Der har været meget kritik af Kinas rolle i Afrika. For eksempel her, her, her og her.

Men Afrika har brug for Kina. Det mener Rwandas præsident, Paul Kagame, der i mandags forsvarerde kinesernes investeringer i det fattige kontinent, som AFP skriver her:

“The Chinese bring what Africa needs: investment and money for governments and companies. China is investing in infrastructure and building roads,” said Kagame in an interview with German daily Handelsblatt to appear on Monday.

China Quarterly – det videnskabelige magasin, der vel er sinologiens svar på Louis Roederer champagne – er netop kommet i et særnummer, der har tema om Kinas indflydelse i Afrika.

To af artiklerne kan downloades gratis indtil den 30. oktober.

Det er “Fuelling the Dragon: China’s Rise and Its Energy and Resources Extraction in Africa”, som er skrevet af Wenran Jiang.

Dernæst Daniel Large’s artikel, der hedder “China’s Sudan Engagement: Changing Northern and Southern Political Trajectories in Peace and War.”

Og nu vi taler om Afrika, så vil jeg lige minde om foto-bogen “La Chinafrique,” der helt konkret og nede på jorden viser billeder af kineserne i Afrika.

Du kan læse en anmeldelse af den her på engelsk, her på fransk og her på kinesisk og engelsk, hvor der også er et godt udpluk af billeder fra bogen.

Er Kina en supermagt? Det korte svar er – ja.

I dag er Wen Jiabao i Prag, hvor han skal deltage i topmødet mellem EU og Kina (Reuters og Berlingske).

Det er et noget famlende EU, der modtager den kinesiske premierminister. Det var først i sidste uge, at USA endelig fik udpeget sin ambassadør til Kina, og den amerikanske Kina-politik er stadig vaklende og langt fra klart formuleret. Det samme kan man sige om EU, der på ingen måde taler med én samlet stemme overfor Kina.

Her er der en tendens til at fokusere på egne interesser og overvurdere europæernes betydning og politiske magt. Eller som Economist skrev i april:

If you wanted to design a competitor to show up European weaknesses most painfully, you would come up with something a lot like China. It is a centralised, unitary state, which is patient and relentless in the pursuit of national goals that often matter more to the Chinese than anyone else. European governments do not even agree on what they want from China. They are fuzzily committed to EU “values”, but will readily trample on those in a scramble to secure jobs and cheap goods for their voters. They do not share the same vision of trade policy, or how best to press China on climate change. Worse, the biggest countries, especially France, Germany and Britain, compete to be China’s favourite European partner. This causes damage. It was mad that the British and Germans did not rush to back Mr Sarkozy when he was bullied over the Dalai Lama. They could easily have insisted that EU leaders meet whomsoever they want.

Se også på de fastkørte forhandlinger mellem Kina og EU, der skulle løsne op for samhandlen mellem de to blokke og finde løsninger på de protektionistiske handelsbarrierer. Såsom den told som Kina har indført på forskellige fødevarer fra EU; der til gengæld giver eksportstøtte til mejeriprodukter. Forhandlingerne er især kørt fast, fordi et splittet EU har en lang række krav til Kina, men samtidig blankt fejer de kinesiske krav af bordet. Læs for eksempel Wall Street Journal, AFP og Forbes.

Et af de grundlæggende problemer er, at EU har svært ved at finde ud af, hvad Kina er for en størrelse.

For i dag er spørgsmålet ikke, om Kina en gang i fremtiden er på vej til at blive en supermagt. Det er det allerede.

Se på G20 mødet i London i april. Her talte flere analytikere om, at det mest af alt var et G2 møde mellem USA og Kina.

Om det nogensinde kan udvikle sig til et G3, med EU som tredje hjul, det er helt op til europæerne selv, som den britiske udenrigsminister David Milband sagde til Guardian i sidste uge.

Hvad er så definitionen på en supermagt?

Merriam-Webster definerer det på denne måde:

1: excessive or superior power
2 a: an extremely powerful nation ; specifically : one of a very few dominant states in an era when the world is divided politically into these states and their satellites b: an international governing body able to enforce its will upon the most powerful states

På answers.com og Wikipedia lyder definitionen sådan her:

A superpower is a state with a leading position in the international system and the ability to influence events and its own interests and project power on a worldwide scale to protect those interests; it is traditionally considered to be one step higher than a great power. Alice Lyman Miller (Professor of National Security Affairs at the Naval Postgraduate School), defines a superpower as “a country that has the capacity to project dominating power and influence anywhere in the world, and sometimes, in more than one region of the globe at a time, and so may plausibly attain the status of global hegemon.”

