand the test of time. Absolutely moving, riveting, and powerful beyond words.

Radio Beijing lavede et radioindslag mens det foregik på Tiananmen, og det kan du lytte til på Soundcloud:

Recording of a broadcast made by Radio Beijing on June 3, 1989 during the Tiananmen Square protests. Recorded by G. Jack Urso, the voice you hear is that of Yuan Neng who was later sacked for making the broadcast.

Hendes dreng var 17 år gammel, da han døde natten mellem den 3. og 4. juni i 1989. Moren, der hedder Ding Zilin, og som i dag er 76 år gammel, ved ikke præcist, hvad der skete med sønnen. Men hun vil have et svar. Hun vil se retfærdighed. Og det kan hun ikke få.

Ding Zilin er en af medstifterne til den gruppe, der hedder Mødrene fra Tiananmen. Det er en gruppe af mødre, som mistede deres børn under massakren i 1989.

Kinas Kommunistparti satte kampvogne og soldater ind for at rydde Tiananmen – Den Himmelske Fredsplads – for demonstranter og op mod flere tusinde civile og soldater blev dræbt.

Hvert år siden gruppen blev dannet har de offentliggjort et åbent brev til myndighederne. De har endnu ikke fået svar. Og de er endnu mere pessimistiske i deres seneste brev, som du kan læse på Human Rights in China, for der ingen tegn på politiske reformer eller mere åbenhed om massakren i 89:

Facts have clearly shown that during the past nearly quarter century, China’s top leaders have never been real political reformers. Jiang Zemin was not, Hu Jintao was not, nor is Xi Jinping, who just took office. They come one after another, as if through a revolving door; and as they move forward, they become ever more distant and outrageous, causing a universal feeling of despair to descend on the people from all sides. Ever since Xi Jinping expressed the “Two Irrefutables”1 after the 18th Party Congress, we have not seen him reflect upon or show remorse in the slightest for the sins committed during the three decades of Maoist communism. We also have not seen him criticize in the slightest or make anyone accountable for the three decades of Deng-style “lame reform.” What we see, precisely, are giant steps backwards towards Maoist orthodoxy. Xi has mixed together the things that were most unpopular and most in need of repudiation in these two 30-year time spans, and requires people to regard them as fundamental, guiding principles. This has caused those individuals who originally harbored hopes in him in carrying out political reform to fall into sudden disappointment and despair.

De kinesiske myndigheder holder medlemmerne af gruppen under overvågning, og de får ikke lov til at bevæge sig frit. Som Lim Louisa fra amerikanske NPR skriver i denne artikel, hvor hun interviewer Ding:

In the days since her interview with NPR, Ding and her husband, Jiang Peikun, have not been allowed to leave their apartment. They had wanted to mourn their son at the spot where he died, but they have not been permitted to do so.

“We are both old people, getting on for 80 years old,” they wrote in an email. “We do not have much time. We will not have many opportunities left to hold memorials.”

Authorities have prevented another founding member of the Tiananmen Mothers, Zhang Xianling, from visiting Hong Kong in the runup to the anniversary.

Her 19-year-old son was shot dead while taking photographs of the martial law troops. This year, she lent the dented helmet he was wearing that night to a temporary museum in Hong Kong that was commemorating June 4. The former British colony is the only place on Chinese soil where candlelight vigils are permitted, to remember the killings.

Zhang had been scheduled to accompany her husband, Wang Fandi, a musician of the pipa, a traditional Chinese instrument, to watch a pipa competition in Hong Kong.

But Chinese police warned her not to visit Hong Kong at this “sensitive” time. In a phone conversation, she said the authorities’ mishandling of her trip was almost comical.

“It should have been a very good cultural event and now, it’s become a scandal that violates my human rights,” she said.

Endnu en gang er det blevet årsdagen for den dag i Kina, hvor der ikke skete noget – overhovedet – i 1989.

The Simpsons rejste til Kina i 2005, for Homers kæderygende og grove svigerinde Selma Bouvier skulle adoptere en kinesisk baby.

Den amerikanske tegneseriefamilie landede i Beijing, hvor de også tog ind på Den Himmelske Fredsplads. Her stod der et skilt: »På dette sted i 1989 skete der intet«.

Det er i dag den 4. juni, som er årsdagen for den dag i 1989, hvor der ikke skete noget i Kina. For eksempel kan man ikke søge efter 6-4 på internettet herovre. Og derfor er dagen kendt som den 35. maj for at slippe udenom censuren, hvor der er mindst 118 forbudte søgeord.