For at finde ud af, hvordan Kinas globale indflydelse er, kan man se på disse syv områder:

• Politik: Kina er permanent medlem af FN’s Sikkerhedsråd, hvor det bruger sin egen og sine allieredes indflydelse til at forfølge egne interesser. Kinas diplomatiske indflydelse er vokset i især Sydamerika og Afrika, men det er stadig et ungt diplomati, der mest af alt koncentrerer sig om adgangen til råstoffer. Andre lande undgår ofte kritik af for eksempel Kinas menneskerettigheder, for ikke at støde Beijing. Som under sidste års OL. Eller for eksempel under Hillary Clintons besøg i Beijing i februar.

• Geografi: Alt afhængig af hvordan man opgør arealet, så er Kina verdens anden eller tredje største land, der totalt dækker 9.596.960 kvadratkilometer. Til sammenligning dækker Danmark 43.000 kvadratkilometer. Kina grænser op til 15 andre lande, og det har grænsestridigheder med flere af dem.

• Kultur: Selvom der de senere år har været en stadig større interesse for kinesisk kultur, så er Kinas kulturelle indflydelse – musik, film, kunst, mode og så videre – langt mindre end for eksempel USA’s. Men Kina har på det seneste være mere optagede af dets soft power, og har blandt andet investeret kraftigt i medierne, og går med planer om at lancere en tv-kanal med Al-Jazeera som forbillede.

• Militær: USA er den eneste militære supermagt, der inden for få dage kan indsætte soldater på ethvert sted på kloden. Der er Kina på ingen måde kommet til. Se på jordskælvet sidste år, hvor militæret havde problemer med at få transporteret 20.000 soldater til katastrofeområdet. Altså inden for Kinas eget område. Det gamle kinesiske militær er ved at blive moderniseret, men landet er eksempelvis først nu ved at planlægge sit første hangarskib.

• Økonomi: Kina er medlem af WTO, og har en frihandelsaftale med ASEAN. Det er Kinas enorme valutareserver, som det har fået gennem eksporten af billige varer, storkøbet af amerikanske treasury bonds og udsigten til millioner af kinesiske forbrugere, som giver landet politiske muskler. Kina er verdens tredje største økonomi, selvom flere økonomer spår, at det på grund af krisen nu har fravristet Japan sin andenplads.

• Demografi: Kina er med sine 1,3 milliarder borgere verdens mest folkerige land. Der bor cirka 40 millioner kinesere udenfor Kina.

Så Kina er – på de fleste områder – en supermagt, som det i dag er umulig at ignorere. Uanset om det handler om Nordkorea, Darfur, handel, finanskrise, ressourcer eller miljø.

Men, som der står i denne artikel i Newsweek, så ser mange kineserne ikke selv på deres land som en supermagt:

Susan Shirk, the author of a recent book about the country, “The Fragile Superpower,” tells a revealing tale. Whenever she mentions her title in America, people say to her, “Fragile? China doesn’t seem fragile.” But in China people say, “Superpower? China isn’t a superpower.”

Det er heller ikke et spørgsmål, der interesserer kineserne. Med undtagelse af de mere nationalistiske af slagsen.

For på samme tid som Kina er en supermagt, så er det også et udviklingsland med enorme svagheder og udfordringer, som John Pomfret opremser her på Washington Post:

What if the burning question for China is, for example, demographics? It’s the fastest aging society in the world. It will indeed grow old before it gets rich. Or what if the question is environmental? I don’t need to go into details here, you know how bad it is. Or social? China’s crime problem is serious and getting worse. There’s a nationwide shortage of trust. Or health-related? AIDS continues to grow; there’s avian flu. Or economic? Yes, China has done miraculously so far. But exports are down significantly. Can they weather this Western-induced crisis?

Derfor er det også mere end blot et teoretisk interessant spørgsmål, om landet allerede i dag kan få stemplet som supermagt:

The regime’s main problem is not that it’s incurably evil but that it is losing control over its own country. Growth has empowered localities and regions to the point that decentralization is now the defining reality of Chinese life. Central tax collection is lower than in most countries, a key indicator of Beijing’s weakness. On almost every issue—slowing down lending, curbing greenhouse-gas emissions—the central government issues edicts that are ignored by the provinces. As China moves up the value chain, so the gap between rich and poor grows dramatically. Large sectors of the economy and society are simply outside the grip of the Communist Party, which has become an elite technocracy, sitting above the 1.3 billion people it leads.

Så spørgsmålet er i følge Guardian:

At the root of everything lies the question of whether the country’s political structure is conducive to sustained growth. In the west, the classic pattern of development has been for economic change to stimulate demands for political reform and greater democracy. Despite the arrival of designer labels to the glitzy shopping malls of Shanghai, China remains a one-party state and there is little evidence that the ruling Communist party has any intention of loosening its grip.

Anxiety that rapidly rising unemployment, particularly among disaffected graduates, might put millions on the streets this summer demanding change, helps explain both the scale and the speed of China’s economic stimulus. Memories of Tiananmen Square are still vivid for the policy elite in Beijing.

But some economists believe the fear of political change will hold China back. Prof Andrew Tylecote, of Sheffield University, believes the top-down fiscal package exacerbated the fundamental weakness of the economy – its lack of a thriving private sector. “You tell state-owned banks to lend more money and they will do so. You tell state-owned enterprises to take on more staff and borrow more money and they will do so. If you throw money at anything remotely shovel-ready in terms of infrastructure, you will have an impact.

Derfor er det rigtige spørgsmål egentlig ikke, om Kina er en supermagt. Men hvor længe det vil blive ved med at være det.

:: Kortet er fra denne artikel på Wikipedia

Kina vil have råvarer fra Afrika. Sådan har det været i årevis. Men finanskrisen har fået tempoet til at falde i de kinesiske fabrikker. Så hvad er Kinas plan for Afrika?

Det skrev jeg om i denne analyse i Berlingske i går.

Her interviewede jeg Greg Mills, der er tidligere leder af South African Institute of International Affairs, og som i dag står i spidsen for Brenthurst Foundation i Sydafrika.

Han er medforfatter til en artikel i China Brief, der udgives af den amerikanske tænketank Jamestown Foundation.

Han siger, at det er en myte, at Kina har en langsigtet strategi for Afrika, der rækker årtier ud i fremtiden.

Kina og de kinesiske virksomheder har været nogle af de første til at trække sig ud af kontinentet efter finanskrisen.

For Kina vil have råvarer. Det er det, som driver diplomatiet i Afrika.

»Der er ingen tvivl om, at Kina er en ny og meget vigtig spiller på den afrikanske markedsplads. Men de har ikke været drevet af en langsigtet strategi, der ikke har taget hensyn til udsving i markederne. Det har været en strategi, som har været drevet af markedet,« siger Greg Mills.

Kina har endnu ikke de diplomatiske muskler, der kræves til at lave “soft-power” som USA og de vestlige lande gør. Som jeg har skrevet om tidligere her og her.

En god pointe, som der ikke blev plads til i analysen, er, at Afrika ikke har formået at finde ud af, hvad de egentlig vil med Kina. Mange af de afrikanske lande ser Kina som en modvægt til Vesten. Som de kan spille ud mod hinanden.

»Det Afrika stadig ikke har gjort – for eksempel i Doha forhandlingerne – er at bruge forholdet til Kina til deres egen fordel. De tager Kinas side, men de får ikke meget igen. Afrika bliver nødt til at forstå, at Kina ikke er mere generøse eller givende end Vesten er. Kina har en række interesser, som det forfølger, men Afrika skulle identificeres deres egne interessser,« siger Greg Mills.

:: Billedet er fra denne artikel på Xinhua og viser nogle af Kinas interesser i Afrika.

Et af de sidste stop på turen var Cambridge University, hvor Wen Jiabao fik kastet en sko efter sig.

Kina fordømte episoden. Men holdt ellers lav profil og understregede, at det ikke ville få indflydelse på forholdet mellem Kina og Storbritannien.

Derimod blev der forudsigeligt nok hylet op om episoden på det kinesiske internet, mens de officielle medier mumlede noget om en “episode” i England.

En hændelse der kan være pinlig for de kinesiske ledere, dukker sjældent op i medierne. Men efter det mislykkede forsøg på at tie historien ihjel, fandt censur-troldene ud af, at nyheden nok ikke kunne skjules for kineserne, og den dukkede derfor op i massemedierne.