Massakren på Tiananmen – Den Himmelske Fredsplads – skete natten mellem den 3. og 4. juni i 1989. Det var kulminationen på flere måneders demonstrationer – du kan se en tidslinje her – men de stoppede denne nat, da kommunistpartiet satte soldater ind for at rydde pladsen. Det er uvist hvor mange, der døde, men nogle skøn går på op mod flere tusinde dræbte soldater og demonstranter, der omkom på selve pladsen men især i gaderne og de brede alleer omkring den.

På fotos fra dengang kan man se ødelagte og rygende mandskabsvogne og kampvogne, der er telte og skraldebunker, som brænder, og stærke fotografier af lig, der ligger kaotisk spredt ud over det, som ligner nedkørte cykler.

Se i øvrigt også Guardian, der i 2009 lavede denne billedserie med hidtil ukendte fotos fra dengang og ikke mindst også Times, som jeg lige vil advare mod, for en massakre på hundreder eller tusinder mennesker er ikke kønt.

• Læs også – Massakren på Tiananmen: Stærke fotos

I efterspillet blev tusinder anholdt. Millioner af liv forandret. Der er stadig folk, som sidder i fængsel på grund af deres rolle i 1989, men det er uvist hvor mange.

Massakren står helt centralt i Kinas Kommunistpartis historie og har spillet en hovedrolle i partiets angst for enhver, som partiet mener udfordrer dets monopol på magten. Men når man går rundt i dag i Beijing, er der ingen tegn på den voldsomme begivenhed for 24 år siden. Som jeg skrev i Politiken i søndags:

Det er en begivenhed, der er låst fast i 1980erne, og som for kineserne aldrig for alvor er kommet med over i det 21. århundrede.

Siden 1989 har kommunistpartiet forsøgt at slette dagen fra kinesernes kollektive hukommelse. Det er altid et åbent spørgsmål, hvor mange af de især yngre kinesere, der kender til massakren, for selvfølgelig kan man ikke lave for eksempel en rundspørge.

… Begivenheden i 1989 har formet to årtiers indenrigspolitik i Kina. Der er ikke mange, som i dag tror på politiske reformer, for etpartistaten tåler ikke at få udfordret sin magt. Og det ville ske, hvis man åbnede debatten og historiebøgerne om massakren dengang i 1989.

Tiananmen er en åben plads, der er lukket. Og det vil den fortsat være i mange år fremover.

Målet for Kinas Kommunistparti er at bevare magtmonopolet over Kina. For hvad er det egentlig, at man mener, når man taler om reformer? Roger Creemer på The Diplomat:

But focusing on the individuals tells us little about their real ability to affect outcomes. Nor does it tell us much about the constraints within which they make their decisions – institutional, ideological or otherwise. Chinese politicians are often described as “reformist,” a term used in a manner that implies that these individuals will bring China closer to “us” in the West. Not only is this conception naïve in its notion of convergence to the Western model, it is also analytically useless in the Chinese context. In Mandarin, “reform” refers to the amelioration of existing structures and policies. It became the core concept of Chinese politics in 1979, after the death of Mao. Deng Xiaoping, China’s reformist leader from 1978 to 1992, proclaimed that China had been victorious in the revolution and in class struggle, and now needed to reform and modernize, in order to achieve its ultimate objective – becoming a rich and strong nation able to withstand foreign pressure.

In fact, this objective precedes the Communist government, dating from the 19th century, a disastrous one for China, given the foreign invasions and internal fragmentation. In the 21st century, it remains the central objective of the current leadership. When Xi refers to the “great rejuvenation of the Chinese nation,” or the “Chinese dream,” that is what he means. Reform, then, consists of the necessary steps to attaining this goal. As such, every Chinese politician at the higher level of the CCP is a reformist.

• Læs også – Interview: Soldaten fra Tiananmen – Jeg vil ikke skyde på studenterne

Der er da heller ingen tegn på, at de nye ledere er i gang med reformer, der peger i en anden retning end Creemers udlægning. Tværtimod er der endda opstået debat om, hvorvidt selve den kinesiske forfatning blot er et slet skjult forsøg på at demokratisere og vestliggøre Kina, som der står i denne læsværdige artikel på The Economist:

It is highly unlikely, however, that Mr Xi is on the side of the liberals. In January remarks widely believed to have been made by him in an internal speech circulated on the internet (see here, in Chinese). He criticised unnamed people for suggesting that reform meant adopting “Western universal values”. A major reason for the Soviet Union’s collapse, he said, was a “wavering of its ideals and beliefs”. In recent days the internet in China has been abuzz with rumours of a stepped-up attempt by the Party to stifle academic discussion of universal values, press freedom and other issues it regards as politically sensitive (see this account by Global Voices, an online-media monitoring group).

But if the Party hopes that a few editorials and the odd directive will keep liberals quiet it is likely to be mistaken. As the Christian Science Monitor reported, the tirades against constitutionalism helped to fuel discussion on the internet. The word became a top trending topic on Sina Weibo, China’s censored equivalent of Twitter (which is blocked). It is still being vigorously debated, with much criticism being directed at the party’s ideologues. Liberal media are still defending constitutionalism (such as here in the Economic Observer and here in Yanhuang Chunqiu; both in Chinese).

Bao Tong, der var det højeststående medlem af partiet, der blev fængslet for sin medvirken i 1989, siger til South China Morning Post at partiet bliver nødt til at reflektere over 6-4, hvis nationen skal videre:

“[Some say] our China model is the best in the universe and our truth is the truth of the universe,” Bao said. But “without repudiating Mao Zedong and Deng Xiaoping, it’s impossible for China to progress”.

[...] The silencing of dissident voices had disastrous consequences, he said. “If you cover the mouths of a hundred people, there could still be hundreds, thousands, tens of thousands of mouths still speaking.

“But if they silence 1.3 billion people, that’s frightening.”

Under the Jacaranda Tree har en opsamling om massakren på Tiananmen den 4. juni 1989. Advarsel – der er virkeligt stærke billeder. Men de viser tydeligt, hvordan der så ud efter den begivenhed, der på mange måder har formet det politiske Kina i de seneste 21 år.

Du kan også læse min opsamling her eller se alle artikler med tagget Tiananmen.

I dag er det 21 år siden, at der ikke skete noget på Tiananmen pladsen. Officielt, i hvert fald, for demonstrationerne er stadig tabu i Kina. Al anden information end den officielle er censureret, og derfor er der mange unge kinesere, som kun har en svag ide om, hvad der foregik dengang i 1989.

Her får du en opsamling over, hvad jeg tidligere har skrevet om Tiananmen og den 4. juni 1989.

• Kort rids af 1980erne i Kina.

• Tidslinje der viser hændelserne fra april og frem til pladsen blev ryddet.

• Interview med soldat, der var med til at rydde pladsen (også på Berlingske).

• Gode links om Tiananmen, der giver baggrund om optøjerne set her 20 år efter.

• Hvad siger de unge kinesere så til optøjerne dengang? Kende de overhovedet til dem, og kunne det ske igen?

• Og sidste års store klassiker – en civilklædt betjent forsøger at blokere CNN fra at rapportere fra Tiananmen ved konstant at gå ind foran kameraet med en paraply.

I dag i Magasinet i Berlingske har vi stort temanummer om 1989. Blandt andet med øjenvidner fra dengang, hvor Muren faldt i Berlin, Sovjetunionen kollapsede og den kinesiske regering slog ned på demonstranterne i Kina.

Jeg har interviewet en tidligere soldat, der var med til at rykke ind på Tiananmen i Beijing den 3. juni 1989. Du kan læse interviewet i Magasinet her, og en længere udgave her nedenunder. På Kinablog er der også en tidslinje over ugerne op til demonstrationerne, og her kan du læse et kort rids af 1980erne i Kina og optakten til demonstrationerne på Tiananmen.

Chen Guang er 17 år. Han er soldat. Han står med et gevær i hånden, og hans arme ryster. Han har lige fået lov til at åbne ild mod demonstranterne, der står foran ham og de andre soldater.

»Jeg vil ikke skyde på studenterne,« tænker Chen Guang.

Cheng Guang kommer fra en fattig familie i Hunan provinsen, der ligger i det sydlige Kina. Han gik ind i hæren i 1988. Det var året før massakren på Den Himmelske Fredsplads i Beijing, hvor kinesiske soldater natten mellem 3. og 4. juni skød og dræbte flere hundrede civile, og hvor tusinder blev såret.

I dag sidder han i sin lejlighed, der ligger en times kørsel fra den centrale plads i Beijing. Han har grå streger i det sorte hår. Han er lille. Spinkel. Han forsvinder næsten i den store, hvide lædersofa.

Han fortæller, at han dengang var udstationeret nord for Beijing.

»Vi var på et specialkursus i bjergene udenfor Beijing, hvor vi fik intensiv militær træning. Vi løb hver morgen, og jeg blev trænet i kung-fu og i at bruge forskellige skydevåben. Men i begyndelsen af maj blev kurset afbrudt,« fortæller Chen Guang.

Soldaterne får at vide, at situationen i Beijing er »kompliceret.« De skal tilbage til deres kaserne. De får at vide, at der er studenter som laver optøjer. Hver dag fortæller officererne på stormøder, at det er uromagere blandt studenterne, som er skyld i balladen. De kalder dem for kriminelle. Andet ved soldaterne ikke. De får ikke andre informationer, og de kan ikke høre nyheder.