Skoen blev affyret af den 27-årige Martin Jahnke, der er tysker og arbejder som researcher på universitet.

Han har nu været i retten, hvor han nægter sig skyldig i forstyrrelse af den offentlige ro og orden.

Han risikerer at blive smidt ud af universitetet. Men Wen Jiabao kalder sagen for en bagatel, og har opfordret Cambridge til at beholde ham.

:: Billedet er fra denne artikel på Xinhua fra sidste år

Baobao (宝宝) – det er øgenavnet for premierminister Wen Jiabao, der er uhyre populær i Kina, hvor folk skriver hyldestsange til ham – fik en sko smidt i hovedet, da han var på vej hjem fra Europa.

Som jeg skriver om i dagens Berlingske, og som man kan se overalt på Youtube.

De kinesiske medier har dog ikke gjort meget ud af den flyvende sko. De har som sædvanlig fokuseret mere på den overstrømmende og hjertelige modtagelse, som han har fået i Europa. Som man eksempelvis kan se på billedet her over, hvor der står “jeg elsker Baobao”.

Staten og medierne har altid behandlet nyheder og historier, som stiller de kinesiske ledere i et dårligt lys, som radioaktivt affald.

Men som et bevis på den nye censurpolitik Control 2.0 begyndte medierne alligevel så småt at rapportere om skoen i løbet af tirsdagen og onsdagen.

Især var det bemærkelsesværdigt, at CCTV brage klippet i deres nyheder klokken 19, der normalt er aftenens mest sete nyhedsudsendelse. Det er så usædvanligt, at det også har givet overskrifter i aviserne i dag. For eksempel her på Zaobao.

Og for nu at runde Baobaos tur af. Da han endelig lander i lufthavnen i Beijing, får han ikke smidt en sko i hovedet, men derimod en bunke dårlige overskrifter i nakken. Blandt andet at der nu er 20 millioner arbejdsløse migrantarbejdere, som jeg talte om i mandags på DR2 Udland, for dem som måtte have lyst til at se det.

:: Billedet er fra denne artikel.

En talsmand for regeringen siger, at den seriøst overvejer »relevante spørgsmål« omkring projektet.

(Well, duh, kan man så sige, det ville være åndssvagt at overveje irelevante spørgsmål, ik’ sandt.)

Hvorfor er det så vigtigt, om Kina har et hangarskib eller ej? Det spørgsmål svarer Globalsecurity.org på i denne glimrende artikel:

The question of China’s plans to build aircraft carriers are important for several reasons. Many other countries have aircraft carriers, and little thought is given to Brazil’s aircraft carrier, or Argentina’s aircraft carrier, when it had one. Unlike other major maritime powers, Japan does not have aircraft carriers, and the Japanese government has regarded this class of ships as being an “offensive” weapon precluded by Japan’s peace constitution. Should China acquire aircraft carriers, Japan might reconsider this position, and this might mark the start of a larger reconsideration of Japan’s military posture. The United States has twice as many aircraft carriers as the rest of humanity combined, each of which is larger than other country’s carriers. China’s acquisition of aircraft carriers might be seen as a step towards challenging American preeminence on the high seas. At a minimum, it would mark the acquisition of a power projection capability that would move further afield than the Taiwan scenario, and into the South China Sea and beyond.

China, following the Cold War, continued to have very little in the way of credible power-projection capabilities, though China could project military forces superior to those that Southeast Asian countries could deploy to the South China Sea. The PLA Navy had studied the acquisition of an aircraft carrier beginning in the mid-1980s, followed by persistant reports that China has planned to launch a 40,000 ton class aircraft carrier by 2010, though these reports remained unsubstantiated and appeared to based on woefully inadequate analysis and information.

:: Billedet er her fra Wikipedia og viser skrotbunken Varyag, som Kina ad utallige omveje købte af Rusland.

Det der med at “låne” skal nu ikke tages helt bogstaveligt. Japanerne skal nemlig betale seks millioner kroner om året for de to pandaer.

Men endnu er der ikke sket noget i sagen, som der står i Xianggang Shangbao.

Det skyldes måske prisen. Eller noget andet. For der er stadig alvorlige knaster i forholdet mellem de to nabolande Japan og Kina.

Se på chefen for det japanske luftvåben, der netop er blevet fyret. Han skrev i en kommentar i et japansk magasin, at Japan ikke var agressorer under Anden Verdenskrig.