Den 20. maj om eftermiddagen sætter Chen Guang sig op på ladet af en militær lastbil. Soldaterne skal ind til Tiananmen.

De var blevet samlet om morgenen. Officererne havde fortalt dem, at der var kaos og uro i Beijing. På grund af »skadelige elementer« blandt studenterne, der ville omvælte systemet og angribe landets ledere og regering.

Officererne havde også givet hver af dem et gevær.

»Det var uklart, hvorfor de gav os geværer, og hvorfor vi skulle til Beijing. Vi havde kun fået besked på, at vi skulle stabilisere situationen,« fortæller Chen Guang.

Soldaterne sætter sig op i lastbilerne, og den tre, fire kilometer lange konvoj begynder den flere timer lange køretur mod centrum af Beijing.

Men de når aldrig at komme ind på pladsen. Civile og demonstranter har blokeret vejen for dem. Sådan var det over hele Beijing. Kolonner med tusinder af soldater var på vej ind fra alle sider mod Tiananmen, men vejene var blokerede. Ofte af helt almindelige borgere, der ellers ikke havde noget med demonstrationerne at gøre. For eksempel buschaufførere, der stillede deres busser på tværs af vejene og smed nøglerne væk.

Chen Guang er chokeret, da han ser de mange helt almindelige mennesker, der står rundt omkring vejspærringen.

»Vi kom jo næsten lige fra vores træning i bjergene, vi vidste ingenting, og de havde slet ikke nævnt alle de demonstranter. Vi fik nyheder fra de militære aviser, og de talte kun om ”skadelige elementer”. Det var heller ikke bare studenter, som vi havde fået at vide, det var almindelige mennesker og folk fra forskellige arbejdsenheder,« siger Chen Guang.

Ligesom så mange andre steder prøver de på at overtale soldaterne til at opgive. Soldater skal beskytte nationen, og ikke være med til at undertrykke befolkningen, siger de til Chen Guang. De fortæller også soldaterne, at de demonstrerer mod korruption, og at de kun vil det bedste for nationen, siger Chen Guang.

»Vi anede ikke, hvad vi skulle tro,« siger Chen Guang.

Men officererne var bange for, at de civile ville have dårlig indflydelse på soldaternes moral.

»Vi måtte ikke tale med dem, men det gjorde vi alligevel. Officererne delte også papirer ud, hvor de skrev om de ”skadelige elementer”, men vi kunne ikke se dem,« siger Chen Guang.

Konvojen holder der i tre dage, før de vender om.

»Det var et stort chok at tage tilbage. Jeg havde ikke forventet at se så mange, der fejrede det med at holde bannere op, og nogle endda med fyrværkeri. Vi var forvirrede, og vi forventede ikke at se de civile reagere på den måde,« fortæller Chen Guang.

De næste dage holder officererne opbyggelige taler for soldater. Og i ventetiden skifter hæren taktik. Den 2. juni får Chen Guang og de andre i hans enhed ordre om, at de dagen efter skal tage ind på Tiananmen pladsen i civilt tøj. Chen Guang får et par sorte bukser og en blå skjorte.

De fleste andre soldater tager derind i busser og med undergrundsbanen.

»Jeg fik besked på at holde øje med alle våbnene, der blev læsset ind i en bus. Der var så mange geværer, at de lå stablet op i bunker helt op til vinduerne, og jeg kunne ikke sidde ned, fordi der var så mange våben. Så jeg sad ovenpå dem,« siger Chen Guang,

Han var nervøs. Han havde fået besked på, at han ikke skulle gå ud af bussen, hvis de blev standset, for der var kun ham og chaufføren i bussen. Men det lykkedes for dem, at køre uden om vejspærringerne.

Klokken 13 ankommer de til Folkets Store Hal, der svarer til det danske Folketing, og som ligger på den vestlige side af Tiananmen pladsen. De kører ind ad bagindgangen. Der er kun dem. De andre soldater er ikke kommet frem.

Chaufføren bliver i bussen, mens Chen Guang begynder at bære alle våbnene op på tredje sal. Han kiggede ud af vinduet. På de hundredtusinder af mennesker, teltene og skraldet, der har hobet sig op gennem de uger, hvor demonstranterne har boet på Tiananmen.

»Hele pladsen var fyldt. Og studenterne anede ikke, at vi var der,« siger Chen Guang. Men rygtet spreder sig hurtigt. Hæren er på vej ind i byen. Og det er ikke dem alle, der er i civilt tøj. Ligesom tidligere forsøger borgerne at blokere vejen for kampvognene og lastbilerne. Men denne gang lykkes det ikke.

Cheng Guang fortsætter med at bære geværer op. Han kan høre larmen. Den vokser. Han kan se ud af vinduet, hvordan de ude på pladsen kravler ud af teltene, begynder at tale med hinanden og løber rundt og udveksler informationer. Ved 15-tiden er han færdig. Nu er Folkets Store Hal ved at være fyldt med soldater, der skifter deres almindelige tøj ud med uniformer.

Chen Guang får at vide, at nogle demonstranter har stoppet en gruppe soldater og taget våbnene fra dem. De får ordre på at få dem tilbage. Der er 3.000 soldater i gruppen, men de når kun ud til vest-porten, før de bliver standset. Demonstranterne begynder at holde taler for dem.

»Jeg var forvirret, og der var noget galt. Vi havde fået at vide, at det var kriminelle, men det her var bare studenter og arbejdere, der talte om at ændre det kinesiske system. Det var ikke uromagere,« siger Chen Guang.

Men stemningen bliver dårligere og dårligere. Soldaterne begynder at gå i panik, da folk begynder at smide sten og flasker efter dem. Nu tænker de kun på at beskytte sig selv, siger Chen Guang. Først efter fire timer får de lov til at gå.

»Jeg følte mig heldig,« siger Chen Guang.

Tilbage i Folkets Store Hal sidder soldaterne og venter på besked om, hvornår de skal rykke ind på pladsen. De får besked på at putte ammunition i våbnene. Atmosfæren er nervøs. Der er stille. Men pludselig hører han skud. Det var nogle soldater på etagen ovenover, som kom til at affyre deres våben.

De venter i flere timer indtil de får besked på at gøre sig klar.

»Klokken 23 åbner de portene og kaos begynder,« siger Chen Guang.

De tusinder af soldater løber ud af Folkets Store Hal, ned ad trapperne, og stiller sig med front ud mod Tiananmen. Chen Guang sveder og hans arme ryster.

»På det tidspunkt vidste jeg, at nogle af studenterne derude var fra den samme hjemby som jeg kom fra,« siger Chen Guang.

»Vi var meget nervøse. Ingen talte med hinanden. Vi var bange for, at studenterne skulle dø, vi havde jo været i kontakt med nogle af dem tidligere, og vi følte, at kendte dem. Vores våben var ladte, og hvis vi kom til at skyde ved et uheld, kunne det dræbe nogle af demonstranterne,« fortæller Chen Guang.

Soldaterne havde fået lov til at skyde, hvis nogen forsøgte at standse dem. Det ville ikke få retlige konsekvenser bagefter, fik de at vide.

»Jeg vil ikke skyde på studenterne. Så hvad gør jeg, hvis de forsøger at stoppe mig,« tænker Chen Guang.

Ved midnat bliver lyset på pladsen slukket. Højtalerne hviner. Beijings borgmester, Chen Xitong, begynder at tale. Han siger, at det anti-revolutionære oprør skulle brydes op, og at studenterne skulle forlade pladsen eller selv svare for konsekvenserne.

Efter en halv time kommer lyset tilbage. Chen Guang kan se demonstranterne, der står og taler med hinanden udenfor teltene, eller begynder at gå ned mod monumentet midt på pladsen.

Chen Guang og hans gruppe bliver stående langs siden af pladsen. Pludselig er der skud. Overalt. Der er røg. Fra geværerne. Og fra telte som der ild i. To kampvogne kører ind på pladsen. Han kan se, hvordan specialenheder rykker frem fra den nordlige del af pladsen, og trænger demonstranterne længere ned. Soldaterne går fra telt til telt.

»Jeg tror, at de havde kontakt med nogle studenter. Men jeg kunne ikke se, om de skød, for jeg stod for langt væk, og jeg kunne ikke høre det, for der var skud overalt,« siger Chen Guang, der så andre soldater, som tævede studenter med stave.

Den aften rykkede 200.000 soldater ind i Beijing. Det var første gang siden 1949, at der var soldater i byen. Officielt blev cirka 250 personer dræbt, men uofficielle skøn går på flere tusinder. Langt de færreste af dem blev dræbt på selve pladsen. De fleste omkom i gaderne og på de store avenuer omkring Tiananmen.

Klokken tre om natten står Chen Guang på trapperne til Folkets Store Hal. Bag ham er førstesalen fyldt med sårede soldater. Der var blod overalt. En af dem havde mistet en arm, og lægerne stod rundt om ham.