Han mener derimod, at USA lokkede Japan til at bombe Pearl Harbor. Det viser hvordan Japan stadig har problemer med arven efter Anden Verdenskrig, der stadig giver problemer mellem ø-staten og dens asiatiske naboer. Især har krigen givet problemer i forholdet til Kina, der bifalder den japanske regerings beslutning om at afskedige generalen.

Sagen har givet den nyslåede japanske premierminister Taro Aso, der ofte selv kommer med nationalistiske kommentarer, problemer i parlamentet og det er også gået ud over Japans forsvarsminister som også kan læse her.

Og generalen har bestemt ikke tænkt sig at holde mund. Han sammenligner derimod det japanske demokrati med Nordkorea.

:: Billedet er fra Wikipedia

Hvad betyder valget af Barack Obama for forholdet mellem USA og Kina. Det talte jeg om i går aftes på DR2 Udland.

Kineserne har generelt ikke interesseret sig særligt meget for valget i USA.

For eksempel. Jeg har talt med en, der ikke havde hørt om Barack Obama (der på kinesisk hedder 奧巴马 som udtales ao-ba-ma). Og som heller ikke vidste, at der var valg i går.

En anden, jeg talte med, havde hørt om Obama. Men vidste ikke hvornår der var valg.

Og sådan har de fleste kommentarer været. Meget blandede.

Det er en lille elite i byerne, der har interesseret sig for valget. Generelt har det ikke været noget, der har fyldt den kinesiske hverdag. Hvor den så end er. For det er svært at generalisere over et land, der har 1,3 milliarder indbyggere; hvor 700 millioner af dem bor på landet; hvor der er kinesere som brugen dagen på at gå rundt i marken bag en vandbøffel og pløje; hvor der på samme tid er kinesere som står i kø for at få en double shot tall machiatto på deres lokale Starbucks.

Hvad betyder valget af Barack Obama så for forholdet mellem Kina og USA?

Det politiske system i Kina er jo notorisk lukket, så det er svært at gætte sig til noget præcist om, hvad de kinesiske toppolitikere går og tænker på omkring Barack Obama. Men både præsident Hu Jintao og premierminister Wen Jiabao har høfligt lykønsket Barack Obama. Hvilket ikke er overraskende, for hvad andet kunne de gøre.

I går lavede jeg en lille rundspørge blandt kinesiske akademikere og iagttagere. Overordnet set, så tror de ikke, at forholdet mellem USA og Kina kommer til at ændre sig mærkbart.

Forholdet er godt. Solidt. Stabilt. Det bedste i flere år. Især efter 9-11. Og der er ikke noget som tyder på, at det vil ændre sig:

»Obama vil sikkert lægge vægt på menneskerettigheder, klimaændringer og energispørgsmålet, men generelt vil forholdet være stabilt,« siger professor Ni Feng, der er vicedirektør på Institute of American Studies på Chinese Academy of Social Sciences.

Men som de fleste andre tager han det forbehold, at man ved meget lidt om det, for Kina har stort set ikke været et emne i valgkampen.

Der er stadig knaster i forholdet. Ikke bare i forhold til handel. Også for eksempel i spørgsmålet om Taiwan og Tibet. Om Menneskerettigheder. Om USA’s militære samarbejde med Kinas nabostater i Sydkorea, Japan og Indien.

De fleste af analytikerne mener, at valget har stor indflydelse på Verden, men at det har lille indflydelse på forholdet mellem USA og Kina.

Nyheden om det amerikanske valg har også ramt den statslige tv-kanal CCTV 4, som man kan se i dette indslag på Youku.

Som værten siger, så bliver senator Barack Obama den “første sorte kvindelige præ… øh, første sorte præsident i USA’s historie”.

:: Via Danwei

Blandt andet opfordrer han Kina til at opføre sig ansvarligt i for eksempel Afrika. Her har Kina store investeringer og får stadig større indflydelse. Men selvom OL vil give Kina diplomatisk selvtillid, er der stadig lang vej, før landet bliver en supermagt.

Det mener blandt andre David Kerr, der er fra Durham University’s School of Government and International Affairs.

»(Men) ligesom Rusland og EU er Kina mest af alt en regional magt, der er mest interesserede i sine naboer. Det er stadig kun USA, der er en global stormagt,« siger David Kerr, der blandt andet forsker i forholdet mellem EU og Kina.