Chen Guang går rundt langs pladsen, der nu er ryddet. Der går soldater rundt derinde, som er i gang med at hjælpe sårede demonstranter. Længere oppe går han forbi en militærbus, hvor andre soldater står og banker demonstranter. På Changan Avenue, der ligger mellem Den Forbudte By og Tiananmen, holder der afbrændte biler og lastbiler. Selv træerne var brændte.

»Jeg så ingen lig. Men jeg så folk, som var sårede. Og folk som lignede nogen, der var ved at dø,« siger Chen Guang.

»Nogle gange spørger jeg mig selv, om Tiananmen var en krigszone,« siger Chen Guang.

Klokken fire om morgenen har soldaterne samlet teltene sammen. De sætter ild til dem. Og til skraldet, der havde ligget overalt. Ved seks-tiden begynder det at regne. Kraftigt. De enorme bunker aske siver ud på pladsen.

Kort efter blev Chen Guang overført til den kinesiske hærs kunstskole.

»Jeg følte mig forvirret, og jeg ville ikke tale om det i to år. Jeg ville bare væk og et roligt sted hen,« siger Chen Guang.

Efter kunstskolen kom han ind på Chinese Academy of Fine Arts, som han forlod i midten af halvfemserne. Siden har han arbejdet som kunstmaler. Men det var først i 2004, at han lavede det første maleri om Tiananmen. Som han blev nødt til at opgive og lægge fra sig igen.

»Jeg kunne ikke, jeg var stadig forvirret,« siger Chen Guang. Der gik to år, før han kunne gå tilbage og arbejde på en serie. Flere af hans venner har bedt om at stoppe med malerierne. For de har ingen kommerciel værdi. Hvis kinesiske gallerier udstillede hans billeder, ville de bliver lukket med det samme, for episoden er stadig tabu i Kina. Og Chen Guang risikerer at komme i fængsel:

»Jeg er ligeglad. Om de accepterer det eller ej, de kan ikke stoppe det. Det her er en personlig ting, og det handler om min kunst« siger Chen Guang.

I dag har han atelier i sin lejligheden, der er i to etager. I to af rummene står der rækker af malerier langs væggene. Nogle af lærrederne er små. Andre et par meter høje. På nogle af dem er der studenter som råber, der er kampvogne i kolonner, bunker af skrald som ryger. På et af dem soldater, som går rundt på pladsen om morgenen. Med geværet over skulderen. Men hvad med ham selv? Skød han nogen?

»Jeg skød op i luften. Jeg forsikre dig om, at jeg ikke ramte nogen,« siger Chen Guang.

I dag i Magasinet i Berlingske har vi stort temanummer om 1989. Blandt andet med øjenvidner fra dengang, hvor Muren faldt i Berlin, Sovjetunionen kollapsede og den kinesiske regering slog ned på demonstranterne i Kina.

Jeg har interviewet en tidligere soldat, der var med til at rykke ind på Tiananmen i Beijing den 3. juni 1989. Du kan læse interviewet i Magasinet her, og en længere udgave her på Kinablog. Her nedenunder er der en tidslinje over ugerne op til demonstrationerne, og her kan du læse et kort rids af 1980erne i Kina og optakten til uroen på Tiananmen.

Officielt blev 300 personer dræbt. Andre skøn ligger på mellem 2.000-7.000 omkomne. Tusinder af sårede. Og mindst 2.500 anholdte.

15. april: Den tidligere generalsekretær i Kinas Kommunistparti, Hu Yaobang, dør af hjerteslag. Han var fortaler for demokrati, og forbillede for mange studenter. Protesterne begynder.

17. april: 700 studenter samles på Tiananmen pladsen.

22. april: Hu Yaobang begraves, og 30.000 studenter møder op på Tiananmen, og forlanger at tale med premierminister Li Peng.

24. april: Studenter boykotter undervisning på universiteterne.

27. april: Protestmarch fra universitet til Tiananmen.

4. maj: 20.000 studenter, der kom fra 56 universiteter i Beijing og andre dele af landet, mødes på Tiananmen.

5. maj: Partisekretær Zhao Ziyang giver udtryk for, at han vil mødes med studenterne. Den reformvenlige Zhao taber senere kampen til den hårde kerne i Kinas Kommunistparti.

13. maj: Studenter går i sultestrejke på pladsen.

16. maj: Sovjetunionens daværende præsident Mikhail S. Gorbatjovs besøg i Beijing giver stor bevågenhed fra verdenspressen.

17. maj: Cirka en million personer samles på pladsen foran Den Forbudte By.

18. maj: Premierminister Li Peng mødes ledere af forskellige studentergrupper.

19. maj: Zhao Ziyang forsøger forgæves at overtale studenterne til at forlade pladsen. Ved sin side står hans stabschef, Kinas nuværende premierminister Wen Jiabao, der overlever den efterfølgende politiske udrensning. Det er sidste gang, at Zhao ses i offentligheden.

20. maj: Li Peng erklærer undtagelsestilstand i Beijing. Zhao Ziyang fratages samtlige sine titler.

21. maj: Over en million mennesker trodser undtagelsestilstanden. Andre steder i byen forhindrer borgere militæret i at komme frem til pladsen.

23. maj: Millioner af borgere går i protestmarch og forlanger Li Pengs afgang.

25. maj: 100.000 arbejdere forlanger, at Li Peng træder tilbage.

26. maj: Zhao Ziyang sættes i husarrest.

30. maj: Studerende fra Beijings Central Arts Academy rejser en statue, der er modelleret efter den amerikanske Frihedsgudinde. Den lidt over 11 meter høje statue hedder Demokratiets Gudinde.

3. juni: Om aftenen begynder kampvogne og 200.000 soldater fra 12 hærenheder at rydde pladsen.

5. juni: Den ukendte »Tank Man« standser en kolonne på fire T59 kampvogne.

:: Foto fra 64memo

I dag i Magasinet i Berlingske har vi stort temanummer om 1989. Blandt andet med øjenvidner fra dengang, hvor Muren faldt i Berlin, Sovjetunionen kollapsede og den kinesiske regering slog ned på demonstranterne i Kina.

Jeg har interviewet en tidligere soldat, der var med til at rykke ind på Tiananmen i Beijing den 3. juni 1989. Du kan læse interviewet i Magasinet her. Og en længere udgave her på Kinablog, hvor der også er en tidslinje over ugerne op til demonstrationerne. Her nedenunder kan du læse et kort rids af 1980erne i Kina og optakten til demonstrationerne på Tiananmen.

Grundlæggeren af Folkerepublikken Kina, Mao Zedong, var død i 1976. To år senere begyndte hans efterfølger, Deng Xiaopeng, på økonomiske reformer, der åbnede Kina op for omverdenen. Hele samfundet var under forandring.

Se på 1987, hvor Kina fik ny regering. Da den skulle præsenteres holdt de noget så usædvanligt som en pressekonference for de internationale journalister. Men ikke nok med det. Lederne havde jakkesæt på. Ligesom i vesten. Det var første gang i årtier, at kinesiske ledere viste sig offentligt, uden at have den traditionelle Mao-jakke på. Da de udenlandske journalister spurgte om det, tog landets mest magtfulde mand, generalsekretæren for Kinas Kommunistparti Zhao Ziyang, og åbnede sin jakke, hvor han grinende viste et mærke, som der stod »Made in China« på.

Kina blev ramt af en kulturel feber i 1980erne, hvor de intellektuelle og unge i byerne ikke kunne få nok af film, kunst, musik og litteratur fra vesten. Her forsøgte de at finde svaret på firsernes to store spørgsmål – hvad vil det sige at være kineser, og hvor er Kina på vej hen. For millioner af kinesere var frustrerede over kommunismen og staten. De begyndte at udtrykke sig med skuespil, digte, rockmusik, malerier, film og tegneserier. Som regeringen slog ned på med censur. Det var ikke spørgsmål, som Kinas Kommunistparti havde lyst til at svare på.

For partiet var i vanskeligheder. Efter Mao’s død var det tydeligt, at den kinesiske stat var svag. Det var ikke en institution, der kunne drive bureaukratiet, centralregeringen og provinserne fremad i samme retning. Det handlede om vennetjenester, skjulte forbindelser, forhandlinger og fløjkrige.

Og ikke mindst korruption. De økonomiske reformer havde fået den til at vokse eksplosivt. I 1986 var frustrationen så voldsom, at unge og intellektuelle trodsede regeringens forbud og utallige demonstrationer brød ud. Kravet var politiske reformer, der kunne bringe åbenhed til de økonomiske reformer.

Regeringen slog ned på demonstranterne, og kaldte dem for illoyale over for partiet. Men det fik også mange af de gamle og mest konservative kommunister til i slutningen af firserne at træde tilbage. Forskellene mellem rig og fattig fortsatte dog med at vokse. Korruptionen var der stadig. Og de nye ledere lyttede ikke til kravet om mere åbenhed.

Frustrationen voksede så meget, at der brød nye demonstrationer ud i 1989, da den reformvenlige Hu Yaobang døde. I midten af maj kulminerede det med en million mennesker på Tiananmen pladsen. Studenter, arbejdere og helt almindelige borgere. Og der var optakten.

Du kan læse flere artikler om demonstrationerne på Tiananmen her på Kinablog.