Han siger, at kinesernes erfaringer ude i verden stadig er meget begrænsede.

»Diplomati er en færdighed og noget man lærer, og det er de først ved at opbygge nu,« siger David Kerr. Derfor er kinesernes diplomatiske magt stadig meget lille. Selvom de er overalt i verden. For man også se på, hvad der er deres agenda:

»Den er meget snæver og handler om adgangen til ressourcer. Og det er ikke kendetegnet for en diplomatisk supermagt,« siger David Kerr.

Centret har taget pulsen på, hvad verdens befolkning synes om Kina. Generelt kan man sige, at det især er Afrika og de asiatiske lande, der er venligt stemte over for Kina. Undtagelsen er selvfølgelig ærkerivalen Japan, hvor hele 67 procent af befolkningen har et negativt syn på Kina.

Noget kunne også tyde på, at det går godt for den kinesiske politik i Afrika. I Mali og Elfenbenskysten er det kun syv procent der er negativt stemte over for Kina.

Situationen er en lidt anden i Europa. Det land, der er mest positive over for kineserne, er Storbrittanien, med 49 procent. De absolut mest negative er italienerne, hvor 61 procent vender mundvigene nedad, når talen falder på Kina.

Jeg kan forstå, hvorfor japanerne ser negativt på Kina. De to lande har en mildest talt kompliceret historie med hinanden. Men hvorfor italierne i den grad er negativt stemte over for Kina, aner jeg simpelthen ikke.

Et andet interessant land er USA, der de seneste år nærmest er flydt over af anti-kinesiske holdninger og beskyldninger om farlige kinesiske varer, Kinas kunstige valutakurs og tabet af amerikanske arbejdspladser. Alligevel er det “kun” 39 procent af amerikanerne, der har et negativt syn på Kina.

Centret peger dog på, at bekymringer over Kinas økonomiske og militære magt er begyndt at kunne aflæses i tallene fra hele verden. Kineserne er ikke helt så populære, som de har været, og populariteten er generelt faldet år for år.

:: Centret har en illustration på deres side, der giver et godt overblik over de forskellige lande

:: Foto fra Wikipedia

Sagt på en anden måde – en vigtig del af den kinesiske udenrigspolitik går ud på at sikre landets tilførsel af råstoffer som for eksempel olie.

Kina satser dog ikke kun på Afrika og Sydamerika. Det vil tværtimod gerne have så mange handelspartnere som muligt, da det mindsker risikoen for et stop af vigtige forsyninger i tilfælde af konflikter. Derfor har Kina da også ført sit råstof-diplomati ind i de tidligere sovjetiske stater, der ligger i Centralasien.

Det kan man læse i oktober nummeret af Politics, der bringer analysen “China’s Energy Security and Eurasian Diplomacy: The Case of Turkmenistan“, der er skrevet af Marc Lanteigne fra University of St. Andrews.

Kineserne har en interesse i at sikre forsyningerne af gas og olie fra Centralasien, der jo ligger i Kinas egen baghave. Men helt nemt bliver det ikke, som eksemplet med Turkmenistan viser. Marc Lanteigne peger på tre udfordringer, som Kina står over for.

For det første er der geografien. Turkmenistan og resten af Centralasien er dybt afhængige af alle former for landtransport. I dag er der kun nogle få forbindelser mellem Turkmenistan og Kina, og hvis Kina virkelig skal booste handelen med Turkmenistan, er der brug for eksempelvis rørledninger til transport af olie og gas. Et ganske kostbart projekt.

For det andet er sådan et projekt også risikabelt, for det er ikke helt nemt at beskytte en flere tusind kilometer lang rørledning.

Hvilket hænger sammen med den tredje udfordring, nemlig det politiske klima i Turkmenistan og hele regionen som sådan. Der er en mangel på government accountability, en stigende fattigdom og en voksende politisk ekstremisme, der truer flere af landene i reigonen. Skulle regimet i Turkmenistan falde, vil det være svært at spå om, hvad der kommer i stedet.

Marc Lanteigne kan ikke klart pege på, hvilken diplomatisk retninger Kina er på vej ud af, når det kommer til Turkmenistan og de Centralasiatiske republikker. Kina har, skriver han, gjort store diplomatiske landvindinger i regionen i 1990′erne, og for ikke at tabe det på gulvet, vil det kræve Beijings opmærksomhed.

Vi får se – måske er Centralasien det nye Afrika.