:: Wham var den første vestlige gruppe, der gav koncert i Kina

Han har lige adopteret 40 katte, der var på vej til at blive aflivet. I forvejen har han tre killinger, der går rundt inde i det store atelier.

De piler rundt i det, der er Ai Weiweis (艾未未) seneste kunstværk – en enorm bunke af solsikkefrø. Hvor alle frøene er lavet i keramik. Og malet i hånden.

»Det har taget mig et år, at gøre færdigt,« siger Ai Weiwei, der står foran den grå-hvide bunke.

»Jeg ved ikke hvor mange, der er. Men der er flere millioner af dem,« siger han og tilføjer med en hovedrysten:

»Alligevel er der flere biler i Beijing. Kan du forestille dig det?!?«

Ai Weiwei er en af Kinas mest markante kunstnere, der blandt andet har været med til at designe Fuglereden. Det er den olympiske stadion i Beijing, hvor åbnings- og slutceremonien blev holdt i august sidste år.

Han er også kendt for at være en provokatør med markante holdninger. Og for at være en skarp kritiker af den kinesiske regering. Derfor er han nu kommet i vanskeligheder, som jeg skriver om i mit interview med ham i dagens Berlingske.

• Se alle artikler på Kinablog om Ai Weiwei

Før 20-årsdagen for urolighederne på Tiananmen lukkede myndighederne hans blog og hjemmesider. Han er blevet afhørt af sikkerhedspolitiet, der også overvåger hans hus og skygger ham, når han går ud.

Blandt andet har myndighederne lukket hans blog. Det har blot fået ham til at åbne en ny, der ligger på en server i udlandet.

Den nye blog er også på kinesisk. Men alligevel kan man godt nyde en af hans seneste artikler, hvor han driller politiet, ved at sætte en stor gren ind foran et af overvågningskameraerne hjemme på hans vej.

Du kan også følge ham på Twitter eller Fanfou, men de er også begge på kinesisk.

• Læs om protest - Ai Weiwei i husarrest.

I Danmark er Ai Weiwei mest kendt for, at være den kinesiske kunstner, der skal lave afløseren for Den Lille Havfrue, mens hun i seks måneder er på verdensudstilling i Shanghai.

Ai Weiwei vil dog ikke sige, hvad han har tænkt sig at opføre på Langelinie:

»Jeg kan sige, at jeg altid forsøger at relatere mit arbejde til politik og historie; måden vi lever på, hvilke mønstre vi følger og sociale emner. Det vil man også komme til at se i København.«

Her er gode links om Ai Weiwei:

• Du kan læse om ham på Wikipedia, hans egen hjemmeside og på Artnet.

• Danwei har oversat en forklaring fra Ai Weiwei’s advokat på, hvorfor den kendte kunstner skal stå skoleret på politistationen.

• China Geek har oversat flere artikler fra Ai Weiwei’s blog, blandt andet hvor han skriver om Deng Yujiao.

• Ai Weiwei skriver i The Guardian om jordskælvet sidste år, og hvorfor det er vigtigt at presse myndighederne i sagen.

• Hvem er Ai Weiwei? Umuligt at svare på. Han er et ikon, skriver Sinopop.

• Massakren på Tiananmen. Det er blevet abstrakt begreb. Som de tusinder af døde. Et stort tal, der er svært at forholde sig til. Så gå først over og se dette billede. Det er fra AP, og derfor er der copyright på, så jeg ikke kan lægge det på Kinablog.

• New York Times har interviews med de fire fotografer, der tog billeder eller film af den ikoniske Tank Man.

• Hvorfor gjorde du det? Peking Duck har et interview med en af demonstranterne fra 4. juni.

• Hvordan har Kina udviklet sig siden 1989? Og hvor store er chancerne for, at der nogensinde bliver demokrati i landet? Council of Foreign Relations har spurgt seks eksperter.

• China Digital Times – der i dagens anledning har lagt hjemmesiden i sort – har som altid en god samling links.

• Kina har fået hukommelsestab. Regeringen har slettet massakren fra det skrevne og talte ord. I dag er byens landskab den eneste forbindelse til 4. juni 1989. Forfatteren Ma Jian (马健), der var med studenterne på pladsen dengang, tager fra sit eksil tilbage til Beijing. Det har han skrevet om i Guardian. Et virkeligt velskrevet og interessant stykke.

• Jeg ville måske ikke gøre det igen, siger en af de kinesere, som BBC har talt med til 20 years on: Memories of Tiananmen

• Video af Zhao Ziyang, der taler til studenterne, og med engelsk oversættelse via CDT.

:: Billedet er her fra Picassa

:: Hvem siger, at en Top Fem ikke ikke kan have otte punkter?